I efterårsferien var Sara og jeg i Ikea. Stedet som nogle elsker, og som andre elsker at hade. Sådan er det bare. Sara ville købe disse 2 barstole til sit lille hjem, men jeg fik talt hende fra det. Noget om, hvor længe man kunne leve for de penge, når der nu stadig ikke er noget job, og ting i den stil.
I tirsdags kørte Bo forbi førnævnte varehus på vej hjem fra arbejde. Netop for at købe de 2, for så var noget af fødselsdagsgaven hjemme. Han kom frem til varehuset, orienterede sig, og tog den direkte vej til den reol, hvor de skulle ligge. Der var ikke nogen, men da han så op, lå de på hylden lige over. Sådan cirka 30. cm. udenfor hans armes rækkevidde.
Den naturlige reaktion var at finde en medarbejder. Her fik han at vide, at de ikke var på lager. Men hør lige - de ligger jo deroppe. Muligt - men de var ikke på lager. Herefter fandt Bo en anden medarbejder, for så måtte han da lige kunne hjælpe. Men nej... Ingen hjælp at hente. De var ikke på lager.
Ikea har et system, der gør, at man kun sælger varer i gulvhøjde. Når varehuset lukker, kommer der medarbejdere og flytter varer ned fra øverste hylder til gulvhøjde. Så er varen på lager igen. Der var ikke noget at gøre. Han måtte køre igen - uden at have stolene med. De blev hentet næste dag. Da lå de nede i gulvhøjde. Det er nok meget heldigt, for ellers kunne I have fået historien om en mand, der kravlede rundt i reolerne i et varehus i Tåstrup.
Enden på historien må være, at Sara er rigtig glad for sine stole.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar