Tillykke til en dejlig dreng

I dag er en ganske særlig dag. I følge de gamle almanakker, er det den sidste forårsdag. Men det er også dagen, hvor Jonas bliver 12. Han har sat dagens menu, ikke helt efter sin mors smag, men han får, som han ønsker. Middagen skal hentes på "Den Gyldne Måge".

Jeg husker tydeligt hans fødsel. (Som kvinder nu gør). Jeg havde termin 1. juni, men havde svoret, at jeg ikke skulle gå over tid. Det var min største frygt. Men efterhånden som dagen skred frem, kunne jeg godt se, at det måske ikke kom til at holde stik. Måske jeg bare var heldig, hvis han kom på terminen. Jeg husker tydeligt, at jeg lå på sofaen og så et program med Joachim og Alexandra fra slottet i Møgeltønder. Der var lidt småveer, men ikke nogen, der rigtig ville noget. I stolen ved siden af sad herren i huset. Han var lige så stresset, som jeg var rolig. Da programmet om de kongelige var slut, fik jeg nærmest ordre på at gå ud ringe til fødegangen.

Da jeg kom op at stå, skete der et eller andet. Jeg blev overmandet af veer, som jeg aldrig har oplevet det, og havde nær aldrig fået ringet. Vi fik lynkaldt moster til at være hos Sara og Jakob, og turen gik mod Slagelse sygehus. Vi ankom kl. 22.30, og da klokken var 23.18 så Jonas dagens lys for første gang. 42 minutter før termin. Han var ved fødslen den største af vores børn. En flot dreng på 55 cm. og 4.530 g.

Jeg havde været spændt på, hvordan det ville være at modtage ham, så forholdsvis kort tid efter Mie. Ville det mon være hende, der kom til at fylde? Ville han alligevel komme til at være skyggen af det, vi ikke måtte have? Alle disse bekymringer viste sig at være ubegrundede. Vi var i stand til at tage imod Jonas, som det lille vidunder han var - og stadig er. Han har aldrig været sin søsters skygge, men har indtaget scenen på sin egen facon. Han er en dejlig dreng.

DMI varsler regn i aften, her hvor vi bor. Helt ude i døgnets sidste time. Jonas påstår, at det ikke har noget med ham at gøre. Lige nu er solen fin og rund og i fuld gang med at varme dagen op. Det vil vi nyde. Nu vil jeg tage hunden med op og vække familiens store yngste med fødselsdagssang og lidt gaver.

Weekend med blandede følelser

Det har været lidt af en sej weekend. Jeg har børn, der er kede af det, tingene er bare ikke blæst i vores retning. Det er hårdt. Jeg kunne godt tænke mig at opfinde det store morplaster. Det man sætter på, når børnene har ondt. Bare sådan for at fjerne det værste. Det findes ikke, det ved jeg - så i stedet lytter jeg, når de åbner og snakker med dem, når de har behov for det. Ind imellem har jeg tørret mine øjne. For selv om jeg efterhånden er langt fra den alder, så kan jeg altså godt huske, hvordan det er at være teenager og have ondt i kærligheden.

Det har nu ikke været trist alt sammen. I dag var Jonas, Dodo og jeg en tur rundt om stien. En rask travetur på omkring 4 kilometer. Den går forbi vores gårdbutik, som også var målet i dag. Jeg skulle bare ind og have en pose af deres nyopgravede kartofler. Men som billedet af min kurv antyder, så kom der mere end kartofler på regnskabet.

Nu venter en ny uge. En lidt speciel en af slagsen. Der er en fødselsdag, der skal fejres, og der skal kun jobbes mandag og tirsdag. Jeg glæder mig.

Hvor mange kan der mon være?

Vi har fået gæster på matiklen. Ikke nogen vi har inviteret. Næh, de har selv fundet vej, og synes åbenbart, at her er rart at være. Kampen er indledt. Jeg vil nemlig selv have lov at bestemme, hvem jeg skal bo sammen med. Og et pelsdyr i familien må være nok.

Jeg har inden for det sidste døgn tømt musefælden 2 gange. Og er der flere, kan de bare komme an.

Et kapitel er skrevet færdigt

Jakob er smuttet meget tidligt i skole i dag. Der er morgenbord med lærere og klassekammerater. Senere skal der uddeles (læs kastes karameller efter) til skolens yngre elever, og der skal være lidt underholdning i skolens festsal. I aften skal de hygge sig i laden hos en klassekammerat.

Efter 4 mundtlige eksamener, overrækkelse af eksamensbeviser og tale fra lærere og skolens inspektør er det slut. Et kapitel er færdigskrevet i hans livs bog. Det første store farvel er lige forude. Jeg har helt ondt i maven på hans vegne. Han glæder sig og alligevel er det vemodigt.

Sommerferien venter med en masse arbejde og 2 ferier. Den 18. august tager han hul på sit nye liv, når han begynder på gymnasiet. Så er jeg pludselig mor til 2 gymnasieelever. Så er det vel på tide at kalde sig voksen.

Hvor får hun det fra?

Dodo fylder som bekendt meget i vores familie. På billedet er hun stadig hvalp. Hun er en dame fyldt med udtryk. Ind imellem undres jeg. For vi har ikke lært hende at kommunikere. Det er bare noget hun gør.

Når mådskålen er tom, så hyler hun med en lidt speciel tone. Vi er slet ikke i tvivl, og damen bliver straks fodret. Er det vandet, der er sluppet op, siger hun ikke en lyd. Så skraber hun i skålen med poten. Og pote mod rustfrit stål giver en helt speciel lyd. Igen er vi ikke i tvivl. Damen får straks vand.

Når hun er på egen hånd i haven, skal hun vælge, når hun vil ind igen. Havedør eller hoveddør. Som regel tager hun samme dør, som hun gik ud af. Men også her har hun lært os at kende forskel. Hvis hun vil ind af hoveddøren, bjæffer hun højt og skingert en enkelt gang. Når vi så åbner, skal hun lige se os og bydes indenfor. Er det der i mod havedøren, der er valget, så kommer bjæffet tit helt nede fra maven, og hun har slet ikke tid til at vente på, at døren bliver åbnet.

Dodo er vores første hund, så jeg har ikke noget at sammenligne med. Jeg ved bare, at jeg glæder mig over det lille væsen hver eneste dag.

Tirsdag i fantastisk selskab

I går var klokken bare 07.15, da jeg parkerede min bil ved Bredsten Kirke, ca. 160 km. fra min base på Vestsjælland. Det var regnvejr hele vejen hen over Fyn, men da jeg ramte det jyske, lysnede det. Og som billedet siger, var scenen for morgensang helt fantastisk.

Sara og jeg spiste morgenmad sammen med 50-60 fremmødte gæster og så trak vi os ellers. Turen gik til Vejle, hvor vi havde en fantastisk dag.

Sara er jævnligt hjemme, og vi taler tit i telefonen, men det er bare noget andet at mødes og have en hel dag forude. Det er sjældent, at det sker, for vi er altid omgivet af resten af familien. Det skal ikke komme til at lyde forkert, for vi holder rigtig meget af at være sammen - hele flokken, men der er altså heller ikke noget som en rigtig pigetur. Sådan en med plads til dybe samtaler og let shopping.

Vejle er en skøn by. Vi parkerer ved Bryggen, som indeholder et væld af skønne butikker. Herfra er der direkte adgang til byens helt fantastiske gågade. Jeg tror ikke, at der kan ønskes ret meget mere. Nogle af butikkerne ligger i smukke gamle huse med skævt bindingsværk og små vinduer. For en gang skyld, havde jeg kameraet med. Desværre var det gode vejr forlængst væk, da vi tog vores tur, så udendørsbilleder var ikke muligt.

Vi er enige om, at vi har brug for flere af den slags dage. Sara står for at skulle indrette sin første bolig og tage det store skridt til at blive endnu mere voksen. Det giver mange tanker, båd hos hende og hos mig, og jeg kan mærke, at det gør godt, når vi har vores lange snakke. Vores næste pigedag er lidt planlagt. Vi ved ikke, hvornår det skal være, men vi har snakket om at mødes halvvejs og undersøge Odense lidt.

De 160 km. den anden vej kunne jeg godt have undværet. Det tog en evighed og jeg var træt ud over alle grænser. Men den var det hele værd. Hun er dejligt selskab, min store skønne pige.

Planer for tirsdagen

Om lidt vil jeg gå i seng, for i morgen skal jeg op klokken ualmindeligt tidligt. Jeg skal være i Bredsten klokken 07.30, og min GPS siger, at jeg skal beregne 2 timer i Polo Blå. Der er sølvbryllup hos Saras anden familie. Efter morgensang og kaffe har Sara og jeg aftalt pigedag. Vi skal kigge i butikker og have en god frokost et eller andet sted i Vejle Gågade. Jeg glæder mig.

Og så kom jeg for resten til at slå lidt masker op i lørdags. Jeg håber at min niece bliver glad.

Færdigt tæppe - sådan......

Så er det her. Sidste ende er hæftet og alt er som det skal være. Jeg nåede at få det færdigt i går, inden vi skulle til konfirmation hos Jens.

Skal jeg være ærlig, så er jeg godt tilfreds med resultatet. Ja - i virkeligheden er jeg nok lidt stolt. Jeg startede projektet i februar og troede egentlig, at det blev sådan en gang i løbet af året. Da ikke allerede i foråret.

Jeg nåede lige at hive det gamle tæppe af min helt personlige håndværker, inden han lettede af egen fri vilje. Han siger, at det var godt at ligge med. Så værsgo at kigge med. Susannes tæppe blev færdigt på en skøn dag i maj.

Weekend forude

Vi er lige kommet hjem efter dejlig mad hos mor. Nu ligger weekenden forude. I morgen er der konfirmation i gode venners selskab. Lørdag og søndag er vores egne. Tæppet skal laves færdigt og ellers må vi se, hvad vi har lyst til - time for time. Det skal blive godt. Jeg har lovet Jonas at sørge for, at der er ca. 300 gram bær af en eller anden slags. Han vil bage tærte. Opskriften må vi ikke se, så jeg er spændt på hvad en 11 årig bagermester kan trylle frem.

Billedet er fra mit lille æbletræ, der blev sat i efteråret. Lige inden den første sne faldt. Det blomstrer fint, så jeg er spændt på at se, hvad sommeren bringer.

Store planer

Her i huset er der en - nej der er to - der elsker en god middagslur. Jeg har lovet dem, at de må sove til middag med det nye tæppe i weekenden, så jeg har faktisk ikke tid til at skrive lige nu.

Her er det morgen med solskin. Lad os krydse fingre for, at det holder.

At købe ind med omtanke

I weekenden så jeg i nyhederne, at man regner med, at en gennemsnitsfamilie kan spare omkring 10.000 kroner årligt bare ved at planlægge indkøb og købe efter tilbud. Det må være sådan en familie som vores. Far, mor og 2 hjemmeboende børn. Det bliver vidst ikke mere gennemsnitligt. Jeg synes absolut ikke, at jeg handler ind med hovedet under armen, men jeg indrømmer gerne, at jeg ikke gider at handle flere steder, hvis jeg kan få det hele under et tag. Det handler kun om at være doven, så jeg må hellere til at tænke lidt over det. Hvis jeg kunne tjene bare nogen af de 10.000 kroner hjem, så ville det da være herligt.

Og som altid er der ingen regel uden undtagelse. Jeg kører gerne lidt længere for at få frugten så frisk som muligt. Vi har en lille gårdbutik ikke ret langt herfra. De har fundet en niche og pakker frugt og bringer det ud til virksomheder og butikker i området hver mandag. De kører på torvet klokken unævneligt tidligt og vælger det bedste ud. Private som Fam. Hansen her kan abonnere og hente kurven hver mandag. Det gør vi med største fornøjelse. Kurvene er aldrig ens fra uge til uge, og skal man fange den mens den er pæn, så skal man altså skynde sig. Der er ikke mange druer tilbage fra i går.

Dagen i dag står på mere regn. Og når jeg nu ikke kan ændre på det, så må jeg nyde det. Jeg hygger mig, når jeg står i vinduet og ser, at solsorten hopper på græsset for at få en orm til at kigge frem, og lyden af dråberne på ovenlysvinduet på trappen er faktisk rigtig hyggelig.

I eftermiddag står den på frisør. Der skal klippes og der skal lidt farve til. Jeg glæder mig.

Hverdagen kalder

Vi har haft dejligt besøg i weekenden. Sara kom hjem lørdag sammen med Morten. De er blevet sammen og har det godt. Det glæder mig rigtig meget. Hun venter stadig på sin lille lejlighed og har besluttet sig for at tage den, når tilbuddet kommer. Hun har det sidste års tid boet hos Mortens forældre, men nu er det tid til at flytte rigtig hjemmefra.

Der er blevet snakket og hygget. Vi har spillet Rummikub og spist lækker søndagsbrunch. Nu er huset vores eget igen. De er lige gået til bussen, for så kan de nå at møde på gymnasiet til deres første modul kl. 10. Det har været en ren fornøjelse af have dem hjemme.

Nu venter en uge med fuldt program. Når jeg ser på kalenderen, er den ikke tom før lørdag. Det skal nu ikke lyde værre end det er. Der er også småting og hyggelige aftaler på. Og på fredag skal vi til konfirmation hos et hold rigtig gode venner.

Nu vil jeg gøre mig klar og angribe ugen. Jo før jeg kommer afsted, jo tidligere er jeg hjemme. Jeg er heldig at have flex-tid. Den vil jeg ydnytte lidt i dag.

Jeg håber, at du må få en rigtig dejlig mandag.

Musik en lørdag eftermiddag.

Billedet her er 3 år gammelt. Det er fra dengang det kun var Jakobs fødder, der var begyndt at vokse i hastig fart. Vi brugte det til indbydelsen til hans konfirmation. Jeg kom til at tænke på netop det billede nu, fordi der kom toner fra rodebutikken på første sal til højre.

Jeg har lige siddet og nydt John Lennons "Imagine". Den blev spillet smukt på guitar. Det var den klassiske guitar, der var fremme nu, så klangen var rigtig fin. Jakob spiller fantastisk. Han er efterhånden ejer af ikke mindre end 4 guitarer, og hans sidste guitarlærer har givet udtryk for, at han kan nå konservatoriet - hvis han da ellers gider.

At hans spil lige før var eftertænksomt og en lille flugt fra virkeligheden er jeg ikke i tvivl om. Lige nu rimer hjerte på smerte og der tænkes store tanker. Sådan er det nemlig også at være 16 år.

Kender du typen?

Jeg elsker programmet "Kender du typen?" hvor jeg sammen med en masse andre nysgerrige seere bliver inviteret ind hos kendte personer, for at se hvordan de bor. Hvis sådan et TV hold en dag kom forbi her, var der dele af huset, de ville blive nægtet adgang til.

På første til højre har Jakob sit værelse. Han er rigtig heldig, for han har et kæmpe værelse. Omkring 20 kvadratmeter. I det ene hjørne stod indtil for nylig det klaver, vi købte, da Sara kom hjem fra efterskole og ville spille. I dag er klaveret solgt og hjørnet er blevet helt hans eget. Og jeg skal da love for, at han har fundet ud af at udnytte det.

Jeg kunne godt bukke mig og samle tøjet op. Men jeg gør det ikke. Til gengæld kommer det rent op, når det engang bliver lagt ned.

Vender man sig en halv omgang og ser væk fra væggen og over mod vinduet, bliver man mødt af dette syn:

Han har det med at tage et glas vand med op, når han skal sove. Og er Signe her, ryger der i sagens natur 2 glas med op. Jeg kunne godt tage dem og bære dem ned i opvaskemaskinen. Men jeg gør det ikke. Ved det andet vindue fandt jeg endnu et glas og en skål. Det står der også endnu. Sådan er jeg nemlig.

Jeg valgte at afslutte min rundtur på drengens værelse med at åbne vinduet og se lidt på min udsigt. Huset kaster lang skygge lige nu og solen skinner ude over rapsmarken. Der er helt stille på marken ude bag hækken, for køerne er gået ind for i dag.

Hvis jeg afslutningsvis skal forsvare Jakob lidt, så er han ikke kun et rodehoved. Han er en dejlig unge, der vidst bare er 16 år lige nu. Jeg prøver at få ham rettet lidt ind. Ind imellem går det meget godt, og andre gange kommer det til at se ud på billederne.

30 år.

Det slog mig lige en gang i formiddags. I dag er det 30 år siden, at jeg blev konfirmeret. Siger og skriver tredive år. Jeg havde lang hvid forklædekjole a la "Det lille hus på prærien" og en praktisk hvid skjorte, som ville kunne bruges bagefter. Min drøm var ellers en kjole i cowboystil med et par smarte støvler, men det måtte jeg ikke. Gaven fra mine forældre var en cykel. Ikke den jeg rigtig gerne ville have, men en grøn praktisk model fra Harald Nyborg. Det skulle senere vise sig, at der var en grund til at den var billig. Jeg husker også nogen penge, et kamera og en lille blå toilettaske. Sangene ligger inde i skuffen endnu og jeg tror faktisk, at kjolen ligger oppe i skabet.

Jeg havde en god dag. For selv om pengene ikke var store, og cyklen derfor ikke kom fra den lokale cykelhandler, så formåede mine forældre alligevel at give mig en god dag. Jeg ved, at der ligger nogen billeder et sted i en kasse. Hvis jeg skal have den frem, skal jeg have hylderne ud af det store skab ovenpå, så det bliver altså ikke i dag.

Jeg er trist

Mit indlæg i dag var skrevet. Krydret med billeder fra en helt fantastisk mors dag. En dejlig dag, hvor jeg blev forkælet og selv var produktiv. Hvor der blev planlagt, hvad der skal ske videre i vores gårdhave under forandring, og hvor alt bare var godt. Fra om morgenen fra jeg blev vækket til morgenbrød (jeg havde vidst ligget vågen en time og ventet), til jeg væltede træt i seng.

Det kommer måske på en anden dag. Lige nu er det bare andet, der fylder. I dag fik jeg en besked fra min vendinde fra før skoletiden. Hendes bror er blevet syg - igen. Han blev erklæret rask for et halvt års tid siden efter et afskyeligt forløb med kemo, operation og mere kemo. Han havde en stor tumor på spiserøret. Han har ikke haft det for godt den sidste tid og fik dommen i dag. Mere cancer. Hvad f...... er meningen? Nu gik det lige så godt. Han er bare 36 år og har meget foran sig. Jeg er trist inden i og så har jeg lyst til at råbe højt og bande helt vildt. Nu krydser jeg fingre for, at han må klare sig igennem endnu engang, og at det så må være slut med den slags i hans liv.

Tillad mig at præsentere

Et halvt tæppe. Men den anden halvdel laver jo ikke sig selv, så jeg er smuttet igen.
Nyd din lørdag....

Der er handlet ind til aftensmad, der næsten laver sig selv, og huset er gjort rent. Der er vasket tøj for hele ugen, og det er lagt sammen. Nu har jeg hele eftermiddagen og søndagen for mig selv. Jeg er på terassen, hvis du vil mig noget. Der skal samles lapper i stor stil, for jeg vil snart være færdig.

Bomuld med udfordringer

Dodo er en skøn hund. Hun har et dejligt sind, og hører stort set altid efter. Hun ruller på kommando og siger pænt goddag med højre pote. Hvis madskålen er tom, har hun en helt speciel måde at hyle på. Hvis vandskålen derimod er tom, siger hun ikke en lyd. Så skraber hun i den med poten. På den måde kan hun fortælle os, hvad hun savner. Det er bare noget hun gør. Vi har ikke lært hende det.

Hendes pels er et kapitel for sig. Vi fik besked om, at det er et stort arbejde at holde pelsen. I Dodos tilfælde har det stort set været umuligt. Fra hun var et halvt år, til hun var næsten to, kunne pelsen filtre til på en eftermiddag. Derfor er hun blevet klippet et par gange. Nu hvor hun er en voksen dame, går det lidt bedre, men der er stadig udfordringer. Jeg har besluttet mig at følge Charlottes eksempel og har bestilt tid hos en hundefrisør. Hun skal vaskes og friseres rigtigt igennem, og jeg skal være med. Det skal kunne lade sig gøre, for jeg synes altså, at det er synd, når hun er helt kortklippet.

Sovende tæppe

Kan et tæppe være sovende? Er det i så fald et slumretæppe? Jonas mener jo, at det ender med at blive et lumretæppe, for han er overbevist om, at herren i huset vil elske det, når han smider sig på sofaen til en lille lur.

Den fulde sandhed er, at der ikke sker en fløjtende fis. Jeg er på pause, dvale, stilstand. Tæppet består af 14 baner med 9 lapper i hver. Jeg satte bane nummer 6 på plads i lørdags. Siden har det stået der i den fine hvide kurv.

Jeg er ramt i denne uge. Ramt af en travlhed på arbejdet, som kommer til at være tirsdag med. Jeg laver periodeopgørelser og momsafstemninger, så jeg er helt krydset i hovedet. Vi har mange kunder på vores kontor, og SKAT har givet alle firmaer deadline for indberetning og indbetaling på en og samme dag. Så here we go. Der skal arbejdes, og det bliver der.

I weekenden tager jeg fat igen. Så skal der samles lapper. Jeg længes efter at se det færdige resultat, og der ligger garn oppe på det lille værelse og råber efter mig. Det vil på strikkepindene. Jeg har lovet mig selv, at det må råbe, til tæppet er færdigt, for ellers ved jeg godt, hvad der sker. Man kender vel sig selv og sine svagheder.

Nu vil jeg forlade blogland og gå ud i arbejdsland. Rigtig god dag til dig.

Sprogets finurligheder # 2

Og så kom jeg lige til at tænke på den gang, da ledelsen på skolen, hvor jeg arbejdede, nedlagde forbud mod fællespisning i skolens festsal. Et lille s med en kæmpe betydning. Det betød, at den daværende 9. kl. måtte igang med nye plakater og indbydelser.

Sprogets finurligheder.

Jeg synes, at det er så morsomt, når ordene vendes og kommer til at give en helt anden betydning. Eller at et lille ord indsat kan vende en ellers velovervejet sætning på hovedet.

Fredag aften, da vi sad og spiste, fik vi en af de bedre. Vi sad og småsludrede over aftensmaden, da en af ungerne forarget sagde, at man da ikke kan skære alle over med samme kam.

Hun har ret. Det kan man da ikke. Kammen skal godt nok være skarp for at kunne klare den opgave.