Mit indlæg i dag var skrevet. Krydret med billeder fra en helt fantastisk mors dag. En dejlig dag, hvor jeg blev forkælet og selv var produktiv. Hvor der blev planlagt, hvad der skal ske videre i vores gårdhave under forandring, og hvor alt bare var godt. Fra om morgenen fra jeg blev vækket til morgenbrød (jeg havde vidst ligget vågen en time og ventet), til jeg væltede træt i seng.
Det kommer måske på en anden dag. Lige nu er det bare andet, der fylder. I dag fik jeg en besked fra min vendinde fra før skoletiden. Hendes bror er blevet syg - igen. Han blev erklæret rask for et halvt års tid siden efter et afskyeligt forløb med kemo, operation og mere kemo. Han havde en stor tumor på spiserøret. Han har ikke haft det for godt den sidste tid og fik dommen i dag. Mere cancer. Hvad f...... er meningen? Nu gik det lige så godt. Han er bare 36 år og har meget foran sig. Jeg er trist inden i og så har jeg lyst til at råbe højt og bande helt vildt. Nu krydser jeg fingre for, at han må klare sig igennem endnu engang, og at det så må være slut med den slags i hans liv.
Når skæbnen puster ens kære i nakken kan man ikke lade være med at blive trist.
SvarSletDet er så uretfærdigt når det handler om mennesker som ikke er gamle og mætte af dage.
Håber på godt nyt snart.
Det gør mig meget ondt, Susanne! Hvor kan livet dog være uretfærdigt - så ungt et menneske og så syg. Ord slår ikke til ...
SvarSletTanker til dig!
Hvor er livet nogen gange bare fuldstændig uretfærdigt. Jeg føler med dig, jeg mistede en veninde sidste sommer, det har været svært. Håber det bedste og sender varme tanker:)
SvarSlet