I går var klokken bare 07.15, da jeg parkerede min bil ved Bredsten Kirke, ca. 160 km. fra min base på Vestsjælland. Det var regnvejr hele vejen hen over Fyn, men da jeg ramte det jyske, lysnede det. Og som billedet siger, var scenen for morgensang helt fantastisk.
Sara er jævnligt hjemme, og vi taler tit i telefonen, men det er bare noget andet at mødes og have en hel dag forude. Det er sjældent, at det sker, for vi er altid omgivet af resten af familien. Det skal ikke komme til at lyde forkert, for vi holder rigtig meget af at være sammen - hele flokken, men der er altså heller ikke noget som en rigtig pigetur. Sådan en med plads til dybe samtaler og let shopping.
Vejle er en skøn by. Vi parkerer ved Bryggen, som indeholder et væld af skønne butikker. Herfra er der direkte adgang til byens helt fantastiske gågade. Jeg tror ikke, at der kan ønskes ret meget mere. Nogle af butikkerne ligger i smukke gamle huse med skævt bindingsværk og små vinduer. For en gang skyld, havde jeg kameraet med. Desværre var det gode vejr forlængst væk, da vi tog vores tur, så udendørsbilleder var ikke muligt.
Vi er enige om, at vi har brug for flere af den slags dage. Sara står for at skulle indrette sin første bolig og tage det store skridt til at blive endnu mere voksen. Det giver mange tanker, båd hos hende og hos mig, og jeg kan mærke, at det gør godt, når vi har vores lange snakke. Vores næste pigedag er lidt planlagt. Vi ved ikke, hvornår det skal være, men vi har snakket om at mødes halvvejs og undersøge Odense lidt.
De 160 km. den anden vej kunne jeg godt have undværet. Det tog en evighed og jeg var træt ud over alle grænser. Men den var det hele værd. Hun er dejligt selskab, min store skønne pige.
Det lyder som den dejligste dag, Susanne, ja, lige bortset fra din hjemtur. Sådan en dag skal man unde sig selv ind imellem med sine børn - bare to sammen. Det er en helt anden måde, man får snakket på, end når hele familien er samlet.
SvarSletDu må have en dejlig dag.
Skønt med skønt på.
SvarSletKh Line