tirsdag den 31. maj 2011

Tillykke til en dejlig dreng


I dag er en ganske særlig dag. I følge de gamle almanakker, er det den sidste forårsdag. Men det er også dagen, hvor Jonas bliver 12. Han har sat dagens menu, ikke helt efter sin mors smag, men han får, som han ønsker. Middagen skal hentes på "Den Gyldne Måge".

Jeg husker tydeligt hans fødsel. (Som kvinder nu gør). Jeg havde termin 1. juni, men havde svoret, at jeg ikke skulle gå over tid. Det var min største frygt. Men efterhånden som dagen skred frem, kunne jeg godt se, at det måske ikke kom til at holde stik. Måske jeg bare var heldig, hvis han kom på terminen. Jeg husker tydeligt, at jeg lå på sofaen og så et program med Joachim og Alexandra fra slottet i Møgeltønder. Der var lidt småveer, men ikke nogen, der rigtig ville noget. I stolen ved siden af sad herren i huset. Han var lige så stresset, som jeg var rolig. Da programmet om de kongelige var slut, fik jeg nærmest ordre på at gå ud ringe til fødegangen.

Da jeg kom op at stå, skete der et eller andet. Jeg blev overmandet af veer, som jeg aldrig har oplevet det, og havde nær aldrig fået ringet. Vi fik lynkaldt moster til at være hos Sara og Jakob, og turen gik mod Slagelse sygehus. Vi ankom kl. 22.30, og da klokken var 23.18 så Jonas dagens lys for første gang. 42 minutter før termin. Han var ved fødslen den største af vores børn. En flot dreng på 55 cm. og 4.530 g.

Jeg havde været spændt på, hvordan det ville være at modtage ham, så forholdsvis kort tid efter Mie. Ville det mon være hende, der kom til at fylde? Ville han alligevel komme til at være skyggen af det, vi ikke måtte have? Alle disse bekymringer viste sig at være ubegrundede. Vi var i stand til at tage imod Jonas, som det lille vidunder han var - og stadig er. Han har aldrig været sin søsters skygge, men har indtaget scenen på sin egen facon. Han er en dejlig dreng.

DMI varsler regn i aften, her hvor vi bor. Helt ude i døgnets sidste time. Jonas påstår, at det ikke har noget med ham at gøre. Lige nu er solen fin og rund og i fuld gang med at varme dagen op. Det vil vi nyde. Nu vil jeg tage hunden med op og vække familiens store yngste med fødselsdagssang og lidt gaver.

9 kommentarer:

  1. TUSIND tillykker' med ham!
    Sikke en smuk fødselsberetning!

    12 år!! En stor dreng.
    Selvom menuen efter min smag også gerne måtte have været anderledes.
    Men sådan må det jo være en dag som i dag!

    SvarSlet
  2. Kære Susanne, det var meget smukt at læse - et stort tillykke med din søn! Ja, når store børn skal vælge menuen, er det som regel ikke det, vi ville vælge :-)
    Jeg håber, I får en dejlig dag!

    SvarSlet
  3. Må I få en super dejlig dag. Hvad er der vel bedre end lige netop mad fra "den gyldne måge", når man bliver 12 år. Stort tillykke med ham:)

    Sjovt som man som kvinde og mor bare husker alt omkring de fødsler.

    SvarSlet
  4. Tillykke med ham - dejligt at læse om da han kom til verden. Jeg håber i får en dejlig dag og han bliver forkælet ud over alle grænser :)

    SvarSlet
  5. Stort tillykke med din 12 årige søn:) Og tak fordi du delte hans vej til verden.. Jeg bliver rørt og glædes over at livet kan være så smukt... Håber i alle får en dejlig dag:) Knus og mange tanker...Mette

    SvarSlet
  6. Aj, hvor var det dejlig læsning. Vildt, at det kunne gå så hurtigt med fødslen.

    Tillykke til Jonas!

    SvarSlet
  7. Tillykke med ham, - og nyd det sidste sidste år som teens-mor :-)
    KH Tina

    SvarSlet
  8. 1000 mange tak for alle jeres ønsker og hilsner. Jeg valgte den nye wrap fra mågen. Egentlig ikke helt dårlig, når det nu skulle være.
    Jeg lover, at han er blevet forkælet, og det er ikke slut endnu. I morgen kommer bedstevennen for nogle dage, og på lørdag er der familiefødselsdag.

    SvarSlet
  9. Sikken en beretning. Stort tillykke med ham.

    SvarSlet