Sømanden og juristen

Jeg har de sidste tirsdage siddet og set programmerne om sømanden og juristen. En række programmer, der har rørt mit dybt. Jeg er imponeret over, at folk, der er så syge, stiller op til foto og interwiev. Det er modigt. Samtidig er jeg imponeret over, hvor fint og respektfuldt det hele er på netop det hospice, og hvor fint og respektfuldt det er lykkedes at skildre de enkelte skæbner.

Jeg kan mærke det helt ind i kroppen. Og det hænger selvfølgelig sammen med min fars sygdom. Han har en god periode lige nu, hvor vi taler lidt sammen, når jeg kommer med hans indkøb. Han ved selv, at det ikke er godt, og egentlig irriterer det ham, at han aldrig kommer til at se min brors nye hus. Han lever af sondemad, og han fortalte den anden dag, at vægten har været helt nede på 50 kg. Det er på ingen måde nok. Svulsten på hans hals er begyndt at vokse igen, så vi ved alle, hvilken vej det skal gå.

Der er stadig hængepartier. Jeg mangler at høre ham om, hvad han ønsker, der skal ske. Om der er nogen, vi skal ringe til, når han ikke er her mere, om der er noget, han synes, at vi skal vide. Og ikke mindst, hvor han gerne vil have urnen sat ned.

Det der er så forbandet svært lige nu er, at der ikke er nogen, der kan fortælle, hvordan det kommer til at forløbe. Sommerferien er ændret. Vi skulle i år vælge mellem Grækenland og Italien. Valget faldt på et feriecenter i Sønderjylland. Der kan vi have både Polo blå og Polo sort med, så jeg kan køre hjem, hvis han bliver dårlig eller dør i vores ferie.

Mine forældre blev skildt kort efter min konfirmation. Herefter flygtede far til Grønland, hvor han boede i mange år. Jeg har ikke mange minder eller en masse historie med far. Men jeg har også lært, at forældre er forældre i den grad, de magter at være det, og jeg har faktisk aldrig tvivlet på, at han ville os det bedste. Nu ønsker jeg ham det bedste. Det må være, at han får lov at have de gode dage, der må være tilbage, og at han kommer let herfra.