Kender du Fru Hansen?

De er alle steder. Fru Hansenerne. Måske ikke så mange mere, som der var engang. Faktisk er jeg selv en af dem.

Jeg er selv omgivet af 3 af slagsen. Den ene har dog en helt speciel plads i min tilværelse.

Jeg lærte hende at kende ved et tilfælde. Vi havde samme arbejdsplads, og da hun kørte forbi mit hjem, fandt vi hurtigt ud af at dele transporten. Da vores begrænsede ansættesesforhold udløb var vi begge gravide og var enige om, at vi skulle holde kontakten. Jakob kom til verden 2. februar 1995, og Fru Hansens søn så dagens lys d. 24. april samme år. Jakob var sund og frisk, men Fru Hansens søn var født med en kompliceret hjertefejl. Han var en dejlig dreng, som bare fik 9 måneder hos sine forældre.

Senere blev vi selv forældre til et sygt barn, der ikke magtede verden. Fru Hansen og hendes mand var uvurderlige. De vidste hvad det betød, at der lige var nogen, der kiggede ind. Også selv om man tilbragte dagene på hospitalet 100 km. fra hjemmet.

Siden har Fru Hansen født 2 sønner mere. De er sunde og raske og har det dejligt. Vi har heldigvis fundet mænd, der også taler godt sammen, så der er skabt grundlag for mange timers hyggeligt samvær.

Hun er stærk, min Fru Hansen. Hun holder sammen på familien, når det er svært, og da ældste skulle konfirmeres i foråret magtede hun at lave mad til alle gæsterne. Fordi hun kan lide det og fordi hun kan.

Ind imellem går der alt for lang tid, hvor vi ikke får talt sammen. Så savner jeg. Men jeg ved også, at næste gang vi mødes, så tager vi fat, hvor vi slap.

Og til dig Fru Hansen. Jeg ved, at du kigger med en gang imellem. Og skulle du læse dette, så ved du, at jeg mener det hele.

Feriestatus

Ferien er godt i gang nu, og det gode vejr er kommet til os. Forhåbentlig for at blive. Jeg slapper af. Så meget at det ses alt for tydeligt omkring mig.

Mie er lidt mere nærværende lige nu. Sikkert fordi, der er tid til det, og fordi jeg som tidligere nævnt lige har modtaget Stjernen. Jeg føler altid lidt, at jeg efterlader hende, når vi tager på ferie. Det er i bund og grund noget pjat, for det er ikke sikkert, at jeg var kommet på kirkegården i den periode alligevel. Faktisk kommer jeg der ikke så meget mere.

Drengene nyder ferien. De står lidt for sent op og kommer lidt for sent i seng. Sådan skal det være. Jeg kan mærke, at Jakob er ved at være klar nu. Der er ikke mange weekender tilbage, så tager han hul på sin nye tilværelse. Gymnasiet kalder. Han har ønsket musiklinien og guitaren er fundet frem igen. Han spiller vidunderligt. Jeg elsker, når han tager fat på John Lennons "Imagine".

Jeg håber, at du stadig nyder sommeren.

Augustas vest

Så blev den færdig - Augustas vest. Eller færdig som i mangler lige knapperne. Jeg har ikke barndommens vidunderlige knapæske stående, så jeg har købt nogle små fine blomster, der passer fantastisk i farven.

Nu gælder det Frederikkes. Den skal som tidligere nævnt pilles halvt op, fordi jeg ikke lige gad at tage mig tid til at læse opskriften ordentligt. Jeg har gjort mig umage med at hæfte alle ender fint og usynligt og knapperne er sat i for at blive. Alt i alt ris til egen ...

Der er kun en til at tage skylden. Jeg tager fat og håber, at jeg snart bliver færdig.

Årets pletskud anno 1992

Rundt omkring i blogland bliver der vist gamle billeder for tiden. Det fik mig til at tænke på det her.

Jeg fik jo børn dengang da digitale foto stadig var fremtid. Vi havde et stort kamera, som far havde haft med hjem fra Grønland. Jeg blev aldrig rigtig dus med det. Det manglede den er auto, tryk og tag et godt billede funktion.

Da Sara var 10 dage købte vi en sort-hvid film og knipsede løs. Vi brændte hele rullen af på et par timer og håbede, at pletskuddet var hjemme. Samme år fik jeg billedet forstørret i ramme af Bo i julegave. Det hænger stadig fremme og er nok et af de eneste billeder af mig selv, som jeg har lært at holde af.

Udsigten fra stuevinduet

Jeg har tit stået om morgenen og prøvet at fange stemningen, når mosekonen brygger og solen lige så stille løfter sig langt ude i horisonten. Nu er det ferie, og jeg er slet ikke oppe, når solen tager hul på dagen. Billedet her er ikke symbol på mit humør - heldigvis. Nej det er taget lige der, hvor jeg plejer at fange den smukke udsigt.

Den er lidt sløret i dag. Man kan lige ane trampolinen og det gamle drivhus. Den smukke udsigt og alle markerne må man vidst drømme sig til.

Jeg skriver lister og tænker. Det varer ikke mange dage, før turen går mod Sønderjylland. Egentlig skulle vi have nydt syden i år, men på grund af fars sygdom, har vi valgt at blive hjemme. Han trives for tiden, og der er ikke nogen grund til at tro, at vi skal kaldes hjem under ferien, men det var ikke til at vide, da vi bookede en gang i januar mens sneen stadig lå tykt i haven.

Min beslutning er taget. Ferien skal nydes uanset vejret. Jeg nægter at lade mig kue. Jeg vil gå ture under min parably, og jeg vil besøge steder, jeg ikke kendte. Jeg vil hygge mig sammen med min familie og jeg vil finde mine små frirum og være helt alene med hunden. Kort sagt - jeg vil leve og nyde. Det skal sådan en smule regn og manglende varmegrader ikke få lov at forhindre mig i.

Man skulle være hund i dag

Nemlig. Man skulle være hund i dag. Så kunne man bare smide sig på ryggen midt på stuegulvet og tage en lur. Men sådan er livet ikke helt skruet sammen.

Denne vagt er ond. Bo kørte på arbejde efter morgenmaden. Gæt hvor han tilbragte sin aften i går. I morgen klokken 07.00 bliver stafetten givet videre og ferien kan for alvor bide sig fast hos familien Hansen.

Vejrudsigten siger regn så langt øjet rækker, så der er dømt vask og indendørs tørrestativ. Ellers har jeg besluttet at min søndag skal leves i sofaen med garn og strikkepinde. Jeg er lige ved at være færdig med Augustas vest. Den har ligget stille i nogle uger efterhånden. Måske fordi jeg ved, at jeg skal igang med at pille Frederikkes op bagefter og lave dumt om igen arbejde. Og så er det for resten også i dag, at jeg skal til Paris. Tour de meget langt på cykel slutter i dag, og dermed også min tur rundt i det franske.

Blog fra mobil?

Sidste år fik jeg denne pænt pakket ind til mors dag. Langt over hvad vi plejer. Og egentlig var jeg lidt øv over det. Alt for mange penge for noget fuldstændig unødvendigt.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Jeg elsker min Iphone. Den rummer det hele. Den lokale vejrudsigt, min bank, indkøbsseddel, de små gule lapper, som ellers bliver væk, og jeg kunne fortsætte. Et behov er skabt, og jeg faldt i med begge ben. Nu har jeg tænkt mig, at jeg vil finde ud af, hvordan man laver sine blogindlæg fra telefonen. Jeg ved, at det kan lade sig gøre, jeg ved bare ikke hvordan.

Og ellers kan jeg bare konstatere, at der er noget galt. Det er første dag i min sommerferie. Jeg er inden døre, godt pakket ind i langærmet strik, og det varer ikke længe, før jeg går ind og henter hyggesokkerne.

Det danske vejr er Gajol-vejr

Os der har holdt fødselsdag nogle gange kan måske huske talemåden om Gajol-vejr. Man kan vel altid klare en Gajol, men jeg har altså besluttet mig for, at det danske vejr er pandekagevejr. I hvert fald i dag

Der er ikke ret meget Rasmus Klump over stakken mere. Der er nydt. Jonas har fået sin bedste ven på et par dages sommerferie, og jeg venter på, at Bo kommer tilbage fra arbejde. Der er bud efter vagten i dag, så han måtte køre igen efter at have været hjemme i få minutter.

Nyd din fredag aften....

Langsom fredag

Bo har rådighedsvagten i denne uge. Det har medført, at vagtelefonen ringede 2 gange i nat, så i dag er der dømt langsom fredag. Det går fint i tråd med min oplevelse af dagen. Det regner og rusker, så åben dør og en tur rundt i haven inden arbejdsdagen starter, er ikke på programmet i dag.

I går havde Inge et indlæg om elefanter på sin blog. Det fik mig til at tænke på dette flotte eksemplar, som jeg mødte på vores tur i Zoo tidligere på sommeren. Vi så flere på vores tur gennem København, men det foregik i Poloen, så der er ingen billeder.

Lige om lidt vil jeg gøre mig klar til at køre på arbejde. Denne fredag er den sidste inden ferien, så jeg skal lige over og have klaret et par småting, inden friheden griber fat i mig. Egentlig er det min frifredag, men jeg vil gerne være færdig. Det er ikke noget offer. Jeg er meget glad for mit arbejde, og timerne i dag bliver sat på flekskontoen og brugt en gang i efteråret.

Jeg håber, at du finder på noget godt på sådan en efterårsagtig fredag.

Stille - jeg læser

Da jeg kom hjem i dag, lå Stjernen på køkkenbordet. Mange ting kan få lov at ligge i længere tid, men netop dette blad må jeg have fat i med det samme.

Denne gang er temaet at miste et levendefødt barn. Jeg er ikke længe om læse beretningerne og få set billederne og tegningerne af de lækre unger, der af forskellige årsager ikke må få mere end et ganske lille liv.

Det er når jeg har den slags stille stunder, at Mie bliver nærværende et øjeblik. Jeg sender hende tit og ofte en tanke i hverdagen, men der er sjældent anledning til fordybelse. Faktisk synes jeg, at det er dejligt, at være lidt sammen med hende et øjeblik.

Stjernen minder mig om mere end det. Foreningen har haft en stor rolle i mit liv. Første gang, jeg var i kontakt, var min hensigt bare at ringe ind og bede om temahæftet om søskendes sorg. Jeg blev fanget af en klog rådgiver, og pludselig havde jeg talt i en time. Det blev til flere samtaler, og jeg deltog i åbent hus arrangementer med ligestillede forældre. Senere har jeg brugt et utal af timer som frivillig i samme forening og senere som rådgiver på sekretariatet. Det var rart for mig at kunne give noget igen, og samtidig gjorde det, at Mies lille liv fik mere mening.

Det er nu en del år siden, at stafetten blev givet videre. Andre frivillige er nu med til at holde hjulene kørende, og jeg ved, at de gør det rigtig godt. Jeg betaler stadig mit medlemskontingent hvert år og agter at blive ved med det. Og når så Stjernen kommer, så må der altså gerne være lidt ro omkring mig.

En skøn plet i Danmark

Som barn var jeg på ferie hver sommer. Turen gik til Jyderup, hvor jeg boede en uge hos mormor og morfar. Jeg har tusinder af minder i mit indre, og jeg savnede aldrig noget andet. Ikke før jeg blev voksen. Det gik op for mig, at jeg kun havde besøgt hovedstaden få gange i mit liv, og at jeg stort set ikke kendte andet end vores egen lille kommune.

Senere har jeg fået indhentet en del. Mens børnene har været små, har vi kørt rundt i Danmark. Vi har set mange sommerhuse indefra og hygget os - også de år, hvor det har foregået i lange bukser og regnjakker.

I går aftes sad jeg foran fjernsynet, og oplevede - trods sommerens endeløse genundsendelser - at blive fanget af et rigtig godt program. DR's Danmark kyst til kyst var nået til Bornholm. Vi har holdt ferie der ovre 2 gange. Jeg skal derover igen. Der er ikke planlagt noget, men et gensyn må der til. Jeg kan ikke få nok af de små kunsthåndværkere, af havnemiljøerne og den helt særlige natur. For slet ikke at tale om den ro, vi har fornemmet, der er. Også selv om det er midt i sommerferien, og man godt kan mærke, at alt summer.

Jeg har en gammel kollega, der griner lidt af mig, for der er ikke grænser for, hvor hun har været, og hvor mange flysæder, hun har siddet i. Men hvorfor vælge Bali frem for Bornholm? Ja, jeg spørger bare.

Gode råd modtages med tak

Lige om lidt er det min fødselsdag. Familien er efter mig. Der skal skrives ønskeseddel. Jeg er rigtig dårlig til det. Faktisk ønsker jeg mig ikke rigtig noget. Jo - jeg elsker da nyt tøj, og ting i små æsker, der glimter lidt af guld, kan også gøre mig glad. For slet ikke at nævne mit forhold til tasker og støvler. Men når sandheden skal frem, så er det jo ligegyldige ting. Jeg skifter sjældent mine smykker, og tøj og støvler skal helst prøves.

Så var det lige, at jeg kom i tanke om min trang til at lege med billeder. Vi har et rigtig lækkert kamera med flipskærm og godt zoom. Men for pokker, det er stort at have i tasken. Jeg kunne så godt tænke mig et, der kunne ligge i lommen på jakken, men som alligevel kan tage nogen gode billeder.

Rundt omkring i blogland bliver der vidst rigtig gode billeder. Derfor smider jeg det store spørgsmål ud i offentligheden. Hvad skal jeg ønske mig? Hvilket kamera bruger du? Og er der noget, jeg absolut bør holde fingrene fra, så er det også godt at vide.

Nu skal der laves en god salat til familien. Der står lidt rejer og gemmer sig i køleskabet. Mixet med tomater, salat og lidt godt brød, så tror jeg, at familien vil være godt tilfreds på en søndag aften.

Nu siger jeg det altså højt.

Favoritbukserne strammer og kroppen bygger om. Jeg kan mærke det, og det er absolut ikke noget, der passer mig. Derfor har jeg indgået en aftale med mig selv. NU....

Vinen skiftes ud med is-vand, som jo er skønt på denne årstid og både billigere og sundere. Ikke så meget kage og søde sager, som jeg ellers er ved at være trænet op til. Og så er der lige den med motionen. Vi har både cross-trainer og cykelholder her i huset.

Jeg aner ikke, hvad jeg vejer. Jeg må hellere finde ud af det, så jeg kan kontrollere mig selv lidt. Dem der må kende mig ved, at jeg ikke hører til de største. Men i bund og grund drejer det sig vel om at have det godt med sig selv.

Nyd din lørdag.

Fredagstanker.

Solskin, knapt så meget regn. Faktisk slet ikke nogen regn. Det er ren ønsketænkning lige nu. Men hvis nu jeg tænker længe nok.... Og hårdt nok..... Og beder om lidt hjælp....

Sara har fået sin lejlighed. Og endda den hun aller helst ville have. Den er klar til indflytning den 1. oktober. Hun indretter og planlægger i tankerne, og jeg kan ikke lave være med at lade småting falde i vognen, når jeg er ude på handel. Jeg håber, at hun falder rigtig godt til, så hun kan få ro på til at gennemføre sidste år på gymnasiet.

Der lurer også en køreprøve om hjørnet. Jeg ved ikke præcis hvornår. Det foregår i Vejle, så det er let at holde hemmeligt for os herhjemme. Jeg er ved at revne. Jeg kunne rigtig godt lide at vide, hvornår det er. Nu ved jeg jo ikke, hvornår jeg skal krydse fingre.

Jeg glæder mig

For snart 20 år siden havde jeg en kollega i en kort periode. Vi faldt rigtig godt i hak og holdt kontakten efterfølgende. Vi fik børn i samme periode, så vi joker gerne med, at vi var gode til at holde kontakten, mens der var barselsbesøg. Men efter 6 børn tilsammen skulle der andre anledninger til. Det har vi bare ikke været så gode til. Og det til trods for, at vi bor med under 15 km. imellem os.

Sidste sommer lykkedes det. Vi mødtes på en café i Kalundborg og talte et par timer væk. Da vi skildtes var vi enige om, at vi skulle ses igen inden jul. Det er så i morgen. Det skulle lige en jul imellem.

Jeg glæder mig. Selv om vi ikke ses så tit, er kemien der lige med det samme, så der er lagt op til en god snak om stort og småt.

Den smukke her skal med i morgen, for datteren i huset har allergi ligesom vores Jakob. Hun vil gerne hilse på Dodo og se, hvad hun er for en størrelse. Nu håber jeg bare, at hunden har tålmodighed til at være på fremmed grund nogle timer, for jeg har ikke travlt med at komme hjem.

Tør konstatering

Et hus fyldt med unge mennesker i feriestemning går ikke hånd i hånd med et par arbejdende forældre. Det er hermed konstateret. De er søde og de tager virkelig hensyn, men jeg sover let og ville vågne, om de så svævede ned af trappen.

Hvis du hører et underligt bumb i dag, så er det bare mig, der er faldet ned af kontorstolen. Mand, jeg er træt.
Sov godt derude - måske vi ses i morgen.

Jeg mærker liv

Dette kunne godt have været overskriften på den gode historie, om kvinden på snart 44, der lige måtte prøve en gang mere. Men sådan er det heldigvis ikke. Sandheden er vel nærmere den, at det er livet, jeg mærker. Og det på den måde, som jeg holder aller mest af.

Når dette syn møder mig en tidlig morgen. Lige uden for mit vindue, så bliver jeg fyldt op af et eller andet. Jeg nyder og jeg elsker det. I dag er der mosekonebryg i bølger der ude, men dem magter mit kamera ikke at fange. Smukt er det.

Jeg ved ikke, om det har noget med alder at gøre, eller om det er mine oplevelser i tilværelsen, der gør, at jeg ind imellem suger mere til mig. Jeg mærker og jeg nyder. Jeg elsker de her stille sommermorgener. Bo kører allerede klokken lidt i 5, og så har jeg næsten et par timer i hundens stille selskab, inden jeg finder vej til arbejdet. Jeg behøver sikkert ikke at fortælle, at jeg sjældent (læs aldrig) har selskab af børnene om morgenen her i deres sommerferie.

Der er lagt op til en smuk dag. Jeg vil gå ud og nyde den. Først med dejligt selskab og feriestemning på kontoret, og senere hjemme med det meste af familien omkring mig.

Jeg håber, at solen må skinne på din dag.

Så er der booket

Og ikke til sommerferien. Nej, den har været på plads længe. Denne gang handler det om et weekendophold uden børn og hund. Bare Hr. Hansen og jeg.

Det er 4. år i træk, vi trækker en weekend ud og gør til vores. De sidste 3 år har det været en gave, men den var der vidst ikke penge til i år. Vi besluttede os for, at så må vi jo bøde selv, for vi vil afsted. Det er godt for os.

Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg allerede glæder mig?

Tour de meget langt på cykel

Normalt ser jeg ikke meget sport. En håndboldkamp af dem med rigtig gang i kan ind imellem fange mig, og en smule atletik, når der er sommer OL hvert 4 år. Glæden ved en foldboldkamp har jeg aldrig fundet. Tænk at fise rundt i 90 minutter og så alligevel få nul nul.

Der er en undtagelse hver sommer. Det er nu, jeg træder frem og indrømmer, at jeg ser Tour de France. Stort set hver dag. Jeg ved ikke, hvor meget jeg bryder mig om selve løbet, for jeg får ondt i maven, når de ligger ned i svingene, og jeg må se væk, når der er styrt. Egentlig er det heller ikke så meget cykelløbet, det drejer sig om. Det er omgivelserne og speekernes beskrivelse. Jeg elsker det. Jeg svømmer helt hen, og jeg savner. Jeg mærker stemningen i vores lille hytte i Cap D'Agde, og husker, hvordan vi bare har nydt.

Manden i huset har det ligesådan. Men han er også sådan indrettet, at han rigtig gerne vil tilrettelægge ferien, så vi lige kan smutte ned og se en bjergetape. Her er det, at jeg ikke kan følge med mere. Så skal jeg stå stille i mange timer på det samme bjerg for at se alle de cykelmænd og hele det cirkus, der er omkring dem. Jeg har hørt, at man skal være der i mega god tid, og at det tager en krig at komme ned igen, for der er mange andre, der har fået samme gode idé.

Det bliver ikke i år. Jeg glæder mig til at udforske det sønderjyske, når den tid kommer.

Se hvad jeg fik

Rundt omkring i blogland har jeg set en masse billeder med endeløse rækker af glas med ribsgele og flasker med saft. Sådan et billede har jeg slet ikke. Nej se her:

Det var, hvad der blev til mig, da først fugle og andet sjov var færdig. Det er ikke helt sandt, for jeg har nippet et enkelt hindbær, når Dodo og jeg har været på havetur. Og måske det også lige skal tilføjes, at mine buske er på det helt spæde stadie. De blev alle sat i foråret.

Årets æblehøst er der ingen, der kommer til at se. Det ene æble, jeg havde spottet er væk. Helt væk. Jeg trøster mig med, at frugttræerne også er fra i år. Alt godt kommer til den, der venter. Så måske jeg kan høste til næste sommer.

Stort tillykke

I dag har vi grillet på terassen. Der er åbnet pakker, og vi har nydt ilden i det nye bålfad. Min mekaniker, anlægsgartner, byggemand og-jeg-kunne-blive-ved-Bo har fødselsdag i dag. I bedste kvindestil bliver han 39, og det for 5. år i træk. Årsagen er en ganske særlig. Da han blev 39 for første gang - altså for 5 år siden fik vi en helt særlig opringning fra min bror.

Frederikke blev født på Bo's fødselsdag. Og hermed blev stafetten givet videre. Bo mener ikke,at han har fødselsdag mere. Den er blevet Frederikkes.

Hendes fødselsdag fejrede vi i lørdags. Inde på deres adresse på Amager. Det er vidst ikke nogen hemmelighed, at hovedstadsområdet blev ramt af kraftigt regnvejr netop den lørdag. Aldrig i mit lange liv er jeg blevet gennemblødt så hurtigt, som jeg blev i lørdags. Vi skulle ud af hoveddøren, og gå noget der svarer til 2 opgange for at nå over til Poloen. I det sekund vi gik ud af opgangen var vi gennemblødte fra yderst til inderst. Bogstavelig talt. Køreturen ud af byen var absolut ikke nogen fornøjelse. Vi vidste ikke, hvad det var, vi kæmpede imod. I dag er jeg bare taknemmelig over, at vi ikke ventede bare et kvarter mere, for så skulle vi have sejlet det meste af vejen.

Men for at komme tilbage til udgangspunktet: Tillykke til Bo og Frederikke

De der fugle

Jeg ved ikke, hvor det stammer fra, men jeg har altså noget med fugle. De er søde, når de sidder i de øverste grene i mit store træ og fylder luften med skønne lyde. Men dem som kender mig, ved også, at jeg absolut ikke kan se det søde i en due, der lander lige ved siden af mig på en eller anden plads. Så flytter jeg mig gerne frivilligt, så kræet kan være der. Jeg kan ikke lide dem.

Vores tur i Zoo i torsdag bragte os blandt andet gennem tropehuset. Her er fuglene frie, men jeg fortæller mig selv, at de må se så mange gæster, at de ikke gider at være onde ved mig. Denne lille gule og sorte flyver havde sin frithængende rede lige over vores hoveder. Den havde meget travlt - mon der er unger på den anden side?

Ham her er noget større. Men han stod i passende afstand, så jeg bare kunne bruge mit zoom. Densuden virkede den alt for majestætisk til at tage notits af familien, der lige var kommet ind fra landet.

Det var lige før, at jeg kunne gå der inde og glemme, at fugle er onde og at jeg slet ikke kan lidt dem. Det gik dog over helt af sig selv, da vi kom ud i den åbne den af haven igen. Prøv lige at se her. Foden er på størrelse med en lille underkop og øjnene stikker. Så var vi tilbage til udgangspuntet og mit forhold til fugle var som det plejer at være.

Det var dagens overspringshandling. Bo er startet på arbejde efter ferien i dag, og jeg føler mig forpligtet til at tage mig lidt af omgivelserne. Der er en støvsuger, der har stået stille lidt for længe og noget tøj, der må stryges. Jeg håber, at din mandag er lidt mere underholdende.

En hvad for en?

Da jeg hentede Sara ved toget i fredags slog radioen i Polo Sort pludselig over på trafikmeldingen. Advarsel.... På motorvejen ved Rønnede er der tabt en sneskovl i midtersporet. Så sidder jeg der, helt alene i bilen og griner højt. Jeg ved da godt, at det danske vejr er en underlig størrelse, men en sneskovl i juli...

En dejlig torsdag

Jeg var i selskab med de 4 skønne mennesker her hele dagen i går. Vejret på Vestsjælland var ualmindeligt vådt, så vi tog turen til hovedstaden. Nærmere bestemt Zoologisk have.

Tigrene blev lukket ud, mens vi så på det. Tre store, prægtige dyr styrede straks mod samme bold. Der var en helt klar vinder, som i den grad vogtede over sin gevinst bagefter. Det var sjovt at se på. De andre prøvede ikke at få bolden igen. Der er vidst ingen tvivl om, hvem der bestemmer.

Sortnakket stylteløber. Det er betegnelsen for de 3 fugle herunder. De havde det rigtig godt, i det nye voliere, som lige er åbnet. Jeg stod længe og iagttog dem. Ikke på noget tidspunkt satte de det andet ben ned. De stod bare der, som var de støbt fast i sandet.

Der er sket meget i Zoo, siden vi var der sidst. Og der er stadig store forandringer i vente. Blandt andet nyt areal til isbjørnene. Vi fik slet ikke set det hele, så en tur mere vil være dejligt.

Vi sluttede af med en tur på Strøget og lidt god mad, inden vi satte Sara af og kørte hjem igen. Jeg synes, at det er hyggeligt med en dag i byen, men jeg slapper først rigtigt af, når jeg kommer hjem til udkantsdanmark. Jeg bliver vidst aldrig københavner.