onsdag den 20. juli 2011

Stille - jeg læser

Da jeg kom hjem i dag, lå Stjernen på køkkenbordet. Mange ting kan få lov at ligge i længere tid, men netop dette blad må jeg have fat i med det samme.

Denne gang er temaet at miste et levendefødt barn. Jeg er ikke længe om læse beretningerne og få set billederne og tegningerne af de lækre unger, der af forskellige årsager ikke må få mere end et ganske lille liv.

Det er når jeg har den slags stille stunder, at Mie bliver nærværende et øjeblik. Jeg sender hende tit og ofte en tanke i hverdagen, men der er sjældent anledning til fordybelse. Faktisk synes jeg, at det er dejligt, at være lidt sammen med hende et øjeblik.

Stjernen minder mig om mere end det. Foreningen har haft en stor rolle i mit liv. Første gang, jeg var i kontakt, var min hensigt bare at ringe ind og bede om temahæftet om søskendes sorg. Jeg blev fanget af en klog rådgiver, og pludselig havde jeg talt i en time. Det blev til flere samtaler, og jeg deltog i åbent hus arrangementer med ligestillede forældre. Senere har jeg brugt et utal af timer som frivillig i samme forening og senere som rådgiver på sekretariatet. Det var rart for mig at kunne give noget igen, og samtidig gjorde det, at Mies lille liv fik mere mening.

Det er nu en del år siden, at stafetten blev givet videre. Andre frivillige er nu med til at holde hjulene kørende, og jeg ved, at de gør det rigtig godt. Jeg betaler stadig mit medlemskontingent hvert år og agter at blive ved med det. Og når så Stjernen kommer, så må der altså gerne være lidt ro omkring mig.

3 kommentarer:

  1. Jeg blev så glad for bladet denne gang. Synes egentlig ikke, at de glemmer de levendefødte børn, men et helt tema. Det var rart.

    Jeg læste også det hele. Med det samme. Savnede Cirkeline. Spejlede mig. Vi foretog det rigtige valg.

    Knus

    SvarSlet
  2. Jeg var ikke klar over, at der findes sådan et blad - for er det dog dejligt! Den frygtelige oplevelse at miste et barn skal tales ud igen og igen, og vi skal læse om andres oplevelser og mærke aha-oplevelsen. Jeg synes, jeg fik alt for lidt støtte, men en psykolog hjalp gudskelov i sidste ende. Klem!

    SvarSlet
  3. Frederikke: Netop indlægget om at træffe et valg ramte også her. Jeg har aldrig været i tvivl og ved ligesom dig, at vi gjorde det rigtige.

    Madame: Foreningens blad udkommer 4 gange om året og bliver udsendt til medlemmer. Heldigvis findes støtten nu. En gang var det bedst bare at glemme så hurtigt som muligt. Jeg er glad for, at du fandt din hjælp.

    SvarSlet