Tour de meget langt på cykel

Normalt ser jeg ikke meget sport. En håndboldkamp af dem med rigtig gang i kan ind imellem fange mig, og en smule atletik, når der er sommer OL hvert 4 år. Glæden ved en foldboldkamp har jeg aldrig fundet. Tænk at fise rundt i 90 minutter og så alligevel få nul nul.

Der er en undtagelse hver sommer. Det er nu, jeg træder frem og indrømmer, at jeg ser Tour de France. Stort set hver dag. Jeg ved ikke, hvor meget jeg bryder mig om selve løbet, for jeg får ondt i maven, når de ligger ned i svingene, og jeg må se væk, når der er styrt. Egentlig er det heller ikke så meget cykelløbet, det drejer sig om. Det er omgivelserne og speekernes beskrivelse. Jeg elsker det. Jeg svømmer helt hen, og jeg savner. Jeg mærker stemningen i vores lille hytte i Cap D'Agde, og husker, hvordan vi bare har nydt.

Manden i huset har det ligesådan. Men han er også sådan indrettet, at han rigtig gerne vil tilrettelægge ferien, så vi lige kan smutte ned og se en bjergetape. Her er det, at jeg ikke kan følge med mere. Så skal jeg stå stille i mange timer på det samme bjerg for at se alle de cykelmænd og hele det cirkus, der er omkring dem. Jeg har hørt, at man skal være der i mega god tid, og at det tager en krig at komme ned igen, for der er mange andre, der har fået samme gode idé.

Det bliver ikke i år. Jeg glæder mig til at udforske det sønderjyske, når den tid kommer.