Nyt fra ferieland

Her nydes. Ind imellem må der også laves lidt, men det er nydelsen, der er i højsæde. Vejret er med os (i dag med - i hvert fald), så timerne er tilbragt udendørs. Jeg ved faktisk ikke, hvad der har været i tv de sidste par dage.

Familiens hund nyder de små skyggefulde pletter, der opstår, når aftenen falder på. Som du måske bemærker, er der kun ild i den ene lanterne. Den lille er en bytter. Den sprang ganske enkelt den anden aften. Pludselig var glasset revnet og der var ikke mere sjov med den.

Polo blå har holdt og svævet de sidste par dage. Min anlægsgartner har skiftet uniform og taget mekanikerbukserne på. Der er blevet skildt og samlet, og på fredag er den klar til syn i anledning af 8 år på landevejen. Jeg er dybt taknemmelig over, at herren i huset klarer den selv. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad alle de timer havde kostet ude hos Automester.

Jonas og jeg var forbi Kam & Saks i går. Det lange hår er røget, og jeg prøver at lære mig selv at kende. Hold da helt op, der er liv i de krøller. Det giver mange muligheder, men jeg skal lige finde ud af det.

I morgen går turen ud i det blå. Planen var Egeskov Slot, men det ser stadig ud som om, at Sydfyn bliver en aldeles hvåd plet at opholde sig på. Jeg tror, at turen kommer til at gå til hovedstaden. Vi får rigtig godt selskab, for Sara har lovet at deltage. Det bliver bare os 5 ligesom i gamle dage. Jeg glæder mig.

Et af de bedre

Jeg tager en masse billeder for tiden. Nogen siger lidt og andre absolut ingenting. Jeg leger og jeg prøver, og faktisk hygger jeg mig en del med det.

Dette skønne billede tog jeg i vores gårdhave for et par dage siden. Scooteren driller, udstødningen larmer, og der må repareres. Søn har ikke den store erfaring, så far tages med på råd. Det kom der dette herlige billede ud af. Skulle nogen være i tvivl, er det far til venstre og søn til højre. Jeg synes jo bare at det er skønt.

Gode råd modtages med tak

På torsdag er der planlagt tur til Egeskov Slot på Sydfyn. Samme dag planlægger DMI at lade regnen falde over Danmark. Vi søger derfor alternativer.

Vi har bare 2 kriterier.

1. Indendørs

2. Sjælland.

Hvis du har nogen gode forslag, så sig endelig til. Måske skal jeg lige tilføje, at vi har 3 drenge med i alderen 5, 12 og 16 år. Så der skulle gerne være lidt oplevelse til alle.

Doven søndag

Min fine gårdhave er ved at være en realitet. Altså rent bortset fra det nye drivhus, som må vente til næste sommer. Træerne vokser nemlig ikke ind i himmelen her. Slet ikke dem med guld på. Der er skåret fliser, så støvet har fløjet, og der bliver lagt kanter med vaterpas og nøjagtighed. Jo. Det skal nok blive godt.

Manden er hoppet op af hullet, så jeg regner med, at vi skal i byen og se på planter engang i den kommende uge. Gårdhaven bliver kæmpestor, så der bliver god plads til både planter, havemøbler og sjove indslag. Jeg har set nogle sten-ugler, som jeg tror, at jeg må ønske mig til min fødselsdag.

Billedet her er slet ikke taget i dag. Jeg har erklæret doven søndag. Jeg gider ikke noget. Og det jeg måske burde gøre, bliver bare liggende til i morgen. Det er jeg ret sikker på. Jeg tror, at der står te og et par pinde på Augustas vest på programmet.

Ur-fugl eller fugle-ur?

Klokken usmageligt tidligt i morges vågnede jeg ved mandens vækkeur. Jeg blev ærlig talt lidt irriteret, for han kunne godt have husket at slå det fra, når det både er lørdag og første feriedag. Der gik bare ikke ret mange sekunder, så slog det over i fuglesang. Det har gentaget sig hele morgenen. Først siger den ligesom mandens vækkeur, og så synger den.

Hvad kan det være for en? Og hvordan ser den mon ud?

Jeg ønsker svar på begge mine spørgsmål, for jeg har ærlig talt tænkt mig at opsøge den - til trods for mit anstrængte forhold til fugle. Jeg vil forklare den, at min have slet ikke er så lækker endda. Der er allerede nogen, der har ædt de lækre ribs, og der er kun et enkelt æble på det nye træ. Den vil være meget bedre tjent med at flyve et andet sted hen. Til nogen, der ikke kan høre, eller nogen der skal tidligt op i den kommende uge.

Det var bare det, jeg ville sige. Og så vil jeg da lige ønske en god lørdag til alle jer derude.

Stille feriestart og en dejlig nyhed

Her er helt stille. Vi er allerede færdige med at spise og køkkenet er ordnet. Det er MEGET tidligt på en fredag. Bo og Jakob er kørt til mormor, og Jonas og jeg nyder bare roen. Hverken tv eller radio er tændt. Kun stilhed og vindens susen udenfor. Jeg forlod jobbet i eftermiddags efter at have gjort rent bord. Nu venter der mig lidt over en uge i frihed. Jeg kan mærke, at tanken er god.

Hunden og jeg var ovre og kigge lidt på bålet i aftes. Jeg havde som sædvanlig ikke fået kameraet med, så billedet her er taget fra Jakobs værelse, da vi kom hjem. Lidt ild kan man da ane.

På vej hjem var vi en tur på kirkegården. Der er så fint lige nu. Mies pil lever i bedste velgående der ovre. Vi har talt lidt om det herhjemme, og jeg tror, at det ender med, at vi køber en hjem til igen. Den kommer til at stå fint i det nye bed på terrassen.

Denne uge har budt den bedste nyhed, jeg længe har hørt. Min tidligere kollega, som har været voldsomt syg af cancer er frifundet for denne gang. Det, de havde fundet i hendes mave, har vist sig at være arvæv fra den tidligere operation. Der er foretaget biopsi, men intet tyder på, at der er ondskabsfulde celler i det. Det må være ligesom at få livet igen. Jeg glæder mig så gevaldigt på hendes vegne.

Lille Peter Edderkop

Vi var til dimission i Jakobs klasse i går. Det var sidste gang han trådte ud af Kirke Helsinge Skole som elev. Denne gang med afgangsbevis. Han har klaret sig igennem med nogle pæne karakterer. Det har været lidt af en øjenåbner for ham, for han har nu erfaret, at man skal arbejde for det, man vil opnå. Alle hans pæne karakterer er kommet til på et minimum af forberedelse og ikke helt styr på tekstopgivelser og lignende. Han kunne have ligget i top, hvis han havde strammet op. Han ved det godt. Heldigvis er han klar til at komme videre, og han ved godt, at nu skal der arbejdes.

Der var selvfølgelig både sange og taler i går. Talerne ramte rigtig godt. De gav både anledning til latter og eftertænksomhed. Sangene var måske et kapitel for sig. Den ene fællessang var Knud Pheiffers "Lille Peter Edderkop". Kender du den? Jeg troede, at jeg gjorde. Det skulle vise sig, at jeg kun kendte 10. vers. Jeg har googlet her til morgen, og den er god nok. Der er 10 vers. Der er endda det 11. hvor han tager til Grønland, men det forstår jeg af gode grunde ikke.

Prøv selv at tage rejsen med Peter. Historien er faktisk rigtig sød og passende til sådan en flok afgangselever, der skal ud og prøve kræfter med livet.

1. Lille Peter Edderkop er et lykkedyr,
nu skal vi høre Peters eventyr.
Han kom til verden i en dejlig skov,
lille Peter Edderkop synes det var sjov.

2. I sin moders spindelvæv kravled han omkring,
men han bestilte ingen verdens ting.
Så sa` hans moder: du skal fange fluer!
Lille Peter Edderkop tog en gyngetur.

3. Peter tog en gyngetur i sin tynde snor
men han bestilte stadig ikke spor.
Plud'slig mens han gynged` knækkede hans snor,
så blev Peter Edderkop borte fra sin mor.

4. Peter han kravled rundt på må og få
op i en hat han pludselig lige så.
Hatten kom på ho`det, Peter sad i ly,
så kom Peter Edderkop til den store by.

5. Peter laved` spindelvæv de blev fejet ned,
men han var flittig, han blev bare ved.
For i en kuffert også spindes kan,
Lille Peter Edderkop kom til fremmed land.

6. Han kom til Amerika, der blev Peter paf,
skyskraberhuset, højt som en giraf,
oppe på taget kravled` han og spandt,
så blev Peter Edderkop svimmel og forsvandt.

7. Lige ned i skæget hos sin gamle ven,
men han krøb selv i kufferten igen.
En indianer lukked` låget op:
"Ugh, ugh, ugh, der sidder jo Peter Edderkop!"

8. Mellem indianere tumled` han sig glad,
her var der sjov og her var også mad.
Manden han længtes hjem alligevel,
han tog Peter Edderkop med hjem til sig selv.

9. Med- og modgang Peter tog, ligefra han faldt.
Gør du det samme, kan du klare alt.
Det er hvad du vil erfare gang på gang-
bare kravle op igen som i Peters sang:

10. Lille Peter Edderkop kravled langsomt op,
regnen den kom og skylled Peter væk;
Så kom solen`, tørred` Peters krop,
lille Peter Edderkop kravled` atter op!

God Sankt Hans til dig og dine....

Ud i et

Overskriften her er ikke en beskrivelse af en eller anden fantastisk klædedragt. Nix. Det er en beskrivelse af mine dage lige nu. Der er egentlig ikke så mange punkter i kalenderen, men alligevel føler jeg at jeg står op, og efter at have blinket med det ene øje 3 gange, så finder jeg mig selv igang med at tage af efter aftensmaden. Nu skal det ikke lyde værre end det er. Jeg har nogle gode dage. Jeg kan bare ikke følge med.

Et af mine forsømte punkter er min indkørsel. Der hvor hækken stod sidste år, står nu naboens fine plankeværk. På min side af plankeværket står selvsået ukrudt. Men som billedet her viser, er det ukrudt af skønneste slags. Jeg har faktisk besluttet mig for, at det må blive stående, så længe de røde blomsterhoveder hilser mig velkommen, når Polo Blå og jeg finder vores plads i på grunden.

Skygger fra fortiden

I dag måtte jeg overgive mig og en tur forbi lægen. Jeg har stadig bøvl med skulder og området der omkring. I nat kunne jeg mærke det, når jeg trak vejret. Det fik mig til at panikke en anelse. Jeg har derfor været en tur omkring lægen i dag, og fået målt infektionstal og lyttet på lungerne. Der er intet at påtale. Det er mine dumme muskler, der driller. For meget tastatur og for lidt motion. Jeg ved det. Jeg burde også....

Lige nu er det 19 år siden, at spiren for min lungepanik blev grundlagt. Jeg var gravid med Sara og havde fået en lungehindebetændelse. Den blev behandlet og jeg holdt op med at have ondt. Til gengæld blev jeg mere og mere forpustet. En nat gjorde det rigtig meget ondt omkring lungen, så jeg kørte til lægen næste morgen. Bare lige for at få at vide, at nu var alt okay. Det var alt bare ikke. Der gik 3 uger før jeg så mit hjem igen. Min højre lunge var klappet sammen. Først en uge på Slagelse Sygehus. Herefter to uger på Rigshospitalet. Jeg har aldrig haft mén af det, men jeg husker, og det kommer ikke til at ske igen. Det gør så umanerligt ondt at få lagt de lungedræn. Jeg snupper hellere et døgn med veer, end jeg lægger krop til et dræn.

Heldigvis skal jeg ingen af delene. Ikke flere veer til mig, og i særdeleshed ikke flere lungedræn.

Jakob er på arbejde, Jonas hos mormor, og Bo har lagt sig mellem det hæklede tæppe og sofaen. Nu vil jeg spørge hunden, om hun vil med ud på en lille tur. Jeg tror, at jeg kender svaret.

En genfejl?

Jeg ser mig selv som kvinde. Feminin med alt hvad det indebærer. Jeg har det bedst, når håret er nogenlunde nystrøget og tøjet matcher i farverne. Det behøver hverken at være dyrt eller de rigtige mærker. Jeg skal bare føle mig hjemme. Det er dog et punkt, hvor mine feminine gener falder lidt udenfor. Shopping og udsalg. Jeg magter det ikke.

Jeg var med Jakob i Slagelse i dag. Nærmere bestemt Vestsjællandscenteret. Der er udsalg alle vegne. Min favortitbutik kørte med 50%. Jeg var inde og vende, men jeg kunne hverken finde ud af det ene eller det andet. Når der er fyldt op til over bristepunktet, og man skal stå i kø for at prøve, så står jeg af. Jeg kan slet ikke finde ud af det.

Heldigvis har jeg ikke de store behov. Så jeg har efterhånden lært, at når jeg en sjælden gang ser noget, jeg ikke kan undvære, så må jeg springe til og købe. Også selv om der ikke er udsalg.

Er tiden mon løbet fra mig

Så er det lige, at jeg tænker. Sådan en lille pusling her har da ikke noget at gøre på årets Roskilde Festival. Hvad er det for en mor, der byder sit barn det?

Okay. Sandheden er vel, at denne lille lækre tyksak er flyttet hjemmefra og bliver 19 næste gang. Hun kan sådan set selv bestemme, og det har hun så valgt at gøre. Hun har meldt sig til frivilligt arbejde og har nogle vagter som oprydter. Det åbner muligheden for at deltage og høre en masse lækker musik.

Jeg tror bare, at jeg vil være glad for et dagligt livstegn, for jeg har stadig billedet af den lille tykke for mit indre øje, og hende er jeg altså ikke klar til at sende på festival.

Billedkvaliteten er desværre ikke den bedste. Jeg startede jo min karriere som mor, dengang man stadig puttede film i kameraet og betalte en blødende formue for at få fremkaldt.

Rigtig god fredag til dig og dine....

Sendt til tælling

Jeg er ikke meget værd i dag. Den er gal med nakke og skuldre. Faktisk gør det irriterende ondt. Heldigvis havde Mette massør en ledig tid i dag, så jeg er blevet behandlet af hendes dygtige hænder. Der er byttet fridag, så jeg holder fri i morgen. For jeg ved jo godt selv, hvad det her handler om. For meget tastatur og stillesidende arbejde og alt for lidt brug af kroppen.

Nedtælling

Nu er nedtællingen for alvor i gang. Når jeg kommer hjem i dag, skal jeg kun møde 7 gange mere, så er årets første sommerferiedage lige foran. Sommerferien er knækket i 2 i år, og noget af ferien holder vi lidt forskudt. På den måde kom det hele til at gå op i en højere enhed og drengene får ikke lige så mange uger alene herhjemme.Der er ikke planlagt nogle længere rejser i år, så det gør ikke noget. Vi har prøvet det før, og det føles faktisk, som om sommeren bliver forlænget en smule af det.

Jeg kan mærke, at tingene allerede nu bliver fordelt i 2. Der er det, som vi gemmer til ferien, og så er der de ting, der gerne lige må være ordnet inden. Vi har som tidligere nævnt ikke de vilde planer i år. Den første uge skulle gerne bringe os en tur til Egeskov Slot sammen med den del af familien, der har mulighed for at deltage. Vi har været der, men er sikre på, at det er et gensyn værd.

Ellers passer jeg lidt på. Der skal ikke alt for meget i kalenderen. Vi skal slappe af og bare være. Der skal være plads til det spontane og til at lave ingenting, hvis det er det, vi får lyst til.

Hvert år i august læser man, at nu stiger raten for skilsmisser, og nu er der lange køer ved psykologer og andre samtalemennesker. Sommerferien skulle være det perfekte og var planlagt til sidste detalje. Kvalitetstid med familien, som måske er lidt forsømt igennem resten af året. Når det så ikke går som foreskrevet, vælter hele læsset. Nej - lad os få kvalitetstiden ind i hverdagen, eller endnu bedre. Lad os gøre hverdagen til kvalitetstid. Det kan nemlig godt lade sig gøre.

Lidt om bloggen

Jeg var en gang til blogtræf med en flok dejlige piger. Jeg adskildte mig lidt fra gruppen, for jeg var den eneste, der ikke havde en blog. Vores fællesnævner var en helt anden, nemlig det, at vi alle var mødre til døde børn. Det kan lyde både trist og sorgfuldt, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ind imellem har gjort ualmindeligt ondt. Men vores møde den dag lå flere år fra vores tab for de flestes vedkommende, og det gør, at der både er plads til dybe samtaler, gode grin, og ganske almindelig hverdagssnak, som når man mødes generelt.

Da mødet var overstået, kørte jeg hjem og oprettede min blog.

De første par år, har det været så som så med indlæggene. Jeg kan se, at det ikke er blevet til mange på en måned, men sådan var det bare. Sidste år i december skød Sofie en leg i gang. Sådan en slags julekalender, hvor hver dag skulle have sit nye billede. Den hoppede jeg med på, og pludselig kom der gang i det hele.

Nu skriver jeg stort set hver dag, og jeg nyder det. Det har sneget sig ind i min hverdag på en god måde. Jeg er nok ikke lige sådan en krea-blogger. Jeg får ikke lavet ret meget, og det der med faktabokse om pindetykkelse og løbelængde på garnet er heller ikke min stærke side. Jeg har en enkelt gang flashet en god opskrift på kanelboller, men det gør mig ikke til madblogger. Jeg er vidst bare mig. Bo's kone og ungernes mor.

Jeg har en stribe blogge, som jeg dagligt lige må besøge, og ind imellem bliver det også til en længere tur ud i det ukendte blogland, fordi det ene klik tager det næste med sig. Der var en god debat om blogge hos Kong Mor for et par dage siden. Og her gik det op for mig, at jeg altid læser kommentarer, men at jeg ikke er sød til at svare på dem. Jeg tror, at jeg vil prøve at finde ud af, hvordan man får svarfeltet koblet på. Man finder det både hos Madame, Kong Mor og Liselotte.

Den virkelige verden står også på spring nu. Job og skole kalder. God tirsdag derude - både i blogland og i fysiske verden.

Uventet besøg

Jeg har lige fået en dejlig besked. Det var egentlig ikke planlagt, men noget tyder på, at jeg må en tur til stationen i eftermiddag og hente min store dejlige pige.

Hun bliver ikke hjemme ret længe, og jeg ved også, hvem der kommer til at betale billetten. Det gør ikke noget. Jeg glæder mig alligevel.

Grundlaget i orden for en dejlig lørdag

Jeg nyder min lørdag. Jakob er på arbejde, og Jonas og Bo er taget en tur i biografen, så jeg er helt alene hjemme. Jeg har selv valgt, for selvfølgelig kunne jeg også have set film.

I stedet nyder jeg livet hjemme lige nu. Jeg har en masse ting som jeg kunne foretage mig (læs burde få gjort), men haven og terrassen kalder, og jeg lader mig lokke. Jeg strikker. Augustas vest er ved at være færdig. Herefter må Frederikkes i hånden igen. Der skal pilles op og strikkes på ny. Øv altså.

Ind imellem tager Dodo og jeg en tur i haven og konstaterer, at den lyserøde clematis er flot som sjældent set før. Jeg ønsker mig mange flere blomster, men må have tålmodighed. Min egen private anlægsgartner er lige nu igang med flisearbejdet i gårdhaven. Rom blev ikke bygget på en dag, og sådan er det også med tingene her.

Der er lagt an til lidt forkælelse, når yngste og min anlægsgartner kommer hjem fra biografen. Jeg har været en tur ude i vores gårdbutik og hente friske bær og ærter. Posen gemmer på friskopgravede kartofler. Der skal kylling på grillen, og så skal vi ellers bare nyde tilværelsen.

Jeg er sådan lidt eftertænksom i de her dage. Jeg hører så meget om sygdom og diagnoser, så det ind imellem tager vejret fra mig. Det er ikke i orden, når min kollega, der ellers var begyndt at få det godt igen, nu har fået konstateret, at der sidder noget i maven igen. Det er heller ikke i orden, når jeg hører om en far på 41, der er død fra sin kone og 3 børn. Så er det, at jeg bliver enig med mig selv om, at jeg vil leve. Og at jeg vil leve på den rigtige måde. Jeg vil være nærværende, og jeg vil nyde.

Jeg håber, at du må nyde din pinse....

Lidt kloge ord.

Ind imellem er indbakken på min mail fyldt godt op. Der bliver sorteret og slettet, så jeg har nogenlunde styr på, hvad jeg har liggende.

I dag fik jeg en mail, som fik mine tanker til at rumstere lidt. Egentlig er det bare sådan en kædeting, som jeg plejer at slette med det samme. Men denne kom fra min kollega, som fik konstateret kræft og blev behandlet for et års tid siden. Hun har lige været til opfølgende undersøgelse, og har fået konstateret, at der igen er noget. Jeg har lidt svært ved at rumme det. Vi er næsten lige gamle, og hun er mor til at par dejlige unger på omkring 10 og 12 år. Jeg har undlagt at kopiere den sidste del af mailen, der fortæller, hvormange man skal videresende til, og hvad der sker, hvis man ikke gør det, for det ødelægger det fine.

Læs selv med, og brug hvad du kan.

Da jeg var yngre, vejede jeg nogle kilo mindre. Jeg behøvede aldrig at holde maven inde, når jeg havde en stram kjole på.
Men nu hvor jeg er blevet ældre, har min krop gjort sig fri. Der findes en form for elastisk komfort, der hvor min talje var engang.
De italienske sko skal være et nummer større, hvis jeg da overhovedet kan få fødderne i dem, og skridtet på strømpebukserne sidder alt for ofte nede ved knæene.
Men jeg har også lært, at det ikke betyder noget, hvad der sker, eller hvor sort alt føles i dag; Livet går videre og i morgen bliver en bedre dag.
Jeg har lært, at det siger meget om et menneske, hvordan han/hun håndterer disse tre ting:

1. En regnvejrsdag
2. Mistet bagage
3. Sammen filtrede juletræskæder.

Jeg har lært, at uanset hvilket forhold man har til sine forældre, så vil man savne dem, når de ikke er her mere.
Jeg har lært, at det at skaffe sig penge og ting, ikke er det samme, som at skabe sig et liv.
Jeg har lært, at livet af og til giver os en chance mere.
Jeg har lært, at man ikke kan gå gennem livet med en baseball-handske på begge hænder. Af og til skal man også kaste bolden tilbage.
Jeg har lært, at når jeg beslutter noget direkte fra hjertet, så har jeg for det meste også truffet den rette beslutning.
Jeg har lært, at selv om jeg er såret, behøver jeg ikke såre andre.
Jeg har lært, at man hver dag skal række sin hånd ud til nogen. Alle behøver en varm tanke eller et venligt klap på skulderen.
Jeg har lært, at jeg stadig har meget at lære.
Jeg har lært, at mennesker vil glemme, hvad du har sagt og ting du har gjort, men de vil aldrig glemme, hvad du fik dem til at føle.

De kom flyvende med storken

I går hørte vi en konkurrence i radioen. Et af spørgsmålene gik på Kim Larsens gamle album "Forklædt som voksen". Måske nok den bedste plade fra hans hånd, hvis man spørger mig. Den er fyldt med rigtig gode numre. At den også repræsenterer en fantastisk sommer, gør den måske kun endnu bedre.

Et af numrene på netop det album er "De smukke unge mennesker". Det her er ikke bare de smukke unge mennesker. Det er mine smukke unge mennesker. Om de kom flyvende med storken? Nej, jeg mener at have en anden erindring.

Bare for sjov og lidt til sammenligning er de her til Jakobs konfirmation for 2 år siden. Man må sige, at tingene har ændret sig en smule. Storesøster er ikke den største mere, men det er stadig svært at fange alle tre på en gang uden en grimasse et eller andet sted.

Åh de smukke unge mennesker, pludselig er de stukket af. Som legesyge sommerfugle, den aller første sommerdag......

Han kan noget med ord, ham Larsen.

Har du svaret?

Hvor blev det lige af? Alt det der gode med regnskab og madplaner. Struktur og systemer. Ja, jeg ved det ikke. Det er jo ikke fordi, jeg ikke vil. Det bliver bare ikke til noget. Og jo - jeg ved godt, at jeg både sparer tid og penge på madplaner, og jeg ved godt, at jeg lovede mig selv, at jeg ville se, hvor pengene gik hen. Hvad bruger vi til gaver? Hvor mange penge smider vi afsted på tøj til ungerne? Og jeg kunne blive ved.

Nu bliver jeg nødt til at stille spørgsmålet ud i det store åbne blogland. Hvad gør du? Egentlig er det okay, at leve som vi gør lige nu, for vi har til dagen og vejen, og kan også foretage os nogle ting ved siden af. Det er bare ærgeligt, for der kunne komme mere flødeskum på toppen, hvis jeg holdt mig til de gode takter.

Nu vil jeg gøre klar til at gå på arbejde. Jeg vil flekse tidligt ind i dag. Om den ekstra time skal bruges til fritid i eftermiddag, eller om den skal på kontoen, må dagen vise. Hvad vi skal have til aftensmad i dag? Det ved jeg da ikke. Jeg har som sagt ikke check på tingene for tiden.

Ha' en dejlig dag der ude....

Helt fyldt op

Er der noget, der klæder hinanden i dansk musik, så må det være Tina Dickow og Radioens Underholdsningsorkester. Det er et fantastisk møde mellem dygtige folk. Koncerten i går var helt forrygende.

Vi har oplevet Tina 2 gange før. Den ene gang var en koncert med hendes eget band et forholdsvis lille sted. Så får man den rockede version med nogle enkelte ballader. I koncertsalen er det mere koncentreret om balladerne med de mest fantastiske arrangementer med orkestret. Der var også tid til et solonummer - kun solist og guitar.

Det lader sig nok ikke fornægte, at jeg er kæmpefan. Men skulle I der ude få muligheden, så slå til og køb en billet. Det er en af de oplevelser, der lagrer sig i kroppen og gør godt længe efter.

Turen hjem var også en speciel oplevelse. Det var mørkt som sjældent set og lynene var ekstremt smukke at se på.

Rigtige mænd læser ikke manualer

Det ved vi vel allesammen. Men rigtige kvinder burde altså læse opskrifterne ordentligt igennem. Frederikkes vest skal delvist pilles op. Knapperne må af, og jeg skal finde de ender, jeg har hæftet så godt. Øv altså. Jeg har overset en vigtig udtagning, så vesten er for smal. Jeg har derfor en tur foran mig i eftermiddag, for jeg har allerede nået at aflevere det overskydende garn. Der er kun en at være sur på. Øv øv.

Når jeg så er færdig med brok, så kan jeg også konstatere, at det bliver en dag af de særlige. I aften vil jeg være at finde i Radiohusets Koncertsal. Det er 3. gang, vi skal til koncert med Tina Dickow. Hun er fantaskisk live, og jeg glæder mig rigtig meget.

Frederikkes vest

Frederikkes vest er færdig, og den er blevet rigtig fin. Nu skal der laves en i turkis til Augusta. De to piger er mine niecer. Frederikke er snart 5 år og Augusta bliver 2 til september.

Mønsteret har jeg købt hos Rasmilla. Garnet lå oppe i gæsteværelset og passede bare perfekt.

Et lille træ med stor betydning

Da Mies gravsted skulle anlægges for snart mange år siden, fandt vi det fineste lille piletræ. Podet, så det ikke blev højere og med lyserøde blade på. Det kom til at stå og skærme lidt for hendes fine sten. Noget tid efter fandt vi et træ af samme sort. Noget højere og perfekt til hjørnet hjemme i gården. Det blev plantet et par uger efter Mies lille træ, og der opstod hurtigt en symbolik. Herefter har det hele tiden været Mies pil.

Vi er nu i gang med projekt gårdhaven. Det har betydet, at der skulle rokeres og at Mies pil kom i vejen for garagemur og gravemaskine. Den blev derfor gravet op og flyttet sidste efterår. Vi har passet på og sat den på et godt sted. Alligevel er skaden sket. Mies pil er død. Helt død.

Vi har snakket om at købe en ny. Men jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg har lyst. Et nyt træ vil ikke være Mies, men bare det nye træ.

Sømanden og juristen

Jeg har de sidste tirsdage siddet og set programmerne om sømanden og juristen. En række programmer, der har rørt mit dybt. Jeg er imponeret over, at folk, der er så syge, stiller op til foto og interwiev. Det er modigt. Samtidig er jeg imponeret over, hvor fint og respektfuldt det hele er på netop det hospice, og hvor fint og respektfuldt det er lykkedes at skildre de enkelte skæbner.

Jeg kan mærke det helt ind i kroppen. Og det hænger selvfølgelig sammen med min fars sygdom. Han har en god periode lige nu, hvor vi taler lidt sammen, når jeg kommer med hans indkøb. Han ved selv, at det ikke er godt, og egentlig irriterer det ham, at han aldrig kommer til at se min brors nye hus. Han lever af sondemad, og han fortalte den anden dag, at vægten har været helt nede på 50 kg. Det er på ingen måde nok. Svulsten på hans hals er begyndt at vokse igen, så vi ved alle, hvilken vej det skal gå.

Der er stadig hængepartier. Jeg mangler at høre ham om, hvad han ønsker, der skal ske. Om der er nogen, vi skal ringe til, når han ikke er her mere, om der er noget, han synes, at vi skal vide. Og ikke mindst, hvor han gerne vil have urnen sat ned.

Det der er så forbandet svært lige nu er, at der ikke er nogen, der kan fortælle, hvordan det kommer til at forløbe. Sommerferien er ændret. Vi skulle i år vælge mellem Grækenland og Italien. Valget faldt på et feriecenter i Sønderjylland. Der kan vi have både Polo blå og Polo sort med, så jeg kan køre hjem, hvis han bliver dårlig eller dør i vores ferie.

Mine forældre blev skildt kort efter min konfirmation. Herefter flygtede far til Grønland, hvor han boede i mange år. Jeg har ikke mange minder eller en masse historie med far. Men jeg har også lært, at forældre er forældre i den grad, de magter at være det, og jeg har faktisk aldrig tvivlet på, at han ville os det bedste. Nu ønsker jeg ham det bedste. Det må være, at han får lov at have de gode dage, der må være tilbage, og at han kommer let herfra.