torsdag den 23. juni 2011

Lille Peter Edderkop

Vi var til dimission i Jakobs klasse i går. Det var sidste gang han trådte ud af Kirke Helsinge Skole som elev. Denne gang med afgangsbevis. Han har klaret sig igennem med nogle pæne karakterer. Det har været lidt af en øjenåbner for ham, for han har nu erfaret, at man skal arbejde for det, man vil opnå. Alle hans pæne karakterer er kommet til på et minimum af forberedelse og ikke helt styr på tekstopgivelser og lignende. Han kunne have ligget i top, hvis han havde strammet op. Han ved det godt. Heldigvis er han klar til at komme videre, og han ved godt, at nu skal der arbejdes.

Der var selvfølgelig både sange og taler i går. Talerne ramte rigtig godt. De gav både anledning til latter og eftertænksomhed. Sangene var måske et kapitel for sig. Den ene fællessang var Knud Pheiffers "Lille Peter Edderkop". Kender du den? Jeg troede, at jeg gjorde. Det skulle vise sig, at jeg kun kendte 10. vers. Jeg har googlet her til morgen, og den er god nok. Der er 10 vers. Der er endda det 11. hvor han tager til Grønland, men det forstår jeg af gode grunde ikke.

Prøv selv at tage rejsen med Peter. Historien er faktisk rigtig sød og passende til sådan en flok afgangselever, der skal ud og prøve kræfter med livet.


1. Lille Peter Edderkop er et lykkedyr,
nu skal vi høre Peters eventyr.
Han kom til verden i en dejlig skov,
lille Peter Edderkop synes det var sjov.

2. I sin moders spindelvæv kravled han omkring,
men han bestilte ingen verdens ting.
Så sa` hans moder: du skal fange fluer!
Lille Peter Edderkop tog en gyngetur.

3. Peter tog en gyngetur i sin tynde snor
men han bestilte stadig ikke spor.
Plud'slig mens han gynged` knækkede hans snor,
så blev Peter Edderkop borte fra sin mor.

4. Peter han kravled rundt på må og få
op i en hat han pludselig lige så.
Hatten kom på ho`det, Peter sad i ly,
så kom Peter Edderkop til den store by.

5. Peter laved` spindelvæv de blev fejet ned,
men han var flittig, han blev bare ved.
For i en kuffert også spindes kan,
Lille Peter Edderkop kom til fremmed land.

6. Han kom til Amerika, der blev Peter paf,
skyskraberhuset, højt som en giraf,
oppe på taget kravled` han og spandt,
så blev Peter Edderkop svimmel og forsvandt.

7. Lige ned i skæget hos sin gamle ven,
men han krøb selv i kufferten igen.
En indianer lukked` låget op:
"Ugh, ugh, ugh, der sidder jo Peter Edderkop!"

8. Mellem indianere tumled` han sig glad,
her var der sjov og her var også mad.
Manden han længtes hjem alligevel,
han tog Peter Edderkop med hjem til sig selv.

9. Med- og modgang Peter tog, ligefra han faldt.
Gør du det samme, kan du klare alt.
Det er hvad du vil erfare gang på gang-
bare kravle op igen som i Peters sang:

10. Lille Peter Edderkop kravled langsomt op,
regnen den kom og skylled Peter væk;
Så kom solen`, tørred` Peters krop,
lille Peter Edderkop kravled` atter op!

God Sankt Hans til dig og dine....

4 kommentarer:

  1. jo jo - kender godt alle 10 vers. I børnehaven synger vi altid vers 10 og 2! Men 10 vers - det er sgu for meget for min hjerne at huske...

    Og god luftfart til dig :)

    SvarSlet
  2. Tillykke med din søn, Susanne! Det må være dejligt for ham, at han nu kan lægge skolen og gymnasiet bag sig.
    Sikke en sød sang - den har jeg aldrig set før med 10 vers :-)

    God sankthansaften til dig!

    SvarSlet
  3. Jeg kender også alle versene!!
    Det er rart at det er slut og der venter nye udfordringer!

    God fredag til dig!!

    SvarSlet
  4. Jeg synes, at det var sjovt at stifte bekendtskab med Peter Edderkop i hele sin udstrækning. Jeg spurgte mine kolleger i dag, om de kendte alle 10 vers. De var overbeviste om, at det måtte være noget, skolen havde forfattet i dagens anledning. Heldigvis kunne jeg finde bevismateriale på nettet.

    SvarSlet