Skygger fra fortiden

I dag måtte jeg overgive mig og en tur forbi lægen. Jeg har stadig bøvl med skulder og området der omkring. I nat kunne jeg mærke det, når jeg trak vejret. Det fik mig til at panikke en anelse. Jeg har derfor været en tur omkring lægen i dag, og fået målt infektionstal og lyttet på lungerne. Der er intet at påtale. Det er mine dumme muskler, der driller. For meget tastatur og for lidt motion. Jeg ved det. Jeg burde også....

Lige nu er det 19 år siden, at spiren for min lungepanik blev grundlagt. Jeg var gravid med Sara og havde fået en lungehindebetændelse. Den blev behandlet og jeg holdt op med at have ondt. Til gengæld blev jeg mere og mere forpustet. En nat gjorde det rigtig meget ondt omkring lungen, så jeg kørte til lægen næste morgen. Bare lige for at få at vide, at nu var alt okay. Det var alt bare ikke. Der gik 3 uger før jeg så mit hjem igen. Min højre lunge var klappet sammen. Først en uge på Slagelse Sygehus. Herefter to uger på Rigshospitalet. Jeg har aldrig haft mén af det, men jeg husker, og det kommer ikke til at ske igen. Det gør så umanerligt ondt at få lagt de lungedræn. Jeg snupper hellere et døgn med veer, end jeg lægger krop til et dræn.

Heldigvis skal jeg ingen af delene. Ikke flere veer til mig, og i særdeleshed ikke flere lungedræn.

Jakob er på arbejde, Jonas hos mormor, og Bo har lagt sig mellem det hæklede tæppe og sofaen. Nu vil jeg spørge hunden, om hun vil med ud på en lille tur. Jeg tror, at jeg kender svaret.