Rigtig godt nytår

Mens jeg ligger her mellem hund og sofa, vil jeg benytte lejligheden og min telefon til at skrive lidt og ønske jer alle rigtig godt nytår. Om lidt kommer der et hold gode venner, og de kører ikke igen, før vi er inde i 2013. Vi forventer en afslappet aften med god mad og lidt i glasset.  

Når aftenen skrider frem vil jeg tænke tilbage på den nytårsaften for 29 år siden, da jeg fangede Bo og det hele begyndte.

I ønskes alle et godt og lykkebringende nytår.

Året der gik

Der bliver gjort status rundt omkring i Blogland. Året er ved at være gået og tankerne går helt naturligt på vandring i årets oplevelser. Her synes jeg, at vi har haft et godt år. Vi er kommet godt igennem 2012, og har vidst slet ikke grund til at klage.

 

Der er nu en enkelt dag, der står tydeligt som årets højdepunkt. Den 25. juni. Det var den dag, vi pakkede kurven med flag, glas og bobler og kørte hele vejen til Vejle. Først hjemme i Saras lejlighed, og senere på Rosborg Gymnasium.

 

Det var stort og et følelsesladet øjeblik, da jeg fik lov at sætte den hvide hue på plads på min store glade datter. Som Jonas tørt konstaterede: Så, nu tuder mor sgu....

 

Nu venter 2013 lige om hjørnet. Med en stor søn, der bliver 18 lige om lidt, og en lidt mindre søn, der glæder sig til sin konfirmation. Men først skal vi nyde en stille søndag og årets sidste aften.

En kort visit

Jeg har lige været til fødselsdag. Far fylder 71 år i dag. For nogen er det ingen alder, men det kræver vidst, at man er sund og nogenlunde frisk. Det har far ikke været længe. Det er nu mere end 2 år siden, han faldt og fik åbent benbrud. Lige efter det fulgte hans cancerdiagnose, og sommeren blev brugt på strålebehandlinger med kæmpe ubehag til følge. Sidste år i april var han rigtig syg. Der er ikke mulighed for helbredelse, og slaget må gå sin skæve gang. Vi var rasende, da han blev afvist på hospice, for alle troede, at det var lige ved at være. Men som lægen sagde, så kunne han måske have 3-4 måneder igen. Lige siden har han snydt alt og alle. Men han har det absolut ikke godt. Han er så tynd, at han snart vælter, og siden canceren brød ud har han ikke fået andet end sondemad.

 

Han holder fast af en eller anden grund. Og i dag blev han så 71. Jeg har været forbi og ønske tillykke. Cirka et kvarter, så har besøget været langt nok for ham. Så skal der soves igen. Det gør ondt at se, at han bare skal sidde og blive mere og mere dårlig. Men ingen tør sige noget mere. Siden 1. juledag for 2 år siden har han ikke bestilt andet end at snyde os. Som min bror fik sagt, så bliver han nok lige så gammel som en vis Hr. Mærsk. 

Selvynk

Jeg ved ikke, om der er noget, der hedder sådan. Normalt er det heller ikke noget, jeg bruger. Men i dag kommer der lidt af det. Vi har haft nogle skønne juledage. Både med selskab og med tid til ro herhjemme. I dag skulle have været en kombi. Jeg skulle have haft besøg, og jeg skulle have ordnet lidt omkring mig.

I stedet er jeg landet på sofaen med lidt for høj varme i kroppen og et par panodil. Det er bare ikke i orden. Mødet, som jeg havde glædet mig til, er udsat, og tingene får lov at ligge, hvor de er.

Vi har stadig ikke valgt billede, men jeg kan da vise et mere. Og så kan jeg i øvrigt fortælle, at de faktisk er så glade for hinanden, som billederne viser.

Den skønneste julegave

Da Bo og jeg var til julemiddag med mine kolleger i midt på måneden, var børnene slet ikke hjemme, som vi troede. De havde lavet aftale med Dinah inde ved siden af. Det er der blandt andet kommet dette ud af

 

Vi har fået en CDrom i julegave med Dinahs optagelser af vores børn. Der er i alt 10 billeder. I æsken lå også et gavekort. Vi må vælge et billede, som bliver fremkaldt og sat i ramme. Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg ikke kunne få en bedre gave. Kunsten bliver nu at vælge. Jeg leger lidt med tanken om selv at få lavet et par stykker og lade en serie på 3 billeder pryde væggen i stue.

Tidlig juleri

Vi tog hul på julen allerede i går eftermiddags. En lille nisse holder nemlig jul hos sin far og storebror hvert andet år. Derfor var der glögg og æbleskiver på bordet hos Viktor og søster i går eftermiddags. Nissen delte selv julegaver ud, og der var til alle. Også de voksne, som ikke havde forventet at få noget. Jeg var heldig og fik et hæfte med Sudoku, så nu skal der knækkes talkombinationer på kryds og tværs. En disciplin, som jeg rigtig godt kan lide.

Viktor går i 0. klasse og har allerede godt fat på læsningens kunst. Derfor havde han selvfølgelig også selv skrevet kortene på pakkerne. Vi havde en rigtig dejlig eftermiddag og fik ønsket Viktor en glædelig jul.

Nu nyder vi, at vi ikke skal nogen steder. Snestormen er i fuld gang udenfor, men vi har, hvad vi skal bruge. Bo og hunden nyder sofaen, drengene spiller med hinanden, og Sara har gang i konfekten. Julefreden har vidst sænket sig, og det er helt i orden med mig.

Lige om lidt...

- har jeg juleferie
- skal jeg ikke sige farvel til min mand klokken 04.30 om morgenen
- skal jeg nyde juletræet i stuen

og jeg kunne blive ved. Vi skal sove længe, som i lige til klokken 07.30, og vi skal bare lave, hvad vi har lyst til, og ikke ret meget andet. Jeg vil ikke sige, at jeg trænger til ferie denne gang, for jeg er ikke specielt træt eller brugt. Men jeg vil nyde i stor stil. Men ikke før lige om lidt - nærmere bestemt i morgen, når madpakken er spist. 

Sur mor

Der er røg over Helsingevej, så er er bange for at nogen ringer efter brandvæsenet. Jeg tror ikke, at der er brand nogensteder, men en - jeg - har brugt min morgen på at fnyse ild fra næse og ører som en anden drage.

Og hvorfor så lige det? Og hvorfor så lige den overskrift? For normalt er jeg ikke sur mor. Normalt er der smil på mine læber, og ikke ild, der vil ud. Men for pokker da. Jeg har ryddet op. Jeg har lagt handsker i kurven. Flyttet ting fra mit køkken, som på ingen måde bor der. Jeg har stablet skåle i skabet, lagt tæpper sammen i sofaen, og jeg kunne blive ved. Nu ryster jeg det af mig og smutter på job. Men i aften, når jeg er hjemme igen, vil jeg læse mit indlæg og huske. Og så vil jeg kalde til samling og fortælle lidt om mine forventninger til de unger, som jeg jo ellers elsker grænseløst, og som faktisk burde være i stand til at holde lidt orden.

Historien om weekenden, der blev væk.

Jeg kan konstatere, at den kom og gik, men jeg ved ikke lige, hvor den gik hen.

Vi har klaret det vigtigste nu. Fredagens mission er fuldført, og gaverne er i hus. De står i en sæk i stuen og minder os om, at det er lige om lidt.

Fredagen bød også på godt selskab. Vi var til julemiddag med mit job, og jeg må sige, at jeg lod mig imponere af omgivelserne. Vi var på et nyt sted i Slagelse. Cava er navnet. Sidst jeg var i samme lokaler, var det for at se på briller til Sara, for dengang var det Louis, der havde til huse samme sted. Stedet er som forvandlet. Det er blevet mørkt, men fyldt med stemning. En blanding af nyt og gammelt på den helt rigtige måde, og en betjening, som var absolut i top. Da maden var spist, blev vi bedt om at trække over i nogle sofarækker, som lige var blevet tryllet frem. De stof der, hvor der lige havde siddet 20 mennesker omkring et kæmpe bord. Vores bord - og de andre i samme område blev helst op i loftet, og pludselig var der et dansegulv. Nogen har tænkt over tingene, det er helt sikkert.

Men sådan en fredag koster altså. Den blev halv tre, før vi landede hjemme, så trætheden har hængt som en tung dyne over mig hele weekenden. Jeg er glad for, at jeg ikke er den, der dykker i de stærke varer, for så var jeg nok ikke vågnet endnu. 

Konklusionen er blevet, at i min alder skal arrangementer starte ved middagstid, så man kan passe sin sengetid. Nu vil jeg passe min arbejdstid, og en gang i aften vil jeg kikke mig omkring i Blogland og svare på kommentarer på det forrige indlæg. 

Bagud på juleri

Man kan ikke se det på huset. Der er nisser alle vegne, og udenfor er lyskæderne sat op. Men kikker man nærmere, der hvor julegaverne skulle ligge, og i den dåse, der plejer at huse de lækre vanillekranse, ja - så må man bare konstatere, at der ikke er ret meget. Vi er ganske enkelt ikke nået dertil endnu.

Af en eller anden grund tager jeg det roligt som aldrig før. Ikke et ord om alder i den forbindelse, men tiden har jo vist mig, at det skal nok gå. I morgen har vi fri - Hansen og jeg. Dagen skal bruges på julegaveindkøb, og jeg håber ikke at vi når hjem, før vi er færdige. 

På søndag skal vi i skoven og hente juletræ, og sådan er der pludselig kun en uge tilbage....

Mandag med luksus

Når man nu ordnede vasketøjet i morges og er blevet forvist fra køkkenet, så kan man da bare tage imod og finde sig i det. Menuen er godt nok ændret lidt, og mit dankort har været i byen. Nu er der tre unge mennesker, der forbereder hjemmelavede burgere med det hele, så jeg er godt tilfreds. De har også handlet til menuen i morgen, så ingen klager herfra. Jeg tror bare, at jeg vil begive mig lidt rundt i Blogland og lægge nogle gode ord i wf. Store børn er faktisk slet ikke så tossede at have i huset. 

Lidt om SMS

Jeg er tilhænger af SMS. Jeg elsker at få en glad lille hilsen, og det er rigtig praktisk, at den minder mig om, at jeg har tid hos tandlægen, eller at jeg skal huske at aflevere min bog på biblioteket inden fredag. 

Men der er også ting, som SMS på ingen måde egner sig til. De sidste par dage har givet mig et par rigtig gode eksempler. Jeg har set et par unge mennesker køre et skænderi så langt ud på SMS, at det endte galt. At det afsendte måske blev læst lidt anderledes, end det var ment, og at misforståelserne stod i kø. Senere fandt de ud af at tale sammen, og tingene blev lidt lettere at forholde sig til. Jeg håber, at de lærte af det. 

Vores lørdag byder på afslapning og sofa. Og så skal vi i byen og spise gratis mad. Vi glæder os, for vi skal være i godt selskab. Jeg håber, at din lørdag bliver god. 

Ufrivillig pause

Jeg sidder på jobbet, hvor jeg normalt ikke blogger, men lige nu skal tiden bare gå. Jeg er alene hjemme og serveren er gået ned. Den står lige nu og henter opdateringer, så jeg venter. Der er flettet et par stjerner til kontoret. Jeg har spist min mad og checket min telefon et utal af gange.

Mit temperament er slet ikke til den slags. Jeg skal kunne tage fat, når jeg er på arbejde. Gå til opgaverne og få noget af vejen. Det her er jo spild af min tid og firmaets penge.

Når jeg så alligevel er ved tasterne må jeg hellere huske at fortælle dagens nyhed. Min kollega kører igennem Havrebjerg, når hun skal på arbejde. Og til morgen kunne hun berette, at Boarbejdet nu er afsluttet. Der er rettet på skiltene, så nu udfører mændene i hullet Broarbejde. Og det skulle være ganske vist (uden d - ikk' Ellen? - jeg er usikker her)

Eftertænksomhed

Jeg er ikke den, der laver de store nytårsaftaler med mig selv, men af en eller anden grund, så bliver jeg altid eftertænksom, når året er ved at være gået. Der er jo altid lige den med pengene. Ikke fordi det er nyt år, men fordi december altid ender med at blive dyrere end først antaget.

En anden stensikker tanke handler om kost og vægt. Men det hænger vidst også bare sammen med alt for mange vanillekranse og god mad hen over december. Og så er der også det, at jeg helst ikke vil have håndtag i kjolen, når jeg skal byde gæster velkommen til konfirmation sidst i april. Om der er en antydning, når vi skal fejre 18 års fødselsdag først i februar, er nok en ganske anden sag.

Så er der den med parforholdet. Det har fødselsdag på årets sidste dag. Så flyver tankerne igen. Helt til starten og til alle de tinge, vi efterhånden har delt. Sødt og surt, glædeligt og trist. Jeg er altid endt med at beslutte, at vi godt kan snuppe et år mere. Og når klokken slår for sidste gang i år, så forlænger jeg kontrakten endnu en gang.

Der er lige noget, det skal klares først. Der skal købes nogle julegaver i dag, og så er jeg igen blevet bedt om at skrive min ønskesedlen. Jeg må hellere se at komme i gang.

A hva' for noget arbejde?

Dagens indlæg kommer ikke til at handle om jul. At det er 1. december, og huset ligner Familien Sands, taler vi slet ikke om. Nej, jeg fik dagens indlæg forærende, da jeg kørte til behandling hos min fys i går.

Når man skal til Slagelse herfra, kører man igennem Havrebjerg. Midt i Havrebjerg går Tude Å på tværs af vejen, og som så mange andre broer i Danmark, er broen over Tude Å også blevet træt. Derfor er halvdelen af vejen nu spærret med lysregulering og bilkø til følge.

Men prøv lige at se. Gad vide om alle broarbejderne har samme navn. Eller hvad er det i virkeligheden de laver i det der hul.

Jeg har tænkt mig at forsøge at arve skiltet, når de engang er færdige. Her i huset udføres nemlig rigtig meget Boarbejde. Senest min havelåge. Men han er også mester for garagen, trægulvet i stuen, og jeg kunne blive ved.

Gad vide, hvem der er ansvarlig for sådan et skilt. De må have besluttet, at det er okay at give billisterne et billigt grin, for de står i begge ender af Havrebjerg.

Jeg måtte godt

Den gamle var ikke så god mere. Den var blevet så langsom, og så var den også revnet bag på. Den havde døde zoner på glasset efter faldet på gulvet. Det fald, der sendte mig tilbage til den gamle Nokia for en stund. Og når man nu alligevel skulle, og den er jo lækker og...

Okay. Jeg har fået ny telefon. Jeg kom til at købe den nye iPhone 5, og jeg skulle hilse og sige, at den ligger godt i hånden. Og ja. Den er lagt i et godt hårdt omslag, så den forhåbentlig ikke går i stykker, hvis uheldet skulle være ude.

Så du TV i går?

Jeg sad og så dokumentaren om de to søskende, der blev adopteret af et dansk par. Det var godt nok en grim oplevelse. Jeg sidder tilbage med flere tanker, som jeg ikke rigtig kan få på rette hylde. Det første, der ramte mig, var bemærkningerne til moderen, der græd.

Hvorfor græder du? Det var jo dit eget valg. Men tør dine øjne, om ti dage er du kommet over det. Måske ikke ordret, men det var budskabet. Jeg traf selv et valg engang, og jeg lover, at det ikke var tårer, der manglede. Og jeg skal gerne skrive under på, at det varede meget mere end ti dage.

Programmet var taget over en årrække, så jeg er klar over, at der var meget, man ikke så. Jeg lagde bare mærke til, at jeg ikke så glæde i øjnene på adoptivmoderen mere end en enkelt gang. Og det var da hun havde set børnene første gang. Jeg endte med ikke at bryde mig om hende. Hun var ikke sød ved datteren, som meget tydeligt var et bange barn. Det tror jeg også, at jeg ville have været, hvis jeg var blevet hevet væk fra min mor som fireårig. 

Pludselig blev det søndag.

Sidst jeg skrev her, var det onsdag. Så vender man ryggen til et øjeblik, og pludselig er det blevet søndag. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Jeg var på arbejde igen torsdag og fredag, og har fundet formen igen. Jeg må indrømme, at sådan et par dage hjemme gjorde godt, selv om jeg ikke var meget for at trække stikket.

I går fik vi en forsmag på det, der engang venter os. En hel lørdag uden børn hjemme. Jakob passede sit job i Brugsen hele dagen, og Jonas var til skydestævne. Han er nu avanceret til bedste række og blev nummer 19 ud af 180. Det kan han vidst godt være bekendt.

Lørdagen blev brugt på frokost hos mor og hygge hjemme. Jonas kom hjem og tog afsted igen, så vi var kun 3 om bordet til aftensmad. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg nyder det. At de er blevet så store, at det ind imellem giver tid til bare at være 2. Eller som når Bo så lige skal besøge sin mor - tid til bare at være mig. Jeg kom til at bruge tiden på at finde et lille udvalg af mine trip-trap-venner frem. Bare de få stykker her. Der er flere hvor de kommer fra. Nogen af dem er kommet frem i dag, men snart er stuen fuld. Det bliver så hyggeligt.

En lille avisbøf

Jeg havde Ellen i tankerne, da jeg så denne lille annonce i den lokale. Jeg gad vide, hvad man skal gøre, for at kvalificere sig til denne opgave. Jeg tror ikke jeg har en chance, for det er ikke mange tommer, der bliver slået fra min side.

Uldne sokker, bløde bukser, sofa og det hjemmehæklede tæppe

Det lyder egentlig som opskriften på sådan en søndag, som jeg rigtig godt kan lidt (og så ved jeg godt, at det lugter rigtig meget af dovenskab - men det er altså okay om søndagen). Nu er det bare ikke søndag i dag. Det er kun tirsdag, og der burde ikke være dømt uldne sokker og alt det andet. Men det er der altså. Sammen med kleenex og zovir. Den eneste, der synes, at det er okay, er vidst prinsessen på ærten. 

Hun finder gerne bunken af tæpper og puder, når der skal puttes. Og det sker kun når hun har selskab hjemme, for hun er ikke klar over, at det er en mulighed selv at springe op i sofaen.

Det vågne øje har måske fanget støvsugeren til venstre i billedet. Jeg har lavet en aftale med mig selv. Jeg har bare ikke lige fundet ud af, hvornår vi skal forenes. Men hvis ikke jeg skal ud og skifte bukserne ud efter jul, så må jeg vidst hellere. Jeg kunne også bare lade fingrene blive væk fra de lækre vanillekranse, brunekagerne og de der nødder, der bare smager så godt. For slet ikke at tale om æbleskiverne og den lune gløgg.

Helt alene

Lige nu sidder jeg helt alene. P3 i baggrunden og hunden i kurven er de eneste lyde, der bryder lidt. Jeg nyder det, for mine alenetimer er efterhånden meget få. Og selv om jeg er ikke ville undvære nogen af dem, jeg deler adresse med, så nyder jeg mine stille stunder.

Det bliver en dejlig dag. Vi får besøg af gode venner. Lone og jeg har kendt hinanden siden vi var 4-5 år. Hendes mor passede min søster og mig, når mor var på arbejde. Senere gik vi i samme klasse hele folkeskolen. Heldigvis viste det sig, at de mænd, vi valgte at dele tilværelsen med, også finder selskabet i orden, så der er grundlag for hyggelige timer. Det knækker dog ved vores børn. De siger hinanden absolut ingenting. Som i fuldstændig ingenting. Derfor er vi nu tit tilbage til parmiddag uden børn. Helt i orden, synes jeg, for det er jo ikke deres valg, at vi er venner.

Nu vil jeg tage af bordet efter morgenmaden og kaste mig over dagens opgaver. Min rengøringsmus har svigtet i denne uge, så jeg må selv i gang. Jeg tror lige, at jeg starter med de øvelser, som fys-manden gav mig i går. Rigtig god lørdag til jer derude.

Vingenyt og fri på en fredag

Normalt har jeg jo ikke fredagsfri mere, men i dag skulle der komme servicemand til gasfyret. Og så måtte nogen jo blive hjemme. Bo og jeg blev enige om at dele opgaven og blive hjemme begge 2. Sådan en fælles afspadseringsdag er slet ikke så ringe.

Jeg har også brugt formiddagen på en tur til Slagelse. Jeg fik endelig bestilt tid til den fys, som lægen foreslog mig at besøge. Og jeg må sige, at jeg er lidt overrasket. Han var ikke særlig interesseret i mit fald, og mente faktisk, at årsagen skulle findes andet sted. Han trykkede mig nogle steder i nakken og ud på skulderen. Og jeg skal love for, at det sendte signaler til det onde punkt i armen. Jeg fik lidt behandling og nogle øvelser, som jeg skal huske at lave. Og så prikkede han til min dårlige samvittighed. Den med motion. Jeg har en aftale med ham igen på fredag. 

Resten af dagen står i selvforkælelsens tegn. Ingen voldsomme opgaver. Der skal bages lidt brød og slappes lidt af. Bo er kommet til at love børnene sushi til aften, så jeg skal heller ikke lave mad. Så bliver en fredag vidst ikke ret meget bedre.

Og så skal jeg måske lige tilføje, at billedet ikke har noget som helst med dagens skriveri at gøre. Det blev taget i Svendborg, da vi var på weekendophold i september.

Fy for den ledeste fiskelugt

Så du nyhederne og kontanten i går? Snakken om fiskeolie og optagelserne fra ikke særlig lækker opbevaring af fiskene inden forarbejdning. Det var underholdning, man måske i virkeligheden helst ville have været fri for.

I morges fandt jeg vores egne frem fra skabet. Der var 2 forskellige, for Sara havde også lige købt, inden hun rejste hjem fra Jylland. Og lad mig sige det på den måde. Nu har vi ikke mere. Ikke en eneste kapsel. Da jeg havde klippet hul i 2 kapsler fra hvert bæger, var beslutningen ikke svær. Jeg ved ikke lige, om jeg har lyst til at indkøbe nyt i dag. I stedet vil jeg glæde mig over, at Skagenfood var forbi, mens jeg sov i nat. Så nu ligger der 2 lækre måltider og venter. Med alt det gode fra fisken og uden lugten af harsk olie.

Ikke mere brok om net i udu

Så er det gjort. Der er ny udbyder i kablerne. Vi har valgt antenneforeningens løsning på anbefaling af krævende naboer. Og jeg må sige, at det er noget helt andet. Jeg har allerede glemt, hvordan det var at blive kastet af hele tiden.

Nissen ligger stadig i æsken. Til gengæld er der kommet et hemmeligt notat her på min iPad. Noget med jule- og adventsgaver. Noget med økonomien i det og hvem skal have hvad. Jeg har brug for overblikket lige nu.

Mandagen kommer stigende uden for stuevinduet nu med det smukkeste lys. Det bliver en lang dag, for der skal handles lidt, og far skal have besøg lige efter arbejdet. God dag til dig derude..

En lille nisse rejste...

Og jeg kan mærke, at det ikke varer længe, før den rejser fra skabet og kikker frem i stuen. Bare en lille en, og KUN en. Jeg kom også til at købe potaske i dag, så jeg har tingene hjemme. Hvis nu jeg skulle finde på at bage de der brunekager, som vi bare så godt kan lide. Jeg ved det godt. Det er for tidligt, men det er altså sådan, jeg har det lige nu.

Jeg er vild med Trip Trap nisser. Og Albert og Simone her kunne godt være spionnisserne, der kommer lidt tidligt frem. Bare for at se, om der nu er klar til julerier.

Lykke, glæde og dyb sorg

Lidt kontrastfyldt, men det er ordene, der slår mig lige nu.

Lykke, fordi min store søn stoppede og gav mig et kram, inden han gik i skole.
Glæde, fordi jeg lige nu ser frem til mine timer på kontoret.
Dyb sorg, fordi min søde veninde snart mister sin kræftsyge lillebror.

Midt i alle mine tanker er jeg klar over, at jeg er et heldigt menneske. Jeg har en hverdag, som jeg er rigtig glad for. Jeg oplever arbejdsglæde og mange gode timer med mine kolleger på kontoret. Hjemme er vi alle sunde og raske, og jeg har tre unger, der er glade for hinanden og som stort set aldrig har konflikter. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor dette skulle skrives nu. Jeg tror bare, at jeg blev angrebet af taknemmelighed over at være hvor jeg er. 

Status på venstre vinge

I dag skete det, jeg ikke troede, var muligt. Jeg kom ind til tiden. Altså til den aftalte tid hos lægen. Vingen er blevet trykket på og hevet i yderpositioner. Det gjorde ondt ind imellem. Øv. Men stadig ikke noget alvorligt. En sene har det ikke så godt, men den kan blive god igen. Nu skal der laves aftale med en fys, og så skulle jeg snart være så god som ny igen.

Og så hørte jeg i tv i dag, at der er fritgående æg i køledisken. Der er også skrabeæg og buræg. Men det var nu de fritgående, der fik mig til at grine.

Første søndag i november

Første søndag i november er en helt speciel dag for mig. Den rummer gensyn og glæde og tid til fordybelse. Vi er en flok på 8 - 10 kvinder, der sætter kryds i kalenderen hvert år, og mødes til brunch i København. Vores fællesnævner er de børn, vi ikke har mere. Men det tror jeg ikke, at dem der sidder ved bordene omkring os når at fange. Vi griner og hygger og finder også vej til de dybere samtaler. Efterhånden har alle fået børn efterfølgende, så i år havde vi også en prinsesse på 3 ved bordet og en ung herre på 4, der synes, at hun var så sød, at han tilbød hende, at hun gerne måtte prøve hans medbragte tøjhund.

Sidste år var gudstjenesten i Københavns Domkirke ikke nogen særlig god oplevelse, så egentlig havde vi besluttet at gå ind og tænde lys og skrive navnekort og så liste af igen. Men nogen har lyttet, og hele arrangementet var ændret. Dels var der kortet betydeligt af tiden, så alle - også større og mindre søskende - kunne holde til det, og dels var gudstjenesten flyttet fra almindelig søndagsgudstjeneste til det, den i virkeligheden er, en mindegudstjeneste. For første gang lyttede jeg efter, hvad præsten sagde, for han talte til mig. Det var en rigtig fin oplevelse.

Her snart 14 år efter mit eget tab, er det en rar oplevelse at komme i kirken og finde ro til fordybelse og at være sammen med det lille væsen et øjeblik. Jeg fornæmmer nærvær og ro, som den ikke findes ret mange andre steder. Men det gør så ondt i mig, når jeg ser den lille familie, der er knuste allerede, da de træder ind af døren. De står stadig midt i det, der gør aller mest ondt. I år var der rigtig mange navne, der blev læst op. Alt for mange. Ældste var fra 1976 og de nyeste var fra efteråret. 

Jeg var hjemme omkring 18.00 og moden til dyner næsten inden aftensmaden var indtaget. Tak for en dejlig dag til Rikke, Frederikke, Sofie, Mette, Stine og Helene....

Weekend hos familien Hansen

Om lidt kommer Sara hjem. Hun er ved stationen og hente fire glade jyder. Det er de mennesker, som har betydet så meget for hende, da hun boede der ovre. Faktisk går deres venskab helt tilbage fra efterskoler for fire-fem år siden. Jeg glæder mig, for jeg har ikke mødt de tre før, kun hørt en masse. 

Når der er lidt stille her lige nu, så er det fordi, jeg passer på ikke at bruge min arm for meget. Den er ved at drive mig til vanvid, for der er ikke noget, der går i rigtig retning. Og det uanset, hvordan jeg opfører mig. Nu har jeg lavet en aftale med lægen på tirsdag. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tro, men jeg håber. 

Onsdag i billeder

Jeg er lidt ordløs for tiden. Og der skal der ikke lægges noget negativt i. Humøret fejler heldigvis ikke noget. Der er alligevel en lille historie at fortælle, for følgende udspillede sig foran mig i går.

Jeg skal måske lige fortælle, at han ikke fik, hvad han kom efter. Han blev jaget væk, og så vidt jeg ved, så står bowlen der endnu.

At regne den ud

Det kommer til at være min favoritdisciplin det næste halve år. Tilbudsaviserne skal nærlæses, og der skal planlægges. Det begynder nemlig at gå op for mig, at jul og nytår er lige rundt om hjørnet. Og selv om vi prøver at holde det på fornuftigt plan, så koster det altså. Men den stopper jo ikke der. En af de første dage i februar bliver Jakob 18. Det skal markeret lidt, og så er der også lige noget med et halvt kørekort. Når vi har taget af bordet og ordnet opvasken efter fødselsdagen kan vi sætte os og begynde at planlægge den konfirmation, der skal holdes sidst i april. Jeg er lidt træt, når jeg tænker på det, men det skal nok gå alt sammen.

Tillykke Sara

I dag er det 20 år siden, at jeg blev mor første gang. En lille smuk og velskabt pige på bare 3.340 g. Hun var et nemt barn og sov igennem allerede, da hun var 10 dage. Hun har glædet sig til sin fødselsdag i dag, som ellers kun mindre børn gør. Jeg synes, at det er lidt underligt at tænke på, at jeg nu er mor til en 20 årig... 

Posten kom med pakken i går. En lækker bog fyldt med billeder af forskellige lækre måder at indrette sig på, og både brugskunst og praktiske ting i lækkert design. Det er den vej, hendes liv skal gå. Hun overvejer lige nu at tage uddannelsen til arkitekt - alternativt noget med design.

Hun skal fejres i aften. Den nærmeste familie kommer og siger tillykke, og der skal lidt godt på grillen. Der skal bages boller, og lagkagen skal lægges sammen. Nøjagtigt som til andre børnefødselsdage.

Må man lege med maden?

Nej - egentlig ikke, og heller ikke med frugten. Men det glemte husets store barn i går aftes, og pludselig lå der en bange frugt i skålen. Sjældent har jeg set 3 store unger på 17, 18 og 19 grine så meget over en citrus med hul i skrælden.

Jeg fik en SMS i går. Pakken er sendt, så nu vil jeg stå klar i døren i dag, når posten kommer forbi, for det betyder jo, at jeg kan risikere at være heldig. Ellers må der laves noget, der kan give hint om, hvad der venter, og der ligger da også en anden pakke klar på et hemmeligt sted. Det er altså lidt underligt at tænke på, at det i dag er 20 år siden, vi kørte afsted i den gamle Saab - bare os to. Næste gang jeg kom hjem, var vores liv ændret for altid, for vi var blevet forældre.

Sara glæder sig til i morgen, så hun næsten ikke kan holde det ud. Hun minder lidt om en 5-årig på det punkt. Jeg vil gøre mit for, at hun får en rigtig dejlig dag.

Ellers er status vel bare, at dagene flyver afsted, så jeg hverken når at læse eller at skrive ret meget her. Og så passer jeg på mig selv. For min arm er stadig dum. Den bestemmer faktisk ret meget lige nu, så hvis den siger, at det ikke er skrivedag, så lader jeg være. Det skulle gerne ende med, at det er mig, der bestemmer over den igen.

Kryds lige fingre

Gaverne på billedet er fra sidste år. For jeg har faktisk slet ikke noget at vise frem lige nu. Jeg har bestilt en ting på nettet, men det ser ud til, at det trækker ud. Den burde faktisk have været her nu. Anden del af gaven var simpel. Udtænkt og skulle bare hentes. Lige ind til mor ringede i dag og glad fortalte, hvad hun havde købt. En mor en smule i panik, det er vidst mig lige nu. 

Nu sætter jeg alt ind på, at posten kommer med det bestilte en af de nærmeste dage, og så må jeg ud og have fat i frøkenens ønskeseddel igen. Det er først på lørdag - eller også er det allerede på lørdag. Jeg har vidst lidt travlt.

Efterårsferien

Den ferie, vi havde glædet os sådan til blev lidt flad. Vi fik det bedste ud af det. Måske lidt flere timer på sofaen, end vi havde forventet. En biograftur og nogle skønne timer med alle børnene blev det også til. Der har været tid til at slappe af, og det har vel også haft sin fordel.

Da vi nåede weekenden var vi ved at være ovenpå igen, og vi trængte til at komme ud. Bildsø skov og strand ligger omkring 10 minutters kørsel herfra. Et skønt sted, hvor vi går gennem skoven for at nå ned til vandet. Et godt stykke henne af stranden kan man gå op i et sommerhusområde og tage turen tilbage til parkeringspladsen. Det hele tager omkring 3 kvarterer. Himlen og lyset var helt fantastisk, da vi kom lørdag formiddag. Det gjorde os så godt, at vi tog turen igen søndag formiddag. 

Vi - Bo og jeg - fik lidt på energikontoen af det. Dodo derimod tog et par timer på ryggen i kurven begge dage. Alle dufte og indtryk trætter en lille hund. Det skal ikke vare alt for længe, før vi gør det igen. Der er noget med, at vejret ikke er nogen hindring. Det er bare noget med påklædning.

Feriefredag

Den bliver en af de stille - vores sidste feriedag i denne omgang. Vi lever på sofaen og håber, at trykket snart letter i hovedet, og at næsen holder op med at løbe. Det er lige arbejdsgivervenligt nok. Jeg føler mig snydt, for mine feriedage er mere værd end det. Nå, nu er der noget med, at man ikke skal græde over spildt mælk, og det samme gælder vel spildte feriedage. Jeg får set lidt af det, der ligger og venter på mig på harddisken, og jeg får surfet lidt på nettet og lagt lidt bestillinger. Hvad jeg bestiller, siger jeg ikke til nogen. I næste uge er det nemlig 20 år siden, at jeg blev mor for første gang, og det giver anledning til hemmeligheder.

Vi lettede os som bekendt i går eftermiddags og fik konstateret, at Dolly ikke sover på ryggen. At Dolly ikke er, hvad vi troede, og at dansk film slet ikke er så tosset endda. Jeg var godt underholdt og fik nogle rigtig gode grin. Det er anden gang i denne måned, jeg er i biografen. Og anden gang i år. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så er det også anden gang på 2 år. Det er absolut ikke det, vi har brugt vores tid og penge på. Det ender med, at vi kommer til at slå alle rekorder, for vi blev enige om, at vi også må ind og se 007. Der er bare noget særligt, når man sidder i salen og får det hele serveret uden nogen støj på sidelinien.

Jeg tror, at jeg vil invitere Dodo med ud og nyde den lune fredag. Jeg er sikker på, at hun siger ja, hvis jeg spørger. 

Før og efter. Og hvad er der egentlig med Dolly

Her er hun så, den lille frøken. Fanget i linsen lige inden vi kørte til Kalundborg i går. Godt langhåret og trængte til en ordentlig tur med børsten.

Et par timer senere hentede vi hende her. Og jo - det er den samme hund. Personligt kan jeg bedst lide hende, når hun er lige imellem 2 frisørbesøg. Hverken helt langhåret eller helt nytrimmet. Men hun liver op og bliver så glad, når hun har været afsted, så det er en ren fornøjelse at se  hende flytte rundt på kurve og kaste med kødben, når vi er hjemme igen.

Egentlig er hun jo en meget fin dame, der ikke burde klippes. Racen er langhåret og skal holdes sådan, hvis man vil gøre sig håb om avlsgodkendelse og alt det fine. Vi har besluttet os for, at Dodo er hyggehund, og at der ikke kommer nogen Dodoes i hendes kurv. Derfor får hun lov at leve livet som vovse uden at være langhåret og have sløjfe i pandetotten.

Vi bruger vores ferie helt forkert. Slatne og forkølede er vi. Jeg føler mig snydt. Lidt skal der ske alligevel, så i eftermiddag tager vi ind og ser, om Dolly virkelig sover på ryggen, eller om det er noget pjat alt sammen. Jeg kan dårligt huske, hvornår Bo og jeg har været alene i biografen sidst, men det skal der altså laves om på nu. Billetterne er bestilt og jeg er klar.

Vi holder ferie

Så her er lidt stille. Vi har nemlig valgt at bruge dagene på det rene ingenting. Og alligevel ikke. Når man ser på kalenderen, har der sneget sig småting ind. Frisørbesøg, massage (i håb om snart at få styr på motorikken igen), og om lidt kører vi til Kalundborg. Dodo skal til frisør - en aftale hun helst så sig fri for. 

Vejret er med os, så jeg er sikker på, at vi nok skal få dagen brugt - på den gode måde.

Lidt flere tanker om livet

Mit forrige indlæg gav anledning til mange spændende kommentarer og tanker. Facit er vidst, at der ikke er noget facit. At vi hver især tager stilling ud fra vores eget liv og den historie, vi nu engang bærer med os. Og på den måde er der ikke noget der er rigtigt, og noget der er forkert.

 

Min egen holdning er klar. Vi valgte at få lavet prøverne, da vi ventede vores sidste barn. Valget blev truffet efter mange tanker og samtaler, og vi var enige om, at fik vi en diagnose, der ikke var foreneligt med et normalt liv, så ville det slutte her. Der var mange ting at tage hensyn til. Dels de store, som kun var små dengang, men også os selv. Vi havde stået det svære igennem som par. Vi var stadig en familie, der ønskede at være sammen. Men vi var også enige om, at det havde været svært, og at det ikke var sikkert, at man kunne mødes og holde sammen om flere udfordringer i den størrelse.

 

Jeg elsker mine unger, og jeg vil ønske, at de bliver dem, der en dag står og siger farvel til mig, og ikke omvendt. Men i min verden må det ikke være for enhver pris, og det skal aldrig nogen sinde være for min skyld. Derfor valgte vi også at stoppe Mies behandling, da vi stod i det. Jeg har aldrig sat spørgsmålstegn ved, om det var det rigtige. Heller ikke, da jeg så den meget omtalte dokumentar, om pigen, der ikke ville dø.

 

Et par år efter Mies død var vi til den store gymnastikopvisning. Sara skulle på gulvet. Jeg husker tydeligt, at vi mødte et forældrepar med deres datter i klapvogn. Jeg vil tro, at hun var 6-7 år. Hun var nærmest spændt fast, og sad og hang med hovedet til den ene side. Hun havde en kampe hagesmæk på, som var godt våd. Det kunne have været vores Mie. Hun havde kramper og var hjerneskadet. Jeg er ikke i tvivl om, at de forældre, elskede deres datter, der sad der, min i mit stille sind bekræftede det vores beslutning om at stoppe behandlingen og lade Mie få fred. Jeg følte mig faktisk heldig et øjeblik.

 

Vi oplevede at blive pustet i nakken en gang mere, for præcis 7 år siden i dag. Bo var kommet hjem efter en hel uge i Jylland, og vi sad i sofaen alle 5. Jonas og jeg læste "Find Holger", og Bo og Sara var fordybet i noget andet. Jakob lå på sofaen og så fjernsyn, da han pludselig begyndte at ryste og fik kramper i hele kroppen. Det var noget af det værste jeg har set. Hans øjne rullede og vendte det hvide ud, og alle muskler krampede på en gang. Vi fik ringet 112 med det samme, og det varede ikke mange minutter (trods vores placering i udkantsdanmark), før stuen var besøgt af akutlægen og 2 falckmænd. På det tidspunkt var kramperne overstået, men Jakob var væk. Han lå og savlede og sagde mærkelige lyde. Da var jeg mere bange, end jeg var, da det hele stod på. Jeg var bange for, at det havde ødelagt min dejlige søn, og at han nu var slået til grøntsag. Jeg nåede at tænke, at så måtte det hellere have taget ham. Vi slap med skrækken. Han kom sig hurtigt, og kunne selv gå ud til ambulancen og fortælle dem, hvad han hed, og hvornår han havde fødselsdag.

 

Jakobs fik diagnosen rolandisk epilepsi. Man vokser sig fra den, og den er som regel overstået, når man kommer i puperteten. Vi oplevede aldrig flere anfald, og i dag tænker vi ikke på det mere.

 

Alt dette var en udløber af mine tanker om, at det ikke må være for enhver pris.

 

 

Undskyld vi er her

Jeg har siddet og fulgt Sarah, Sandra og Maria de sidste seks uger. De tre skønne piger, der hver især fortæller om deres hverdag og deres liv med Downs syndrom. Der er udfordringer, glæder og sorger som hosalle andre, og jeg synes, at det har været interessant at følge dem.

Det har også sendt mine tanker på flugt. Til mit eget handicappede barn, som jeg ikke måtte beholde, men også til tiden efter, hvor jeg skulle tage stilling. Mies problemer var ikke opdaget på almindelig vækstscanning (som vidst også var lidt mere primitiv den gang). Hendes kromosomer fejlede overordnet ikke noget, så en fostervandsprøve ville heller ikke have afsløret noget.

På grund af Mies historie fik vi hele viften af tilbud, da graviditeten med Jonas var en realitet. Den store misdannelsesscanning på RH var vi slet ikke i tvivl om at sige ja tak til, men fostervandsprøven gav anledning til mange tanker, da den ikke er uden risiko. En spontan abort ville have slukket vores håb om flere børn, da det var min 6. graviditet, og vi godt var klar over, at dette var vores sidste.

Jeg savnede rådgivning. En der kunne sige, at jeg skulle vælge til eller fra fordi... Det svar fandtes ikke. Den lå suverænt hos mig. Hvis jeg valgte prøven og mistede barnet, var det min skyld, fordi jeg havde valgt til. Hvis jeg valgte fra og præsenterede familien for et handicappet barn, ville det også være min skyld. En udløber af mit valg. Jeg valgte til. Mest på grund af Sara og Jakob, som bare var 3 og 5 år. De havde været tilsidesat nok. Vi var to om alle samtaler og beslutninger, men det føltes meget som en mor-ting. Det var jo min krop der allerede have svigtet en gang og ikke udviklet det sunde og raske lille barn.

Heldigvis var alle prøver fine, og jeg slap for at tage flere valg. Jonas kom sund og frisk. Og når jeg ser udsendelsen om de tre skønne tøser, så er jeg glad for, at jeg ikke fik valget om at vælge en af dem fra.   

Ynk og klynk # 2

Ynk og klynk. Det er ikke mig. Ikke alene i hvert fald. Det er mig og Jakob. Jeg fik en sms på jobbet i dag, hvor han meddelte, at vi nok skulle en tur omkring skadestuen senere. Den blev klaret med lægevagten, (som i dag var vores egen nabo), og dommen er klar. En forstuvet vingespids, der gør ondt. En flok glade drenge, en fodbold og en fugtig græsplæne. Nu er vi 2 med stækkede vinger.

Jeg er i stærk bedring. Heldigvis. Det gør ikke konstant ondt mere. Det er mere noget med en påmindelse, når jeg bliver for dygtig, så jeg er vidst lidt heldig. Det er min venstre arm. Min den jeg gør ALT med arm. Jakob er ramt på venstre håndled. Heldigvis er det ikke hans skrivehånd, så han kan stadig passe sine skriverier og sin skole. 

Jeg har læst rundt omkring i blogland de sidste dage, men har ikke fået skrevet meget, for det har ikke gjort godt. Nu tror jeg, at det kan lade sig gøre igen, så nu kan jeg igen svare på de kommentarer, der heldigvis finder vej hos mig.

Og så er jeg forhåbentlig færdig med at skrive om ynk og klynk....

Ynk og klynk.

Det er så mig. Jeg var ved lægen i går, og han konstaterede, at min overarm er forstuvet. Det er ikke dødeligt, det gør bare ondt. Hvis det fortsætter mere end 2-3 uger, skal jeg komme igen. Et øjeblik hørte jeg ikke hans hvis. Jeg hørte bare det med ugerne. Jeg troede, at når jeg faldt, så rejste jeg mig bare op og børstede støvet af jakken, og så var det ellers overstået. Man skulle blive klogere end det. 

Jeg tåler egentlig meget smerte. Jeg har født børn og bliver boret hos tandlægen uden bedøvelse. Jeg har endda overlevet smerten ved at få lagt lungedræn, og den er ond, skulle jeg hilse og sige.

Nå. Men man kører langt på et par panodil, og jeg klarer den nok. Det irriterer mig bare, at jeg ikke kan som jeg plejer. Når jeg glemmer kommer regningen, og så husker jeg lidt igen.  Jeg skal ikke hælde mere vand ud nu. Dagen er skudt igang, og jeg  hellere klare min dag.

Tak fordi du lyttede ;o)

Lidt om havelåger

Her er den så. Den grimme ting, der spændte ben for mig, så jeg lå og rodede i småstenene mellem låge, cykler og den blå polo. Det var tirsdag, og jeg er stadig gevaldigt mærket. Lige nu sidder jeg og venter på, at tiden skal gå, for jeg har bestilt tid til check af vingen. Bare sådan for en sikkerheds skyld. 

At kalde dette rædsel en havelåge er nok en pæn overdrivelse. Det er resterne af en, der blev lavet til en midlertidig løsning med det ene formål at holde hunden inde i haven, da vi fik hende. Senere blev alt det andet midlertidige hundehegn pillet op og den fine havemur kom til. Men hullet skulle stadig dækkes.Vi har en dygtig lille hund, der godt ved, at grænsen går ved muren. Hun går ikke ud - heller ikke selv om vi er på den anden side. Omvendt så stoler jeg ikke på hende, hvis der kommer en kat forbi. Derfor denne grimme ting.

Nu er dens dage talte. Jeg har næsten ikke set noget til min mand denne weekend. Han har været i garagen og hygget sig. I går eftermiddags kom han ud med denne og så vældig tilfreds ud. En havelåge med stil. Sådan en, der kommer til at fylde hele hullet i muren. En som får et håndtag, så den er til at åbne, og derfor ikke skal kravles over. Den er på ingen måde færdig endnu. Den er kun punktsvejset (siger manden), og mangler stadig hængsler og håndtag. Når det er på plads, skal den med ud og køre en tur. Den skal nemlig galvaniseres, så den ikke ruster.

Han er ikke meget for at indrømme det, og roserne er ikke helt lette at tage imod. Men jeg synes altså, at han er dygtigt. Jeg vil vove den påstand, at jeg snart har den flotteste havelåge på Helsingevel.

Så ved man, at det efterår

Hos os er kosten til dels bestemt af årstiderne. Jeg mener koldskål og kammerjunker går bare ikke en torsdag i december. Derfor er den nu væk fra hylden, og i går fik vi rigtig skudt efteråret i gang. Her bredte sig en duft af flæskesteg med sprøde svær, og herren i huset fremtryllede sin allerbedste sovs og en gang brune kartofler. For at fuldende den gode stemning, havde vi lavet en stor skål ris a la mande. Begge bedstemødre blev hentet, og på den måde fik vi skabt en skøn lørdag aften. 

I dag laver jeg ingenting. Sådan er det bare. 

Morgen med ild og en skaldet frisør

Morgenfarverne har været helt fantastiske, og er det endnu. Det ændrer sig minut for minut, og det billede jeg hentede kameraet for at fange, var allerede noget andet, da jeg kom til havedøren igen. Lige nu lyser himlen lyserød og orange. Jeg bliver aldrig træt af billedet lige uden for havedøren.

I går var jeg med mine kolleger på pigetur. Vi kørte tidligt fra kontoret og så "Den skaldede frisør". En rigtig sød film med sin egen lille historie. Godt med latter og anledning til en tåre eller to. Jeg var underholdt. Ikke mindst fordi Trine Dyrholm er fantastisk i rollen som Ida. Hvis du ikke har set den endnu, kan jeg kun anbefale den. Efter filmen gik turen til Café Zig Zag, hvor vi spiste grillede tigerrejer på salatbund. Alt i alt blev det en rigtig god dag. 

I dag skal der rykkes rundt og pakkes ned på kontoret. Desværre må de andre klare opgaven, for min arm er ikke til noget der er ret meget tungere end min kaffekop. Den er i bedring, men absolut ikke i topform. Der er vidst lagt an til en weekend med ro på. 

Jeg håber, at din fredag må blive lige så fin som himlen uden for mit vindue....

Fotoløs beskrivelse af tirsdagens flyvetur

Altså. Så gik det lige så godt. Jeg var til massage i går. Det gør jeg ca. hver 4. uge. Ren luksus, fordi det er godt for mig, og fordi det holder min nakke og skuldre smertefri trods kontorarbejde. Min arm har drillet et par uger, så i går fik den en ordentlig omgang og havde det rigtig godt, da jeg gik derfra. Jeg var lige hjemme og vende og hente en kilometerlang indkøbsseddel, og skulle ud til bilen igen. Hvad der skete, ved jeg ikke rigtigt, men pludselig lå jeg der. Jeg havde vidst hængt fast i det, der er på vej til at blive til en flot havelåge. Og for at det ikke skal være løgn, landede jeg på den arm, som lige var blevet behandlet. I dag gør den ondt, og jeg kan mærke, at den mangler kræfter.

Og så var det, at jeg lå der og frydede mig over, at vores indkørsel er oppe mellem to andre huse. At der ikke var nogen, der kunne se mig fra vejen. For hold da op, hvor føler man sig åndsvag, når man som godt voksen ligger der og ser dum ud. Fru Hansens værdighed kunne ligge på et lille sted et øjeblik.

Fotoløs beskrivelse af en skøn weekend

Jeg kæmper en kamp, men det vil bare ikke. Jeg ville vise jer udsigten fra vores værelse på hotellet, hvor weekenden blev tilbragt. Men jeg kan da beskrive det som noget af det smukkeste med vand, skibe og udsigt til de små øer lige på den anden side af sundet. 

Vi har nydt. Der er gået ture og slappet af. Vi har spist god mad og fået dejlige vine. Vi har grinet, og vi har ført dybe samtaler. Alt i alt har det været godt for os, og der er ingen tvivl om, at det ikke var sidste gang. 

Det er heller ikke sidste gang, vi skal besøge Svendborg. Jeg vil rigtig gerne se byen i sommersol (modsat efterårs silende regnvejr). Byens gågade og de fine omgivelser er jeg slet ikke færdig med. Vi opgav at udforske ret meget, for der var dømt heldagsregn, og det væltede ned i rigelige mængder. Vi startede derfor den sorte Polo og tog turen til Rosengårdscenteret i Odense. Der blev købt bluse og sko, og vi var inde og få en god frokost. 

Hjemme var alt i skønneste orden. Syv glade unge mennesker havde spist sushi og hygget sig fredag aften, og lørdag havde Sara og hunden brugt i sofaen. Det var skønt at komme hjem og se dem alle igen...

Og det med billeder - ja, det kommer måske en anden dag, når der er styr på det f...... netværk. Lige nu overvejer vi anden udbyder. 

Starten på en god weekend

Jeg holder fri, for der er en masse at tage fat på. Drengene har været til tandlæge fra morgenstunden og er begge smidt af på deres skoler. Der er gang i vaskemaskinen, og indkøbssedlen ligger klar. Lige nu holder vi pause - Dodo og jeg. Hun ligger på sofaen ved siden af mig og nyder en solstråle.

I eftermiddag, når Bo kommer hjem, vil vi pakke den sorte Polo og sætte brobizzen på plads i forruden. Jeg håber, at vejret holder, for Storebæltsbroen er en smuk oplevelse i det rigtige vejr. Vejen går til Svendborg, nærmere bestemt Hotel Christiansminde. Det er tid til vores årlige weekendophold uden børn og hund. Uden madlavning og ting, der lige skal gøres. Med tid til nærvær, tid til at gå ture, og tid til at gøre, hvad vi har lyst til. At det hele tilsættes skønne omgivelser og udsigten til en skøn 3 retters menu lørdag aften, gør vel kun konceptet lidt mere tiltalende. 

Jeg har lige sat kameraet til opladning. Selv om vejrudsigten siger noget andet, så håber jeg, at det bliver vejr til lidt gode billeder og til at komme ud og mærke den friske sydfynske luft. 

God weekend herfra. Jeg vil holde skrivefri her, til jeg er hjemme igen.

Lidt om arbejde

På mandag starter et nyt kapitel i mit arbejdsliv. Og alligevel ikke rigtigt. Jeg vil stadig stå op og finde kontoret og mine kolleger, som jeg er rigtig glad for. Vi skal flytte lidt om og får nye pladser, men opgaverne vil være de samme, og der vil stadig være plads til kontorkattene.

Ændringen i min tilværelse er, at jeg nu har valgt at få fuld tid. I mange år har jeg ellers svoret, at det aldrig skulle ske igen. Sidst jeg arbejdede 37 timer om ugen (og fik løn for det) var i perioden august til oktober helt tilbage i 1995. Efterfølgende var jeg helt nede på 22 timer i en periode på 7 år. Det fungerede fint, for det var i den periode, hvor børnene var små, og hvor Mie og Jonas kom til verden.

Herefter kom jeg på 30 timer, da jeg arbejde i foreningen, og de sidste 7 år har jeg også ligget der omkring i timetal. Nu har jeg stort set arbejdet fuld tid siden januar og er ved sidste trivselssamtale blevet enige med chefen og mig selv om, at jeg lige så godt kan fortsætte og hæve min løn derefter. For jeg trives med det. Jeg har ikke noget imod at tage fuld tid nu, hvor ungerne er blevet store, og vores dagligdag er en ganske anden.

Min arbejdsplads er yderst fleksibel. Hvis jeg får brug for en fridag, så får jeg den, så jeg er ikke bange for at sælge mine fridage for løn. Så alt i alt tror jeg, at det er en fin løsning. Jeg får mere på bogen (som det vidst hed i gamle dage), men kommer ikke til at mærke den store forskel. Og hvordan er det lige. Man har vel bare et standpunkt til man tager et nyt.

Smuk morgen

Jeg har set billeder til morgen. Lige uden for mine stuevinduer. Det har skiftet fra helt lyserød himmel til nu, hvor den bliver fint blå med solen langt ude i horisonten. Jeg bliver aldrig træt af at følge morgenstunden fra stuevinduerne. Billedet er taget med mit lille Nikon og er næsten, hvad jeg så.

Mit indlæg i dag skulle handle om meget mere end det, men vi har vidst glemt at få udfyldt nogle fotosedler, og pludselig er tiden rendt fra mig, så jeg gemmer mine ord.

Jeg vil møde min mandag med højt humør. Det har været en smuk morgen, drengene synger begge på badeværelset lige nu. Deres sangvalg passer rigtig godt.

Det bli'r en god dag, jeg vil elske hvad den bringer.

Impulskøb

Sara og jeg har været en tur i Den Gamle Kirke. Bare for at kikke. Det troede jeg i hvert fald. Men jeg kom til at købe noget med hjem. Så som i lidt for dyrt, men bare så lækkert, at jeg ikke kunne lade være. Jeg har købt mig et par luffer i det lækreste skind, og med en inderside, der er så blød og lun, at jeg har lyst til at have dem på, selv om jeg er inde i stuen.

Her byder lørdagen på afslapning og velvære. Jeg vil lave en kande te og finde strikkepindene fremme. Jeg vil læse og jeg vil se TV. Jeg må godt, for jeg har været flittig i formiddags. Vinduerne er ordnet indvendig. Lidt af en udfordring at komme igang, for vi har valgt den hyggelige løsning med bondehusvinduer. 

Jeg håber, at din lørdag bliver god....

Gensyn lige om lidt

Jeg er ret sikker på, at der er mindst to, der vil nyde gensynet i dag. Dodo har savnet, og jeg glæder mig til at se hende, når Jonas kommer hjem i dag. Om jeg glæder mig? Ja for pokker da. Han har lige ringet. Bare for lige at advare på forhånd, for han har brugt lidt flere penge, end vi havde aftalt. Men de er altså brugt på gaver til familien, så det er vel i orden. 

Når Jonas og jeg kommer hjem, vil huset være som blæst. Jeg har aldrig været nogen haj til lige at løbe hele huset over med kost og spand. Men her er der nye tider. Sara har påtaget sig opgaven, og hun gør det rigtig godt. Aftalen er, at stueetagen bliver ordnet torsdag eller fredag, mens vi andre er på arbejde. Det er skønt at komme hjem til duften af rene trægulve. 

De lover regn, men det skal ikke ødelægge mit gode fredagshumør. Jeg vil møde dagen med højt humør og glæde mig over, at familien er samlet sidst på dagen.

Dagens planer i det uvisse

Jeg kører på arbejde lige om lidt. Hvis min kollega er blevet rask, skal vi på cafe og spise i aften og derefter ind og se "Den skaldede frisør". Hvis hun stadig er syg, aflyser vi, for så vil hun udgøre et frafald på 33%, og det er vel lige i overkanten. Jeg krydser fingre, for vi har glædet os til en fælles aften udenfor kontoret.

Jeg har stadig ikke fået SMS. Men jeg ved, at de skal på bustur i dag. Der står blandt andet Hammershus på programmet. I morgen, når han kommer hjem, vil jeg skælde ud, og så skal han have en ordentlig krammer. Her er lidt tomt. Hunden leder, og der mangler lidt skæv humor og teenagedunst.

Der klippes navlesnore

Jonas er med skolen på Bornholm. Han tog afsted mandag morgen, og den lovede sms om, at nu var de fremme er endnu ikke tikket ind. Jeg ved dog fra en anden mor, at hendes søn er landet. Så med mindre de har glemt Jonas på færgen.... Jeg foretrækker at tro på, at jeg ville have hørt, hvis der ikke var styr på tingene. Han skal nyde dagene. Helt uden at blive forstyrret af sin mor. Men skulle han komme til at tænke på mig, så ville jeg da elske den der sms, der endnu ikke er kommet. 

Sara lånte min bil igår - og kørte helt til København. Og ind i byen. Jeg var ikke helt glad, men det måtte jo komme. Hun var til en jobsamtale i går. En af dem, der egentlig ikke var helt i orden. Vi kan bruge dig hver anden weekend, men først skal du lige tage 3 ulønnede vagter, så vi kan se dig an. Absolut ikke i orden. Heldigvis bruger de hende flittigt fra skolen og sfo som tilkaldevikar, så jeg tror at hun er kommet frem til, at hun ikke behøver det andet. 

Jakob ser jeg ind imellem 10 minutter om dagen. Det er den tid det tager at pakke taske og finde rent tøj, inden man drøner tilbage til kæresten. 

Jo - jeg skal love for, at der blevet trukket i navlesnorene lige nu. Heldigvis er jeg også et sted i min tilværelse, hvor det føles helt i orden.... Også selv om jeg rigtig gerne ville have den der sms fra yngste..

Glædeligt gensyn

Der er mange mennesker, der har krydset min vej i årenes løb. Nogen kom bare forbi, og andre er blevet, og er kommet til at betyde en masse for mig. Nogen møder man tilfældigt, og andre bliver man af en eller anden grund sat sammen med.

Det sidste var tilfældet, da jeg for lidt over 14 år siden var så heldig, at få Lotte ind i min tilværelse. Det var en klog sundhedsplejerske, der havde set vores fællesnævner og regnet ud, at vi kunne have glæde af hinanden. Faktisk var vi 4 i vores lille område på det tidspunkt, så vi blev mødregruppen uden babyer. 

Idéen var guld. Vi mødtes i flok på rådhuset en enkelt gang, og så kom resten af sig selv. De to andre tabte jeg kontakten til, da vi var færdige med vores gruppe, men Lotte blev ved med at være en del af min tilværelse. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange liter kaffe vi har delt. Hvor mange franskbrød, der er skåret i skiver, og hvor mange ord, der er udvekslet mellem os. 

Vi fik begge en lille søn efterfølgende, og da Lottes store datter gik i skole, hvor jeg arbejdede, så vi så jævnligt hinanden og fik udvekslet kloge ord. Senere flyttede de fra området og kontakten løb ud i sand. For er par år siden fandt jeg Lotte igen. Længe leve Facebook, og i foråret var jeg så heldig at møde hende i vores område og få et kæmpe gensynskram.

Nu er hun også her. Lige midt i Blogland. Jeg vil glæde mig til at følge hendes kloge ord, for når alt kommer til alt, så var hun min aller bedste Lotte, da det hele var sværest.

Spis mere fisk

De kloge siger, at vi har godt af det, og vi vil også gerne. Men den fiskebil, der holder ved Brugsen, lugter bare ikke særlig godt, og jeg gider ikke de frosne. Men heldigvis er det med fisk som med så meget andet. Man får det da bare bragt.

Vi har valgt at få hver anden uge. Er alle hjemme, er der til to gange mad, men tit er flokken halveret, og så kan vi nyde flere gange. Og jeg skulle hilse og sige, at vi nyder. Vi tager os tiden til det, og følger de medsendte opskrifter. I går fik vi ovnbagt mørksejfilet svøbt i timian/citron med tomatsauce. Og så på en torsdag. Min blog er ellers ikke nogen reklamesøjle, men Skagenfood kan godt få roser med på vejen her. 

Ustabilt net

Vores internetforbindelse slår knuder, så det kniber med at komme på og navigere mellem siderne. Så det med at kommentere og skrive kan være lidt af en udfordring. 

De små blå sokker er hoppet af pinden og er nu i Post Danmarks hænder. Med i brevet kom en lille overraskelse, som jeg ved vil glæde modtageren. Der er alt for langt imellem de hyggelige forsendelser. 

Måske jeg bare skal trykke "udgiv" inden skidtet går ned igen. Det tror jeg. Kontoret kalder, og dagen ser ud til at blive smuk. God dag til dig.....

At vælge livet

I går aftes sad jeg og så et program om 4 personer, der bevidst havde valgt livet fra. De havde prøvet at slukke lyset og afslutte det hele, men fælles for dem alle var, at det var endt ved forsøg, og at de nu stod frem for at tale om, hvad det var der skete. Det gjorde stort indtryk på mig.

Det fik mig til at tænke på den gang, jeg selv traf et valg. Da Mie døde strejfede tanken. Jeg kunne tage med hende, og så kunne Bo blive her og passe på Sara og Jakob. Jeg tror faktisk slet ikke, at det er så unaturligt, når man står og føler sig revet midt over. 

Der skulle dog ikke mange tanker til, før jeg var klar over, at det ikke var løsningen. Sara og Jakob var alt for små til at undvære mig, og jeg har en hel familie, der elsker mig. Tænk hvad jeg ville påføre dem af smerte, kun for at lindre min egen. 

Jeg traf et valg - og det blev livet. Jeg kan se i mine dagbogsnotater, at det blev truffet lynhurtigt. Allerede inden Mies begravelse. Det blev en stor opgave at finde tilbage til det liv, som jeg havde valgt til. Jeg ville leve. Som i rigtig leve. Ikke bare spise og trække vejret. Men også mærke og være. I begyndelsen var det i den grad op af bakke. Jeg husker en fødselsdag (som jeg skulle have sagt nej tak til), hvor jeg pludselig var ude af stand til at spise. Jeg kunne ikke synke, og jeg endte med at måtte hjem. En anden gang er jeg listet stille væk fra et arrangement på skolen. Jeg blev pludselig bange for at være alene blandt så mange mennesker. Til trods for, at jeg havde Bo og børnene ved min side.

Jeg er glad for, at jeg valgte livet til den gang. For selv om man ind imellem får en over nakken, så nyder jeg tilværelsen og de dejlige mennesker, som jeg har fået lov at dele den med.

Samsø i solskin

Vi havde en rigtig god tur i går. Vi sejlede ud fra Kalundborg 9.25 med en træt 13 årig. Han mente næsten, at det var hærværk på en lørdag. Færgeturen bød på varm kakao og snak. Det er efterhånden sjældent, at man kommer ud at sejle, så jeg hyggede mig med det. Turen ud af Kalundborg Fjord er noget af det smukkeste. Især når vejret er med os, som det var i går.

Vi blev godt modtaget på Samsø efterskole, hvor to elever viste os rundt sammen med to andre familier. Skolen virker rigtig hyggelig med en masse små kroge og frirum, og en hovedbygning, der rummer alt det, som nødvendigvis må være på en skole. Forstanderen fortalte om hverdagen og alle de tilbud, som netop denne skole rummer. Beslutningen er taget, og vi behøver ikke flere ture, for det er her, Jonas gerne vil være. Her kan han dyrke sin skydning og en masse andre aktiviteter. Samtidig har skolen høje faglige ambitioner. Målet er at højne eleverne mindst et på deres karaktergennemsnit. Uanset hvilke forudsætninger, de møder ind med. 

Da hele arrangementet var overstået, blev vi kørt til havnen igen og gik ombord på Kyholm, der bragte os godt tilbage til Kalundborg.

I dag har jeg to drenge, der hoster og hakker, så det lyder ganske uhyggeligt. Jeg tror, at de trænger til nybagte kanelsnegle og en god kop te. Så mon ikke jeg bare skal finde køkkenet? 

Når ting bare ikke passe sammen

Jeg har prøvet vinterjakker i dag. Og jeg fik også en med hjem. Men for pokker da, hvor jeg svedte. Og tro mig. Det var svært at se sig selv i spejlet og holde vinterjakke for sig, og sandaler for sig. 

I morgen er vi fraværende. Vi skal med færgen 9.25. Der skal checkes efterskole på Samsø. Det er spændende - ikke mindst for for familiens yngste. Selv er jeg bare glad for, at der loves godt vejr i morgen. Det er nu meget rart, når vi skal ud på åbent vand. Jeg håber, at vejret indbyder til lidt billeder

Gratis mad og glæde

Vi klarede dagen i går. Noget af det løste endda sig selv, for Jakob skulle ikke hentes alligevel. Nu er jeg torsdagsklar og glæder mig over, at der ikke er det store at forholde sig til i dag. Der skal ikke engang laves mad, for mor har inviteret. Hun bor 5 minutter herfra, så det kan sagtens lade sig gøre på en hverdag. Hun er glad, for hendes sygdom har tilsyneladende valgt at holde pause. Hun lider af KOL, og har en elendig lungefunktion. Heldigvis er den uændret over det sidste år, og hun er nu tilmeldt et motionshold for denne specifikke patientgruppe. Det glæder mig, at tilbudene er der. Der kommer fysioterapeut, psykolog og andre eksperter, samtidig med, at motionen kommer højt på listen.  jeg tror, at jeg vil købe en blomst med på vejen og ønske hende tillykke med de glædelige resultater. 

En af de dage

Jeg er træt på forhånd i dag. Det er en af de dage, hvor det hele støder sammen, og hvor vi egentlig skulle have været to steder på en gang. Bo skal på kursus laaaaangt væk hjemmefra. Jakob er først færdig i skolen kl. 21.30 i aften og er uden mulighed for offentlig transport hjem. Jonas har musikundervisning - også uden mulighed for offentlig transport. Selv må jeg vise mig fra den pæne side og deltage i et forældremøde i 7. kl. Jeg tror, at jeg vælger den positive tilgang. At se fordelen i, at det hele klares på en dag. Hvis der ikke er noget blogindlæg fra mig i morgen, så er det nok bare fordi, at jeg sover.

iPad og blog

Jeg har nu været den glade ejer af en iPad i en hel måned. Jeg er vildt glad for den, og bruger den stort set hver dag. Men jeg har endnu ikke fundet ud af (gidet sætte mig ind i) hvordan man får billeder på bloggen, når man skriver fra iPad? Der er garanteret nogen af jer derude, der er klogere end mig, og som måske har den nemme løsning? Jeg har endda set, at nogen magter at få to billeder til at ligge side om side. Jeg har vidst meget at lære endnu. 

Det bliver ikke nu. Hverdagen kalder og jobbet skal passes. Vi er i en lidt spændende periode, hvor der skal lægges lidt om og indføres nye rutiner. Alt sammen til gavn for vores kunder, men absolut også for at få et bedre overblik over vores egen hverdag. 

Weekenden kom og gik - og lidt om sokker

Det har lige været fredag. En god en med fri og en masse planer. Alle planer gik i vasken, for Jonas kom syg hjem fra skole, og søster og fætter Viktor kiggede indenfor, da de kørte fra skole fredag. 

Det betød mindre, for gulvask og resten af tøjet kunne jo bare ordnes lørdag, og Matas havde også åbent, så mine planer kunne skubbes. Lørdag morgen ringede mor og inviterede til frokost. Det blev sådan en af dem, der varede hele eftermiddagen, så igen blev planerne skubbet. 

Så kunne jeg jo i virkeligheden have ordnet de der gulve i dag. Men jeg var oppe klokken 04.00 i morges for at køre taxa for husets ældste søn, så jeg sov længe. Og inden formiddagen var ovre, havde jeg en aftale om nabokaffe og en god snak i haven. Nu er det søndag aften, og mine gulve er ikke blevet ordnet. 

Jeg er mere og mere overbevist om, at planlægning er noget opreklameret noget.

Billedet her viser ikke en hund, der er sat i skammekrogen. Næh, det er Dodo, der venter på Bo. Her sætter hun sig, når han går i bad om morgenen, og hun flytter sig ikke, før han kommer ud igen. Hun er en underlig lille størrelse.

Og så ved jeg godt, at jeg lovede, at det var slut med underholdning fra sokkeskuffen. Men jeg har altså hygget mig med disse hen over weekenden. Væk er de gamle strømpepinde og historien om, at jeg lige skal have gjort den sidste færdig. Her bliver begge strikket på en gang, og omvendt af, hvad jeg plejer. Jeg valgte at lave et par helt små, for at prøve teknikkerne af, vel vidende, at ingen her i huset kan passe dem. Men jeg tror at jeg ved, hvor de skal lande, når jeg er helt færdig. 

Jeg håber, at du har nydt din weekend.