Godt nytår

Her på årets næstsidste dag vil jeg gerne have lov at ønske rigtig godt nytår til jer, der trods min manglende aktivitet stadig hænger ved her. 

Vi har haft den skønneste jul og nyder nu dagene, inden det går løs igen. Vi skal have gæster igen i morgen. 2 hold gode venner kommer og fejrer årets sidste dag med os. Vi deler opgaver, så vi skal bare sørge for kød på grillen og lidt tilbehør til dette. Bo laver som sædvanligt sin hjemmebagte kransekage, og vi ser frem til en hyggelig aften.

At hverdagen derefter venter lige rundt om hjørnet, tager vi stilling til, når den tid kommer. Måske jeg får taget mig sammen til at dele lidt mere af den igen.

Rigtig godt nytår til alle. Jeg håber, at I får den dejlig aften, og at det nye år må bringe jer godt.  

Stille nydning

Nogen er kørt til Slagelse for at se Hobitten. Nogen er faktisk resten af familien, så nu er jeg alene hjemme med hunden. Og inden nogen skal finde på at synes, at det er trist for mig, så vil jeg understrege, at det er mit eget valg, og at jeg har glædet mig til et par timer helt alene i huset. Jeg elsker når flokken er samlet, men jeg nyder i den grad også min alenetid. 

Vi er godt på vej nu. Jeg tror faktisk, at vi har styr på det hele. Grøden til ris a la mande er til nedkøling nu. Ænderne og stegen ligger i køleskabet, og der er rå mængder af vanillekranse og brune kager i dåserne i bryggerset. 

Jeg har overvejet, om jeg skulle smutte i Loop, mens de andre er ude af huset, men nej - juleferie - så jeg bliver hjemme. I øvrigt kan jeg pudse glorien og fortælle, at jeg har været i træningscentret 2 - 3 gange om ugen, siden jeg sagde det højt i oktober. Jeg elsker at få arbejdet kroppen igennem, og jeg kan allerede mærke, at det giver bonus. Jeg er aldrig træt i ryggen mere, og jeg bliver ikke øm i min e kontormuskler på samme måde. Status er, at jeg kan lide det, og at det gør godt for mig, så det har jeg tænkt mig at blive ved med. 

Jeg er ikke sikker på, at jeg når til tasterne mere på denne side af juleaften, så jeg vil ønske jer alle en rigtig glædelig jul - jeg håber at den må blive, som I ønsker det.

Kom bare an jul

Hvis nogen spørger mig, hvor december blev af, så kan jeg ikke svare. Jeg er i den grad blevet fanget i det i år. Planlægning og styr på tingene har været en by i Rusland. Hvorfor det blev sådan, aner jeg ikke, men det er fakta.

Nu er vi landet. Jeg har ønsket pigerne på kontoret glædelig jul, og jeg har fået børnene hjem på juleferie. Vi har fået styr på gaver og julemad, og der står kun et par enkelte ting på indkøbslisten. Nu kan jeg mærke at jeg lander, og at roen indfinder sig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg nyder det. 

Julen skal holdes hjemme igen i år. Vi bliver bare 9 omkring bordet og der er planlagt hygge og pakkeleg. Juledag er vi bare vores lille familie, og så går det ellers løs med julefrokost 2 dage i træk. Ellers har vi lagt så få planer som muligt, så vi bare kan gøre, som vi har lyst til.

Nu vil jeg smutte en tur rundt i Blogland, for det er længe siden.

Mit nye værelse

Først vil jeg lige fastslå, at jeg bagte æbleskiver igen i fredags. En dobbelt portion - lavet på samme tid, for jeg satte 2 pander på komfuret. Der blev sat pris på mit hjemmebag, så det var hele besværet værd.

I dag sidder jeg på kontoret. Ikke der, hvor jeg plejer, så der er ikke nogen kontorkat. Jeg har fået mit eget værelse herhjemme nu, og muligheden for at arbejde hjemme er også blevet en realitet. I dag er Bo hjemme, for der er service på gasfyret. Derfor blev det også min første hjemmearbejdsdag. Jeg er ikke noget stort lys ud i teknik, så det er kun rart, at han har kunnet hjælpe mig med at sno kablerne rigtigt og få forbindelse til printeren, og hvad ved jeg. Det er stadig meningen, at langt de fleste timer, skal lægges på kontoret med kollegerne, men det er nu en god ting også at kunne trække i trådene her hjemme fra.

 

Her er rigeligt plads, så Bo har lavet et bord til mig af en god stor køkkenbordsplade. Sådan en med ekstra dybde og et par meter i længden. Når jeg pakker mit kontor sammen, kan jeg bruge det som sybord. Der er fint plads til både saks, symaskine, kaffekop og rod på en gang. Jeg glæder mig til at komme lidt i gang med den slags igen.

 

På lørdag er det tid til julefrokost med pigerne fra kontoret. Vi har besluttet at udelukke mændene i år, og chefen har inviteret os på Skodsborg Kurhotel  til velvære og god mad. Jeg har aldrig været der, så jeg glæder mig rigtig meget.

 

Nu er pausen forbi, så jeg vil igen tage arbejdskasketten på, lave løn til nogen folk, og få nogle afstemninger til at gå op.

Den der planlægning

Vi har en aftale på fredag. Vi skal glögge og æbleskive med naboerne, for sidste år nåede vi det ikke. Arbejdsfordelingen er klar. Bettina laver glöggen, for hun gider ikke at bage æbleskiver. Og i min verden skal de altså være hjemmelavede. Derfor gik jeg i køkkenet i søndags for at producere lidt til maven og lidt til fryseren. Jeg gangede opskriften op og satte gang i 2 pander og fik lavet en gevaldig portion - syntes jeg selv. Jeg havde bare glemt at tage højde for, at yngste var hjemme fra efterskolen, og at det snart er et år siden at ældste søn havde smagt mors hjemmelavede. Og at mormor kom forbi og lige skulle smage ændrede også en del på det hele. Alt i alt er der kun en lille sjat i fryseren. Ikke noget, man kan byde gæster på, så nu må jeg i gang igen. Jeg ved godt, hvad jeg skal lave fredag eftermiddag, for man kan ikke prale af hjemmelavede - også komme med dem fra Brugsen, kan man vel?

Flokken er samlet

Sara kom hjem i går - uden at vi havde planlagt, og dermed er flokken samlet, for Jonas har også lang hjemmeweekend denne uge. Det sker ikke så tit mere, så jeg nyder, og børnene nyder. Vi har planlagt Mortens Aften i morgen, for det er bare ikke passende på en mandag aften i vores familie.

Jeg ved godt, at det stadig er et uartigt ord flere steder, men det sniger sig ind nu. Både i mine tanker og i mine indkøb. Nå ja - og en lille smule i min stue, men det er fordi jeg fik en værtindegave sidste lørdag med små hueklædte væsener, og da de først stod på tv-bordet kunne det næsten ikke betale sig at pakke dem ned igen. Nu siger jeg det højt. JUL. Jeg er gået i julegear, og jeg kan ikke gøre for det. Jeg har lyst til at bage brunekager (for jeg nægter at købe det, der er i Brugsen, og som har stået fremme et stykke tid). Jeg har 3 små adventpakker liggende på et hemmeligt sted. Med børn ude i landet er det godt at være i god tid - jeg skal jo samarbejde med postvæsenet. 

Weekenden lurer lige rundt om hjørnet nu. Det bliver sådan en, hvor der ikke er planlagt det store - bortset fra lørdagens and. Sara skal tegne en del, og kender jeg Jonas ret, så vil han nyde at have sit værelse for sig selv. Vi skal bare nyde, og drømmen går lidt på, at der bliver tid og vejr til en god tur i skoven eller ude ved vandet. 

Doven blogger - og Instagram

Det er mig....

Jeg holder meget af blogland og jeg læser næsten dagligt med rundt omkring. Men at få skrevet. Jeg har tit ord i mit hoved, men der er åbenbart langt fra hoved til tastatur. Det sammenholdt med, at jeg også er for doven til at få taget billeder for tiden gør, at bloggen hviler sig lidt.

Weekenderne har ben at gå på lige for tiden. Vi har lige holdt Saras fødselsdag. Hun kom hjem og bagte og gjorde klar, og så mødte familien op her for at fejre hende. 22 år blev hun. Jonas blev på skolen, for de er ved at øve musical, og han har sin plads i musikken. Familien fra øen kom ikke hjem, og fætter Viktor var hos sin far. Dermed var Jakob med sine 19 år selskabets yngste. 

På søndag skal vi til Samsø og se den omtalte musical. De skal spille En skærsommernatsdrøm, og jeg glæder mig meget til at se, hvad de har fået ud af det. Hele ugen er brugt intensivt på projektet, så det kan sikkert kun blive godt. Samtidig skal vi til de første skole-hjem samtaler for at høre, hvordan det går den unge mand - både fagligt og socialt. Han sendte et snapchat i aftes med første karakterblad, og det kunne han godt være bekendt. Heldigvis er han sådan en, der både er til sjov og alvor, så han har altid foretrukket at have orden i sine skoleting og dermed sine lektier.

Hvis nogen af jer skulle have lyst til at kikke med, så er jeg også gået hen og blevet aktiv på Instagram. Et sjovt medie, som er lidt hurtigere en blogland, men også dermed uden mulighed for de længere og mere tænksomme skriverier. Også der har jeg brugt mit navn susannekhansen. Måske vi ses.

Jeg vil angribe min dag. Den bliver lang i dag, for jeg er kommet til at tage en ekstra arbejdsopgave på mig. God dag til dig..

Jo - det er ganske vidst

Jeg var en tur i centeret i går. Jeg købte ingenting, for det var ikke sådan et center. Det var sådan et med store underlige maskiner og svedende folk. For første gang - og det i en alder af 47 - har jeg sat mine ben i et træningscenter og har bevæget mig rundt blandt andre fitnisser. Oplevelsen var positiv. Jeg kunne faktisk noget. At jeg kan blive bedre, er der slet ikke nogen tvivl om, men jeg kunne noget. Jeg havde en sød instruktør med rundt, så jeg kunne blive præcenteret for maskinerne, og bagefter tog jeg 2 omgange på egen hånd. I dag er kroppen træt og øm på udsatte steder, men sådan skal det være. Jeg er blevet LOOP-fan, og nu vil jeg arbejde imod at få styrke i kroppen og finde energien i træningen. Hvis jeg skulle finde på at pause, så husk mig lige på, hvad jeg har sagt her.

Dagen i dag starter smukt. Billedet uden for havedøren har været helt fantastisk, men da jeg fik kikket ud den anden vej, så jeg is på bilen. IS. Jeg løber igen, for der skal skrabes 

22 år

I dag er det 22 år siden, at 2 blev til 3. At vi gik fra at være kærester til også at være mor og far og en lille familie. Sara kom til verden og dermed var vores tilværelse ændret for altid. Vi skal ikke fejre sammen med hende i dag, for hun vil være at finde på designskolen i Kolding. Vi har en aftale den kommende weekend. Så kommer hun hjem, og vi holder børnefødselsdag i vanlig stil. Det er efterhånden nogen år siden, at billedet her blev taget, men jeg faldt over det, da jeg var på rejse i gamle ting i weekenden, og fik lyst til at dele.

Som sædvanlig overhaler virkeligheden bloglivet. Jeg har travlt med at ordne ovenpå, så jeg igen kan indrette kontor og her-må-jeg-rode værelse. Jeg har vilde planer om at få støvet min symaskine af. Jeg har lyst, og jeg kan huske noget om, at jeg faktisk godt kan finde ud af at lave gode ting, når jeg får sat mig. 

Søndagens ekstra time blev brugt i skoven. Vi fik travet næsten 6 kilometer i dejligt vejr, og jeg fik da også fanget et par gode billeder. Mere om dem en af de nærmeste dage, for jeg må vidst hellere huske at være lidt med her....

Lidt tanker på en søndag

For nogle dage siden, læste jeg et indlæg hos Mia om det at hilse på folk, man møder. Det fik mig til at tænke på en lille episode for et par uger siden. 

Jeg var på vej på arbejde, og skulle en tur ind til bageren. Da jeg går ud derfor møder jeg en mand, som jeg ikke tror, at jeg har set før. Jeg kender ham i hvert fald ikke, og jeg tror ikke, at han er en af de lokale. Da han møder mig, lyser han op i et smil - hilser god morgen og ønsker mig en god weekend. Jeg gik videre til mig bil og fandt mig selv bag rettet med øre-til-øre smil. Den rare mand, havde skudt min dag godt i gang. 

Vi talte om det på kontoret. Om hvor lidt, der egentlig skal til for at glæde, og om hvor let det burde være. Man bør nok møde verden med et smil og en flink bemærkning i stedet for at gå og tælle striberne i fortovet. 

En mand og hans guitar

I går bød på en musikoplevelse af de bedre. Jeg er stor Tim Christensen fan og har før oplevet ham med band og stor lyd. I går indtog han Cafe Ludvig i Sorø med sin guitar som eneste følgesvend. Vi var godt underholdt lidt over 2 timer. God musik blev blandet med små historier og det hele smeltede sammen til en enhed. Jeg holder meget af at komme på Ludvig. Der er ikke plads til mere end ca. 200 gæster, vil jeg tro, og man sidder ved små caféborde og kan nyde et glas eller en kop kaffe, mens der underholdes fra scenen.

At herren på billedet kan sit håndværk, skal der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Han nærmest smeltede sammen med sin guitar, når der skulle spilles mellemstykker i musikken. Og synge kan han også. Han er lige nu på tourne rundt i landet med sine strenge, og det kan absolut kun anbefales at indløse billet og lade sig underholde. 

Der var 1, der var 2, der var 3

Faktisk fik vi ikke mindre end 5 retter, da vi satte os ved bordet i Restaurant Louise på Hindsgavl Slot. Og som Ellen ganske rigtigt siger, så kan de noget med gastronomi på det sted. Jeg snuppede menukortet med i tasken, og derfor er jeg faktisk i stand til at fortælle, hvad vi spiste

Gratineret krabbecrouton med sauce af krabbebisque,

 urter og dild

Terrine af foie gras med sprød hvede

 og slottets æblegele

Hjemmerøget lyssej med

sur sød fennikelsalat og kørvel

Rosastegt krondurfilet med krydderbagte jordskokker,

syrlig rødbedecrudite, persille,

pommes anna og morkelsauce

Pocheret pære i lakridskaramel

med valnøddeiscreme

Det hele var veltilberedt og blev serveret med vine, der var udvalgt til retterne. Vi var begejstrede. Måske ikke lige så voldsomt for 2. ret, for foie gras er bare ikke noget, jeg bryder mig om. Og vinen vi fik til netop denne ret var sødere end sød, hvilket jeg heller ikke bryder mig om, men det kunne de flinke mennesker på Hindsgavl jo ikke vide.

På mit køkkenbord står 6 glas. Jeg har kogt mine kvæder og fået fremtryllet det smukkeste røde gele. Der er bare lige en lille detalje. Det står stadig og er flydende. Det er kogt, og det er kogt igen med ekstra geleringsmiddel. Der sker bare ikke en fløjtende f*s. Jeg har aldrig kogt kvæder før, så min erfaring er ikke eksisterende med den slags frugter. Målet var ikke saftevand, da jeg gik i gang. Det var smuk fast gele. Kan jeg give det et opkog mere med endnu mere stivelse, eller skal jeg mon erkende, at det bare ikke gik i denne omgang???

Slotsfrue for en weekend.

Det var slet ikke så tosset. At pakke bilen og vinke farvel til søn og hund og sætte kursen mod Middelfart. Sidste weekend blev tilbragt på Hindsgavl Slot i et næsten royalt værelse. Det var en sjov oplevelse at lukke sig ind og træde ind i en tidslomme. Vi ankom fredag og fandt en pizza i byen og gik slukkede lyset tidligt.

Lørdag bød på lækker morgenbuffet. Bagefter kørte vi en tur til Middelfart og kikkede lidt på bylivet og nød en hjemmelavet isbåd på havnen. Tilbage på slottet gik jeg i receptionen og hentede et kort over vandreruter i området. Vi valgte en god tur på næsten 7 km. og gik i den skønneste natur. At vi fik noget, der ligner en sommerweekend gjorde kun det hele endnu bedre. 

Lørdag aftens 5 retters menu er et kapitel for sig. Vi blev mødt med en velkomstdrink. Derefter fik vi serveret 5 fine retter med tilhørende vine, og jeg må sige, at nogen har tænkt over tingene. Alt var fint afstemt, og det hele (næsten) var rigtig godt. Aftenen sluttede med kaffe med cognac og baleys på værelset. På det tidspunkt var vi så stoppede af god mad og drikke, så vi ikke orkede at spise den hjemmelavede chokolade, der også fulgte med. 

Søndag morgen gik vi tur på slottets område og læste om den unge frøken, der kom så grueligt af dage og siges at opsøge herrer i slotsparken. Vi mødte ikke nogen. Måske fordi, det var helt lyst.

Livet som slotsfrue er slet ikke så tosset, men det var nu heller ikke dårligt at lande i virkeligheden på Helsingevej søndag middag. 

Det med navne

Der har rod i netforbindelsen i weekenden, så jeg har hverken fået læst det store eller kommenteret. Men jeg fik lyst til at vende tilbage til det med navne. For glæden ved at møde Johanne fik mig til at tænke på mine niecer forrige sommer. 

Jeg var inde og besøge dem på Amager, og da vi spiste skulle Frederikke fortælle en hen masse. Under hendes endeløse strøm af ord, fik hun flere gange kaldt mig Marianne. Det er jeg vokset op med, for det hedder min søster. Hos farmor hed vi tit Marisusanne og Susmarianne, for hun kunne om nogen bytte rundt på os. Tilbage til tøserne på Amager, så blev det navnerod for meget for Augusta, der på det tidspunkt var 3 år, og hun måtte irettesætte sin søster.

"Nej Frikke, det er ikke Marianne. Han hedder faktisk Suhanne"

Johanne nød selskabet

Og det gjorde Susanne også. Rigtig meget.

Torsdag og fredag er fridage i denne uge, og jeg nyder. Torsdag var afsat for længe siden. En aftale med Inge om gensyn, en masse snak og hygge. Vi var på café og fik shoppet lidt. Nu har jeg kjolen til slotsmiddagen på lørdag på plads, og Inges tørklæde kom til at koste en god del mindre, fordi forretningerne åbenbart sætter forskellige krav og ønsker til avancen på deres varer. 

Og hvordan kommer Johanne så ind i billedet. Jeg kendte hende ikke, da jeg kørte hjemmefra i går, men jeg nåede at lære at reagere på navnet, som var det mit ejet. Jeg kan ikke huske, hvad du hedder sagde den lille gut, og så fortsatte han med at kalde mig Johanne. Den lille gut er Emil, som alle der kender Inges blog kender ganske godt. Det var en stor fornøjelse også at møde ham i det virkelige liv og udforske krabbebassinet på Roskilde Havn sammen med ham, Inge og Hasse.

Det var faktisk 2 år siden, at vi sidst trak en dag ud af kalenderen og hyggede i Roskilde. Men nu er det sådan, at det er min tur til at give frokost næste gang, og hvis der går 2 år igen, så er jeg bange for, at jeg kommer til at glemme, og det går vel ikke :-)

Da jeg kom hjem på Helsingevej efter en skøn eftermiddag var maden lavet og sat på bordet. Sara er hjemme, for hendes weekend er lige så lang som min. 

Så svingede hun køllen

Og jeg skal skynde mig at sige, at jeg godt ved, at det hedder det faktisk ikke. Faktisk var det jern, jeg havde i hånden. 3 forskellige af slagsen og alle venstrehåndsjern. Vi var jo på Samsø i søndags. Til forældredag på efterskolen og til gensyn med sønnen. Når han ikke vil komme til mor, må mor jo komme til ham. Vi havde nogle gode timer på golfbanen i næsten helt tørvejr, mens familien var ved at svømme væk hjemme i nærområdet. 

Jeg lærte flere ting. Blandt andet, at det er rigtig hårdt for hænder og arme, når man ikke er i træning. At man kan få græstotter til at flyve næsten ind i nabokommunen, hvis man rammer hårdt nok. Jeg lærte også, at det kan gøre temmelig ondt i armen, når man går efter græsset i stedet for den lille hvide.

Jonas er rigtig glad for at være på skolen. Så glad at han han allerede har besluttet sig for, at han ønsker et år mere samme sted. Man søger efter efterårsferien, og i langt de fleste tilfælde er der andenårspladser nok til ansøgerne. Vi har snakket om at se noget andet, men det har han slet ikke interesse i. Han arbejder målrettet på at komme ud af busken i undervisningen og han nyder det sociale. Der er slet ikke nogen tvivl om, at det er godt for ham at være der. 

Dagen blev lang. Vi skulle først med færge fra Samsø klokken 20.00, og turen til Kalundborg varer det meste af 2 timer. Ikke lige ønsketænkning en søndag aften, men dagen var gået rigtig godt, så det var det hele værd.

Nu glæder vi os til næste år. Der bliver færgen omlagt, så den lægger til i Ballen havn i stedet for omme på den anden side af øen. Det vil forkorte færgeturen til en time og et kvarter. Og turen fra skole til færge vil blive omkring 6 km. kortere. 

Lige om lidt er der gensyn. Skolen lukker nemlig ned i weekenden og sender alle elever hjem på forlænget weekend. Jonas skal hentes ved færgen torsdag aften, og så har vi ham hjemme lige til mandag morgen. Ikke dårligt, hvis man spørger hans familie herhjemme. 

Alt godt kommer til den, der venter

Det har jeg selv hørt en gang. Jeg venter endnu. Måske en enkelt læser husker, at jeg efterlyste erfaringer med små kameraer med stort zoom. Jeg fik fin respons og har også været ude og mærke på de rigtige varer. Der er blevet læst og der er blevet undersøgt, og målet var bare, at det skulle ligge i tasken, når vi kørte til Bornholm i sommer. 

Som så mange andre gange, så er planer til for at blive ændret. Kort tid inden sommerferien krævede bilen ekstra opmærksomhed. Det var noget med en eller anden rem under hjelmen, der skulle skiftes. Samtidig med, at den skulle have nye dæk, naturligvis. Need to have blev skubbet ind før nice top have. 

Nå, men vi har det jo meget godt, og jeg har da også fået lagt lidt til side, så jeg kunne overveje at handle nu. Så var det bare, at planerne blev ændret igen. En lørdag formiddag fik Bo gode idéer og pludselig var der vendt rundt på hele vores stue. Vi har fået mere plads, og det helt uden at rykke på væggene. Det hele blev rigtig godt. Med undtagelse af en enkelt ting. Vores TV-bord, der kan føres ca. 21 år tilbage passede ligesom ikke rigtigt ind i det hele mere. Det så for at sige det mildt både gammelt, slidt og mindre pænt ud, da det fik en mere fremtrædende plads i stuen. Og sådan gik det til, at jeg stadig ikke har nyt kamera. Til gengæld har jeg en stue, som vi er fint tilfredse med, og det er da slet ikke så tosset. 

Selv om mit gamle kamera stadig virker, er der ikke nogen billeddokumentation. Det roder stadig med pap og værktøj på stuegulvet, for pludselig var klokken mange og dagen var væk. Og mit kamera - tja, måske ender jeg med en model, der slet ikke er opfundet endnu. 

Årets høst

For nogle år siden satte vi træer i haven. 2 æbletræer og en kvæde. Træerne er stadig ikke større, end at familiens højeste kan kikke over dem. Til gengæld skal man godt nok kikke langt efter noget at høste - i hvert fald på æbletræerne. Det ene har aldrig båret et eneste æble, det andet gav 3-4 stykker sidste år. I år stod det med de fineste blomster, men hen over sommeren har de små æbler sluppet taget og er landet på jorden.

Billedet her er taget i dag. Min kvæde kan nemlig noget i år. Nu skal jeg så bare lære, hvad jeg gør ved de ting, som den kan. Jeg er fuldstændig på glatbane, hvad kvæder angår. Så mit store spørgsmål går til de erfarne ude i blogland. Hvordan anvender I kvæder?

Lige nu ser 2 ud af 3 landskamp. Jeg er den 3. og jeg er helst fri for fodbold. Jeg kan ikke holde mig fast, når de kan drøne rundt efter en bold i 2 x 45 minutter og så måske alligevel ikke lave mål. Så hellere en tur i blogland og lidt forberedelse til ugen, der venter lige om hjørnet. 

Septemberstart

Jeg valgte at slukke august og at åbne september liggende på sofaen med meget ondt af mig selv. Sådan en omgang forkølelse, hvor hovedet er ved at hoppe af, og hvor næsen bare kun vil løbe. Træt har jeg været, men overlevelsesprocenten endte på 100, så ingen klager herfra. 

Kalenderen for september er kørt helt i stilling nu. Jeg ved, hvornår der er bliveweekend på skolen på Samsø, og jeg ved, hvornår jeg er helt sikker på, at der kommer nogen hjem. Jeg ved faktisk også, at jeg skal prøve noget nyt. Vi er nemlig inviteret til forældrevalgfagsdag. Som ekstra service sørger skolen for billigbilletter til færgen sådan en dag. Man skal bare købe dem via et link, så bliver det under halv pris. Vi har selvfølgelig tilmeldt os, så i næste uge skal vi til Samsø og prøve noget helt nyt. Vi skal spille golf. For første gang i hele vores tilsammen 94 år.

September byder også på gensyn. Vi har en god middagsaftale med et hold venner, som vi ikke har set nok til hen over sommeren. En ren tøseaftale ligger også og venter på en torsdag. Jeg er blevet enig med mig selv om, at den skal udløse en fridag om fredagen også. Bare fordi jeg kan.

Sådan alt i alt vil jeg gå september i møde med godt humør og høje forventninger. Som udgangspunkt bliver dagene, hvad vi gør dem til, og jeg vælger at gøre dem gode.....

Jeg har fået tid

En gang var vi 5 her hjemme. Og det endda med nogen i små størrelser. Vaskemaskinen var en ting, der hele tiden stod og summede ude i bryggerset. Tiden gik med at ordne det, der kom ud af den. Med at købe ind og slæbe mælk hjem i endeløse baner. Med lektielæsning og kørsel til musik og sport, og sådan kunne jeg blive ved. Nu er vi 3 herhjemme i hverdagen. 3 voksne faktisk. Der handles ikke mere, end der kan være i en kurv. Jeg vasker kun en gang om ugen, og nu skal opvaskeren kun tømmes hver anden dag. Kort fortalt, så har jeg fået tid. Og jeg er lidt overrasket over, hvor meget tid det har givet, at gå fra 4 til 3. Måske det også hænger sammen med, at ældste søn har besluttet at være en del af det hele, nu hvor han ser sig selv som voksen. Sidst jeg havde vasket, kom jeg hjem og fandt det hele taget ind og lagt sammen - bare fordi.

Jo - det er nye tider. Og jeg nyder.

At det ikke har sat sine spor her er en anden sag. Jeg tror stadig, at jeg lider lidt af skriveblokering. Det er ikke fordi, jeg ikke foretager mig noget, jeg kan dele. Og det er heller ikke fordi, jeg ikke følger med rundt omkring. Tit og mange gange bliver det bare fra telefonen, og så er tasterne altså så små, at det bliver besværligt at kommentere.

Nu vil jeg gå i gang med dagens program. Arbejdet skal passe, og en god ven skal fejres lidt i aften. Dagen kan godt gå hen og blive lang, men jeg er sikker på, at den også bliver god. 

Dialogen - kapitel 3

Det var rigtig godt. Denne gang foregik det nemlig i sofaen - men først efter at have krammet og fyldt godt på tallerkenen. Jonas landede i Kalundborg i går aftes kl. 19.20. Træt, sulten og en anelse snottet. Det har været nogle gode og intense dage, og selv om det er skønt med en weekend hjemme, så glæder han sig også til at komme tilbage til skolen. Alt er vidst som det skal være. 

I dag skal han vidst bare sove længe. Og så skal hunden klappes, og kæles og nusses. Der har været savnet, og det er gået begge veje. Der er ikke tal på de gange, hvor Dodo har stået og kikket op af trappen og grædt lidt. 

I eftermiddag skal vi alle en tur til Salon Kam & Saks og have rettet hårpragten lidt til. Herefter står den på hjemmelavet pizza efter yngstes ønske. Hvad weekenden bringer, ved vi ikke. Den er aftaleløs og helt vores egen. 

Billedet her har ikke det mindste med teksten at gøre. Det er taget ved Bildsø Strand, få dage efter vi kom hjem fra Bornholm. Det lugter af sol og sommer og minder mig om, hvor meget vi nød vores 3 uger.

En dialog mere

Jeg har ikke gjort det. Altså ringet til Samsø. Jeg har haft lyst, men så har jeg fortalt mig selv, at det er imod min aftale med mig. Så må man følge lidt med i det stille. Blandt andet på Facebook, hvor jeg har kunnet se, at han har danset folkedans med et lidt anstrengt smil, men dog med et smil. Jeg måtte vente helt til torsdag, før den første SMS fandt vej til min telefon. Den nævnte SMS er nem at gengive her:

Mads kan godt den 22.

Okay - så er den oplysning hjemme. Hvad med "jeg har det godt", eller "jeg glæder mig til at se jer". Men nu var døren da ligesom sparket ind, så jeg tillod mig at svare:

Det er fint. Har du det godt derovre?

Det har han. Det skrev han i hvert fald. Siden har vi byttet et par Snapchat med korte bemærkninger, og nu kan vi tælle ned til torsdag, hvor han kommer hjem på forlænget weekend. Vi skal på arbejde fredag, men det passer nok den unge mand fint. Jeg vil tro, at der skal soves længe og at hunden skal have ekstra opmærksomhed. 

Den indre dialog

Følgende dialog har fundet sted i løbet af det sidste døgns tid. Der er ikke nogen, der har hørt det, for det hele er foregået i mit hoved. Der er et par indre stemmer, der får sit eget liv ind imellem. Vi kan jo kalde dem for mor 1 og mor 2. 

Mor 1: Gad vide, hvordan han har det lige nu.

Mor 2: Han har det godt. Basta. Ellers havde du hørt det.

Mor 1: Ja, men han er ikke så gammel, og det er første gang, han er helt på egne ben på den måde.

Mor 2: Muligt, men han er en fornuftig dreng på 15, så han finder ud af det

Mor 1: Okay, han er 15, men han er altså kun lige fyldt 15. Hvad hvis han nu bliver ked af det?

Mor 2: Så er der nogen omkring ham hele tiden, og han har fuld tillid til sin kontaktlærer

Mor 1: Jamen, hvad hvis hun ikke har tid, fordi der er andre, der er kede af det?

Mor 2: NU STOPPER DU............

Jeg har ikke ringet, og jeg har ikke skrevet, for han skal jo have lov at være, og han var faktisk ved godt mod, da vi sagde farvel i søndags (som vidst kun er et par dage siden) Telefonen har både ringet og bibbet SMS siden, men ikke en lyd fra Samsø. Det er fordi, det går godt. Jeg ved det, for det er jo prøvet før. 

Vi havde faktisk en rigtig god dag på Samsø i søndags. Vi kom sammen med 156 andre familier med biler pakket op med cykler, tøj og en helt masse andre vigtige ting. Jonas er kommet på værelse med en dreng, der virker til at være et godt match, og han var yderst positiv efter vores lille familiemøde med hans kontaktlærer. Denne uge er skemafri. Der skal rystes sammen og de skal lære hinanden og stedet at kende. Vi giver ham ro den første uges tid, for vi ved, at han nok skal ringe hjem, hvis han får lyst.

Jeg skal ikke afvise, at de indre stemmer dukker op igen i dag. Lidt pyldremor har man vel lov at være. 

En weekend for 2

De sidste 5-6 år har vi taget en weekend ud af kalenderen og brugt den på os selv. Bare Bo og Susanne uden børn og hund. Vi nyder det hver gang, og vi har en aftale om, at det skal vi huske. Nu er det ved at være tid igen. Vi har nogle gavekort liggende fra weekendgavekortet.dk, så vi er en smule bundet. Men når man klikker ind på deres hjemmeside, er der mange gode bud. Jeg tror, at vi ender i det fynske denne gang. Lige nu går tankerne på Hindsgavl Slot. Selvfølgelig med en overdådig mange-retters-menu lørdag aften og fornøjelsen af at stå op til morgenbuffet. 

Først skal vi som bekendt lige have Jonas over vandet og installeret på Samsø. Det kører i mit hoved hele tiden, for selv om vi har fået en pakkeliste, er der mange ting at huske alligevel. Vi er dagligt kommet i tanke om noget - og tit noget, der skal købes. I dag slapper vi af, når vi har fået fri. I morgen skal der pakkes og det sidste skal vaskes. Søndag morgen er det tidligt op. Færgen afgår lidt over 8.00, og så er det pludselig alvor. Puh - det rykker tæt på.....

Hverdag igen

Om det er fordi jeg blev et år ældre i mandags, ved jeg ikke. Men jeg føler mig godt nok brugt. Hverdagen er nu igang på 2. uge, og egentlig er det slet ikke så tosset. Bo startede med en vagtuge. Den endte med at blive ond med flere nattekørsler. Det sætter spor. Både hos den stakkels mand, der må køre, men også hos mig, for jeg kom gevaldigt bagud på min skønhedssøvn. 

Jeg har endelig fået lagt mine feriebilleder over. Bornholm er noget af det skønneste, og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ikke har været der for sidste gang. Jeg elsker naturen, roen og det storslåede. Selv når vi går tur i Gudhjem sammen med mindst en million andre turister, fornemmer jeg ro. 

Lige nu går tankerne på noget helt andet. Vi tæller ned, for på søndag skal vi ud at sejle igen. Vi sætter kurs mod Samsø, hvor Jonas skal sættes af. Der skrives pakkelister, der vaskes og gøres klar. Ind imellem dukker der noget op, som vi også lige skal huske. Han har selvfølgelig sommerfugle i maven, men han glæder sig. Det bliver underligt ikke at have ham hjemme. Ikke at vi ser så meget til ham nede i stuen, men han er her, og vi hygger os altid ved måltiderne og når han af andre årsager finder ned. 

Nu vil jeg tage fat på dagens opgaver. Jobbet venter, og senere skal der byttes en enkelt gave og foretages endnu et par indkøb til yngstes liv på værelset på Samsø.

Vi græd lidt i går

I går var som bekendt dagen, hvor de ca. 90.000 søgende til studiepladser skulle have deres svar. Faktisk kunne vi høre, at svaret var tilgængeligt allerede ved midnatstid. Derfor blev telefonen tjekket allerede, da vækkeuret ringede klokken meget tidligt i går. Der var ingenting. Da jeg svingede bilen ind på jobbet kom en sms. Heller ikke her. Det var barnets far, der ville høre, om jeg havde hørt. En times tid senere fik jeg igen en sms af ham, hvor han skrev, at hun først ville se senere. Altså - underlige barm.

Sidst på formiddagen ringede min telefon, og jeg havde et stortudende barn (på 21) i røret. Jeg kunne dårligt forstå, hvad hun hulkede. Men fakta er, at studiepladsen er hjemme. Både for hende og hendes 2 nærmeste fra designlinien fra foråret. De skal nu finde bolig i Kolding og vænne sig til, at det er her livet er de næste år. 

Hendes glæde var så stor, og hendes gråd så smittende, at jeg forlod kontoret et øjeblik og gik i haven og talte og græd lidt med mit store barn. 

3 uger kom og gik

Og det har været de 3 mest fantastiske uger. Første uge blev tilbragt hjemme. Sara blev flyttet til Jylland og vi fik ordnet lidt småting. Herefter har vi været en uge på Bornholm, naturligvis krydret med en overnatning hos familien på Christiansø. Sidste uge er brugt hjemme. Ikke et ord om varmen, men altså - jeg har ikke lavet dagens gerning. Bare siddet på terrassen og ellers forsøgt at holde huset bare lidt beboeligt. Jeg kan godt lide varme, men når den bliver krydret med god fugt og tordenfluer, så kan jeg også få for meget. Jeg har taget billeder i rå mængder, men de er ikke gennemset og sat i system endnu, så fotodokumentation må vente lidt endnu.

I dag starter hverdagen igen. Bo er kørt for længe siden, og jeg er klar. Det var lidt af en udfordring at komme i tøj, der er kontoregnet og ikke bare let og luftigt. Lige så meget som jeg har nydt ferien synes jeg, at det er okay at komme tilbage i rutinerne. Og alt andet lige er det jo arbejdslivet, der gør, at ferien er så herlig.

Jeg har stort set ikke rørt elektronikken hen over ferien, så jeg er bagefter. Jeg skal læse blogge og jeg skal se, hvad I andre har oplevet de sidste 3 uger. Ind imellem vil jeg skrive lidt om min egen ferie. Om ugen på Bornholm, om mit besøg hos Kong Mor og alt det andet skønne, sommeren har bragt med sig. 

Så landede vi

Efter studenterdage og et par hektiske uge på arbejdet er vi landet i ferien. Vi har holdt fødselsdag for Bo - bare os 5, og vi har klaret hundeklipper, menneskeklipper, nye dæk på poloen og en masse andre (dyre) og nødvendige ting de første dage. I dag er jeg hjemme med Jonas. Bo og Jakob er kørt til Århus med Sara og alle hendes ting. Endnu engang har hun været heldig. En veninde havde et værelse, hun kunne leje til en næsten rimelig pris. Lige midt i centrum. Det hele kan være meget midlertidigt, for hun venter jo stadig på svar fra Designskolen i Kolding. Nu er hun om ikke andet på den rigtige side af broen i forhold til at starte på skolen, og kan pendle til at starte med, til hun finder ud af, hvor det er tilværelsen skal leves.

Jeg har været yderst aktiv i dag. Hendes værelse er tømt og gjort rent. Hele familiens tøj er vasket og for en god del tilbage i skabene. Jeg trænger til en grad af orden omkring mig. Det har været en mangel i forbindelse med alle festlighederne omkring Jakobs huse, og Sara der har været hjemme med alle sine ting et par uger. Nu er jeg igen ved at kunne genkende mit hjem, og det er faktisk en rigtig rar fornemmelse. 

Foran os er næsten 3 uger i frihed nu. Der er planer, for vi skal som tidligere nævnt besøge Bornholm. Vi skal holde en fødselsdag og så skal vi ellers bare nyde, at vi er hjemme og at der ikke skal laves et nyt køkken eller noget andet voldsomt. Hvor flittig jeg kommer til at være her, må stå hen i det uvisse. Jeg har tænkt mig at tage dagene som de kommer og lade være med at love noget, som jeg måske kommer til at glemme at holde.

Ikke mere herfra nu. Jeg har et par ærmer på pindende, og lige nu er det perfekt vejr til at nørkle lidt på terrassen. 

En række gode dage er lagt bag os

Det kan godt være, at det ikke passer helt, at julen varer lige til påske. Til gengæld kan vi nu skrive under på, at studenterhalløj sagtens kan strække sig over en lille uges tid. Huen kom på i onsdags. Jakob afsluttede rækken af mundtlige eksamener med en flot karakter. Det har været en hård omgang for ham, og han har da også oplevet at gå helt i sort en enkelt gang. Alt i alt er han dog kommet ud med et resultat, som han godt kan være bekendt. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at han er glad for, at det hele nu er overstået. 

Det blev taget en masse billeder på gymnasiet, da vi mødte frem med hue, champagne og små lækre kager. Desværre havde mit kamera valgt at strække på den værst tænkelige dag, så det hele er taget med min telefon. Det blev dog til lidt gode skud, som jeg godt kan være bekendt at vise frem her. Om ikke andet, så kan jeg prale lidt af min fantastiske flok, der nød at dele øjeblikket.

Fredag var der dimission for eleverne, og jeg var naturligvis mødt op for at overvære. 399 hueklædte unge mennesker trådte frem for rektor, blev trykket i hånden og fik deres eksamensbevis. De blev kaldt op klassevis, så vi forældre kunne skiftes til at flokkes foran dem med kamera.

Lørdag havde vi gæster hjemme. Familien kom forbi, og Jakob havde gode venner på besøg. Og i går kom de så forbi på larmende lastbil. De landede her efter planen kl. 17.55, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der ikke var det store liv tilbage i dem. Enkelte var stået af under vejs, for livet med hue er vidst ganske hårdt den første uges tid. Den unge mand er ikke hjemme i dag, for køreturen er planlagt over 2 dage. Naturligvis med afsluttende fest i aften. Der er vidst ikke nogen tvivl om, at han har fået nogle gode dage mindes når han engang vågner op til det virkelige liv igen.

Nedtælling

Nu er det lige ved at være. Jakob skal på skolen i dag og trække opgave. 24 timer senere skal han møde op igen og klare sin sidste mundtlige eksamen. Herefter skal vi sætte hue på, fælde en tåre og hygge og holde fri resten af dagen. Han har bestilt sushi, og det passer mig ganske fint. 

Andre er også på nedtælling. Jonas skal sige farvel til sin folkeskoleklasse på fredag. Det er også mit farvel til skolen. Skolen hvor jeg selv gik i 10 år og senere arbejdede på kontoret i 7 år, og sendte 3 børn gennem læring og gode venskaber. Og så er der Sara. Hun pakker, for den lånte lejlighed i København skal forlades inden månedens udgang. Der er nye planer i Jylland. Der står bolig og venter, for hun har lejet et værelse hos en veninde i Århus. Om denne bolig er for kort tid, må vise sig, for hun venter jo stadig svar fra Designskolen i Kolding. 

Jeg tæller også ned. Lige om lidt er det sommerferie. For første gang i mange år skal Bo og jeg holde ferie i 3 uger sammen. Ikke noget med forskydninger af hensyn til kolleger og børn. Og i år er der ikke et køkkengulv, der skal graves ud, og vægge der skal brydes ned. Forventningens glæde er klart til stede, og jeg har planer om at nyde det hele. Helt ud i sidste minut. 

Blogskriver - hvem, mig?

Det løber godt nok stærkt, det liv der leves ved siden af Blogland. Heldigvis byder det liv fortrinsvis på gode oplevelser og point på glædeskontoen, så der skal ikke klages. Jeg har flere gange haft sat mig for at skrive nogle kloge ord, men enten har jeg ikke været så klog, eller også har det bare ikke været tiden til det. Måske jeg bare er angrebet lidt af skriveblokering.

Vi har ligget vandret på arbejdet (ikke på bordene, men sådan i overført betydning), men der har også været tid til at holde lidt fri. Onsdag bød på pigetur i København. Sådan en tur uden en far og et par brødre. Rent tøse-hygge, som vi kalder det. Kameraet var med, og det blev brugt flittigt, da vi tog på kanalrundfart.

Vores hovedstad er fantastisk set fra båden. Jeg så steder, jeg aldrig har set, og pludselig var der gået en time, og vi var i land igen. Det tog os ikke lang tid at finde en lille café, for man bliver jo sulten af havluft. Jeg var hjemme alt for sent, men pyt, dagen var det hele værd.

Glæde og glæde i udsigt

Den smukke på postkortet her er glad. Sådan rigtig glad. Hendes opgave blev godkendt på designskolen, hvilket gjorde, at hun blev indbudt til optagelsessamtale. En tidlig morgen klokken endnu ikke 6.00 satte hun sig i toget og tog turen til Kolding for at være til samtale i ca. 15 minutter. Hun gjorde det godt, for hun bestod også samtalen. Nu er det bare at vente. Til den magiske dag sidst på sommeren, hvor alle får besked om studieplads eller ej. Jeg behøver vidst ikke at sige, at der var stor glæde, da hun fik svar fra skolen.

En anden venter også, og glæder sig. de skriftlige eksamener er overstået, og en enkelt mundtlig er også i hus. Huen ligger på spisebordet og venter på, at det skal blive den 25. juni. Jakob er både presset og spændt. Jeg synes jo godt, at han kunne bruge lidt mere energi på at læse og forberede sig, men jeg kan kun tale til det bedste i ham. Jeg kan også mærke, at det gør ham spændt. Han er tryghedsmenneske, og tanken om, at det nu er slut, og at der er noget nyt på den anden side, påvirker ham meget. Han vil stadig gerne arbejde et års tid og forhåbentlig bygge på opsparingen, men heller ikke her synes jeg, at han er særlig aktiv. Hvis man vil have job, må der søges. Lige nu giver jeg ham ro, så han forhåbentlig kan få huen til at side rigtig godt, når vi når dertil. 

God pinse til alle jer derude. Jeg vil sætte mig ud nu. Solen skinner og der er tid til at nørkle lidt. I aften skal vi en tur i sommerhus med gode venner. Børnene gider ikke, så vi er tilbage til de gode gamle parmiddage. Og det er da slet ikke så tosset. 

Fætre og kusiner samlet

7 skriverier på en måned er altså lidt sløvt, hvis jeg skal mene noget. Men alligevel er det bare blevet sådan. Det er jo ikke fordi, maj ikke har haft noget at byde på. Vi har udvidet terrassen, og vi har nydt de varme aftener. Der har været en konfirmation, og vi har været i godt selskab op til flere gange. 

I torsdags fejrede vi Jonas lidt på forskud. Det var nemlig den dag, alle kunne. Også familien ude fra Christiansø. Det er sjældent, at hele flokken er samlet, så mors ønske om et billede af alle børnebørnene fik os til at prøve at samle flokken i baghaven. Det er altså ikke let. En vis frøken vil meget gerne lave kunstner, og den mindre frøken gad faktisk slet ikke at være med. 

Hvordan det gik til, at de store fik vendt bunden i vejret på de små, ved jeg egentlig ikke, men det kom der nogle ganske gode og anderledes billeder ud af. Desværre er det bedste på min telefon, så her må I nøjes med udgaven, hvor Saras hoved næsten er forsvundet bag Frederikkes fod. 

Som det tydeligt fremgår af billedet, var mine unger store, før der kom flere børnebørn. Der er 7 år mellem vores yngste og fætter Viktor, som er den første af de små (som vi jo ikke kan blive ved med at kalde dem). Det er for øvrigt, når der tages sådanne billeder, når hele flokken er samlet, at jeg mærker, at der mangler en. De burde jo have været 7 på billedet. 

Jonas har fødselsdag i dag. Min store dejlige unge er nu 15 år. Han har længe været højere end sin søster, og det er snar kun frisuren der afgør, hvem af drengene, der er højest. Han har selv fået lov at vælge dagens menu, og man ved, at ungerne er store, når man bliver sendt til slagteren efter en god bøf i stedet for at køre til "Den gyldne måge" efter et måltid af tvivlsom karakter. 

Nu er det alvor

Jakob havde første skriftlige eksamen i går. I dag fortsætter han med endnu en skriftlig. Sara har en mundtlig i dag og har høje krav til sig selv. Jeg står på sidelinien og håber det bedste for dem begge.

Når dagens arbejde er overstået, venter der 4 dages weekend. Der er planer, for Jonas har fødselsdag og har bestilt hjemmelavede burgere. Familien kommer forbi og fejrer ham, så kryds lige fingre for udevejr i morgen. 

Mine planlægninger løber lidt ud for tiden. Jeg aner ikke, hvad der ligger i fryseren, og madplaner er en by i Rusland. Til trods for, at jeg ved, at det hele bare virker bedre, når den del fungerer. Jeg tror, at jeg vil bruge noget af de 4 fridage til at gå på opdagelse i fryseren og få styr på tingene

God dag til jer derude. Jeg vil gøre mig færdig og finde kontoret. Og så vil jeg satse på, at fridagene giver mig rum til at få læst lidt med herinde og få skrevet noget af det, jeg har lyst til. 

For 15 år siden

For 15 år siden var Sara og Jakob ikke ret store. Det var jeg til gengæld. Vi kikkede billeder i går og faldt over dette. Det er taget en uges tid før, Jonas kom til verden. Billedet her er en dårlig overførsel. Papirbillede fotograferet med Iphone og herefter lagt i Blogland. Men jeg synes da, at det fint illustrerer, hvordan 4,5 kg. baby kan fylde en del i mors mave.

Der venter en lang dag. Jeg kører om en times tid og regner ikke med at lande her hjemme igen før klokken er omkring 18.00. Det er ikke nogen klage, for dagen er besat med gode ting.

Et lille pip herfra.

Efter en periode med mandefald på arbejdet, er jeg ved at være på banen igen. Jeg har gang på gang lovet mig selv at være lidt mere aktiv på bloggen, men sådan bliver det bare ikke altid. Jeg læser med rundt omkring, men mine egne indlæg bliver i hovedet, for det er jo ikke fordi, de ikke er der. 

Når jeg ikke arbejder, så nyder jeg. Vi har haft alle ungerne omkring os et par weekender, og tiden er bare løbet. Vi hygger os og får snakket en masse. Det er vidst ikke første gang, jeg har nævnt det, men jeg nyder virkelig, at mine børn er store. 

Den næste tid bliver spændende for dem alle. Sara har sin samtale på Designskolen i Kolding. Jakob havde sidste skoledag i går, og går en tid i møde med endeløse opdateringer på noter og eksamener. Det skulle gerne kulminere i en studenterhue med blåt bånd sidst i juni. Jonas går også og tæller. Der er ikke mange skoledage tilbage. Denne gang bliver det farvel til barndommens folkeskole, for efterskolen venter til august. Og så tæller han for øvrigt ned til årets sidste forårsdag. Det er nemlig også hans fødselsdag. Han bliver 15 i år og grubler lige nu over, hvor vi skal tage hen og spise på dagen.

Jeg prøver bare på at følge med i det hele. Så hvis jeg ikke lige er tilbage i løbet af et par dage her, så er det fordi, hverdagen har fanget mig. 

Mit billede er fra Christiansø og har egentlig ikke noget med dagens skriveri at gøre. Jeg sad bare og kikkede lidt på det hele i går. Jeg glæder mig allerede til at gense det hele, når sommerferien bliver virkelighed.

Ændrede vaner

Jeg ved ikke hvor mange gange, vi her i huset har lovet os selv, at nu skal det altså være. Det der med sundhed og kampen mod det bløde. Det er historien, der gentager sig selv. Vi har flere gange erfaret, at det ikke kommer af sig selv, og at en vane absolut ikke opbygger sig selv på et par uger. Der skal mere til. Måske en god portion vilje, vil nogen måske mene. 

Måske har det bare handlet om at finde den rigtige form, for lige nu tror vi på, at vi har set lyset. Som så mange andre, er vi hoppet på 5:2 bølgen. For mit vedkommende har det betydet, at det bløde har trukket sig en anelse (det sidste hedder vidst opstramning, og det er en ganske anden sag). Jeg hører ikke til blandt de største, og har af den grund ikke så meget at tabe af. For Bos vedkommende har det betydet, at "kufferten" har trukket sig gevaldigt, og faktisk snart er væk. Det glæder ham og klæder ham. 

Så kunne vi jo vælge at stoppe her, men det har vi faktisk ikke lyst til. Vi kan lide at leve på den måde. At spise normalt og 5 dage om ugen, og at nedsætte kalorieindtaget gevaldigt de sidste 2. Vi har lært, at man ikke behøver at lide eller sulte,  bare fordi kalorieindtaget skal være lavt. Vi har lavet retter, hvor tallerkenerne næsten har været for små til de tilladte mængder. Det handler om at bruge de rigtige ting, og få en fornemmelse af, at man får god mad, der smager. 

Hvis man læser rundt omkring i kloge bøger og på websites, så vil man erfare, at det ikke kun er godt for vægten, men også for den generelle sundhed. Faktisk skulle det være forebyggende på flere fronter. Vi er ikke fanatiske, men Bo lever med en lidt tung historie. Gennemsnitsalderen for mænd i hans familie er skræmmende lav. Hans far døde pludseligt i en alder af 56 år, og hans bror blev bare 42. 

I dag er det en af de 2 dage. Menuen er sat til kylling i wok med rodfrugter. Det er en ret, vi har prøvet før, og som vi blev glade for. En sidegevinst har været, at vi har fået flere varianter på vores madplan, og at vi får en masse af det grove grønne ind i vores madvaner. Drengene tager absolut ikke skade af de nye tiltag. De får også mere grønt og groft end før, og deres retter bliver suppleret med brød, pasta eller andet godt, så jeg ikke piller det ikke eksisterende fedt af mine høje, slanke unger. 

Indbydelse til optagelsesprøve

Sara bruger for tiden sine timer på det grafiske grundforløb på Teknisk Skole på Frederiksberg. Hele påskeferien og nogle ekstra dage blev brugt herhjemme på en stor opgave, der gerne skulle bane vej til designskolen og endnu et grafisk forløb. Hun lavede en rigtig god opgave ud fra et enkelt ord. Familie. Opgaven blev afleveret i Kolding, og så var det bare at vente. 

I går sendte hun en mail hjem. Hendes opgave er godkendt, og hun er nu indbudt til optagelsesprøve senere på måneden. Om den er bestået, vil hun få at vide først i juni. Nu er det bare sådan, at det ikke er nogen garanti for studieplads. Først skal alle de beståede opgaver vurderes, og så bliver de bedste valgt ud. Og er man blandt de heldige, så vil man få besked sidst i juli. Med et par uger til studiestart og et kapløb uden lige om at finde bolig. 

Vi krydser fingre for, at hun må bestå og få sin plads, for hun vil rigtig gerne. 

And the winner is......

Det er faktisk mig, der er vinderen. Jeg som aldrig vinder noget. Jeg lagde et lod i en give-away hos Mosekonen og var heldig at vinde dette fine garn. Det er blackhill fra Garnudsalg.dk. Noget jeg længe har haft lyst til at prøve at arbejde med, og så kom det bare til mig. Farven er en lys syren, som jeg kan se fint sammen med vinterens lidt mørke farver. Tak til Tove. Jeg glæder mig til at komme i gang. 

Og nu er det faktisk sådan, at jeg godt må gå i gang. Jeg har nemlig vundet 2 sejre. Den grønne dræber er smuttet af pinden. Jeg havde lovet projektet af pindende d. 5 marts, men Ellen er en klog kvinde, og gjorde mig opmærksom på, at jeg måtte have skrevet forkert. Der skulle selvfølgelig stå 5. maj. Jeg nåede det denne gang. 4. maj røg sidste maske af pinden. Altså bortset fra dem, der skal strikkes i halskanten, når der er syet sammen. Når det er gjort, er der noget med nogen hæklede kanter. Det bliver nok ikke i løbet af ugen, men jeg er ganske overbevist om, at jeg kan prøve det færdige resultat i weekenden.

Hverdagen kalder nu. Det bliver en lidt hektisk dag, for der er tid til det årlige tjek hos dyrlægen med vaccination og tjek af den almene tilstand. Dodo ligger i sin kurv og aner ikke, hvad der venter hende, og sådan skal det være, til jeg henter hende i eftermiddag. 

Alt godt kommer til den, der venter

Nogen gange skal man bare vente rigtig længe. Og nogen gange kommer man til at vente så lange, at det kan blive nødvendigt at tage sagen i egen hånd. Sådan gik det for mig i lørdags. 

Jeg har i mange år - som i ligesiden den kom frem - ønsket mig boksen med alle afsnit af Matador. Den har stået på listen både til jul og fødselsdag, men der er aldrig sket noget. I starten kan jeg huske, at den kostede sådan cirka det samme som et nyt tag, men de sidste mange år har den været til at købe for rimelige penge. 

I lørdags var vi ude for at købe fødselsdagsgave til Søster. Hun havde 3 ønsker på sedlen, hvor boksen var det ene. Jeg havde selv købt gave for mor, så jeg vidste, at der ikke var meget tilbage. Vi satte derfor kursen mod byen, hvor jeg vidste, at man kunne købe boksen her til en pris, der nogenlunde passer til vores gavebudget.

Da vi kom til fødselsdag hos Søster i søndags lå der allerede en boks på bordet. Og da jeg synes, at det var synd, at boksen skulle helt tilbage til Holbæk for at blive byttet, skyndte jeg mig at give hende pengene i stedet for, og gemte boksen i min nørklekurv. Nu har jeg streget den på ønskesedlen, for endelig fik jeg den. Søster er også glad, for nu har hun lidt penge til en ny sommerklud. Og på den måde endte det hele jo godt. 

Jeg var en tur i kirke

Der var ingen præst, og der var hverken orgelspil eller menighed, men jeg fik set mig lidt omkring. Igen havde jeg fordelen ved at blive guidet rundt af en brormand med et massivt nøglebundt. Kirken ligger på Christiansø, og er en af få kirker i landet, der ikke ligger øst-vest-vendt.  Dette skyldes, at bygningen ikke var kirke oprindeligt, men fungerede som våbensmedie i ældre tid. 

Der afholdes gudstjenester i kirken, som i alle andre kirker. Så bliver der sat en ekstra sejlads ind søndag, så præsten kan komme ud på øerne. Ellers er der ingen både til øerne om søndagen i vinterhalvåret.

Når jeg sidder her og kikker, får jeg lyst til at se det hele igen. At mærke roen og at gå rundt uden at skulle kikke efter biler og cyklister, der kommer susende. Jeg glæder mig allerede til juli, hvor jeg skal se det hele igen. Denne gang med Bo og børnene.

Jeg var på månen

På Frederiksø ligger dette fine gamle hus. Siden  1945 har det været Ertholmenes forsamlingshus, og det er i dag kendt som Månen. Det er her "De første kærester på månen" med TV2 stammer fra. Og faktisk kommer TV2 hvert år og spiller på Månen. Alene for øens beboere og så vidt jeg ved, uden at kræve indgang. 

Indvendig ligner Månen et ganske almindeligt lille forsamlingshus med køkken, garderobe og et par toiletter. Det holdes af støtteforeningen, og vi måtte naturligvis af med skoene, da vi var inde og kikke. 

Øboerne passer rigtig godt på deres Måne. Der er aflåst, og det er ikke et af de steder, hvor turisterne får lov at indtage rummet. At vi kunne komme ind og kikke skyldes, at min bror har nøgler til stort set hele øen, da han er souschef i øens administration. Heldigvis er han også historisk interesseret og har sat sig ind i mange ting, så en bedre guide, kunne jeg vidst ikke have ønsket. 

Påsken er brugt nu. Jeg er ved at gøre klar til at møde mandagen, som blev til tirsdag. En firedagesuge er ikke det værste at starte op på. Lyset derude er det fineste i dag, og jeg tror, at det bliver en rigtig fin dag. Jeg har i hvert fald besluttet mig for, at dagen skal blive god. 

En sule med egne idéer

Ved havnen på Christiansø har denne sule taget plads. Den har taget så grueligt fejl af naturen og har kastet sin ubetingede kærlighed på strømstanderen ved kajen. Og som alle andre forelskede, så forsvarer den sin hjertens kær. Der bliver afholdt brandøvelser på øen med jævne mellemrum, og ved disse lejligheder bliver sulens redebyggeri spulet i havnen. Den er dog vedholdende, så den finder bare noget nyt. Det er sket, at den er gået til angreb på folk, der har tænkt sig at benytte strømstanderen, så nu sørger man altid for at få den jaget væk, når der lægger skibe til. Den har en ganske pæn størrelse, så jeg skulle ikke for tæt på. Dem, der kender mig, ved jo, at mit forhold til dyr med fjer og vinger er en anelse anstrengt. 

Ederfuglen på billedet her under ligger på rede på et stengærde. Den har valgt at lægge sig ved børnenes legeplads, få meter fra, hvor de leger. På samme plads ligger en anden på rede ved roden af et træ. At børnene færdes og løber omkring den, er den tilsyneladende ligeglad med. 

At fulgene har det godt på Ertholmene, er der vidst ingen tvivl om. De kan ligge i fred på de underligste steder, for der er hverken hunde eller katte på øerne.

I dag gør vi, hvad vi har lyst til. Jeg bager boller, og Bo er igang med at mure omkring det nye vindue i gavlen. Der er ikke nogen planer før i morgen aften, og det klager vi absolut ikke over. 

Dage med oplevelser

Dagene på Ertholmene har været helt fantastiske. Jeg har set en masse, fået havluft i store doser, og nydt dagene med min bror, svigerinde og deres 2 små piger. Jeg har været ved Verdens Ende, i Kongens Have og en tur på Månen. 

En af de nærmeste dage vil jeg sætte mig og få lidt styr på billederne, og så vil jeg vende tilbage med mere og fortælle lidt om dagene på øerne. 

I dag skal tiden bruges på og med familien. Der er gang i havearbejde, og der der lidt herhjemme, der skal ordnes. I morgen skal der nyt vindue i soveværelset, så der er nok at se til. Rigtig god skærtorsdag til jer derude.

Nedtælling og kameradrømme

Nu er det lige ved at være. Klokken uforskammet tidligt på mandag morgen samler vi mor op og kører mod lufthavnen. Der skal pakkes i morgen, og der skal være tjek på billetter og tider og alt det der. Jeg glæder mig rigtig meget, men jeg sidder også med en følelse af, at det er dybt underligt at tage afsted fra min familie. Også selv om det bare er for et par dage. De har lovet mig, at det hele nok skal gå, og drengene har planlagt, at der skal hentes mad på Den Gyldne Måge, for det gider jeg nemlig ikke at være med til. Jeg regner ikke med, at jeg når at skrive mere her, inden vi tager afsted, men til gengæld lover jeg, at jeg vil komme hjem med billeder i overflod, og at det nok skal komme til at fylde lidt her. Jeg glæder mig rigtig meget til mødet med Christiansø og min bror og hans familie.

Og for at blive ved det med billeder. Vi kikker på kamera for tiden. Jeg har jo mit lille Nikon Coolpix P300, som jeg er rigtig glad for. Det tager gode billeder, og det fylder præcis så lidt i tasken, som jeg godt kan lide. Der er bare et minus ved det. Det kan ikke zoome ret meget, og det er rigtigt ærgerligt. Vi har snakket lidt om, hvad der kunne være et godt alternativ, men er ikke rigtig nået i land endnu. Jeg ønsker mig et lille bitte et, der kan tage billeder som de helt store med kanonlinser. Det bliver nok en svær opgave at finde sådan et. 

Ikke mere herfra nu. Jeg vil gå ud og deltage i havearbejdet. Bo er ved at anlægge nyt bed i forhaven, så der skal flyttes lidt fliser og rykkes lidt rundt. Jeg vender tilbage i påsken, når jeg er kommet hjem fra øen.