Godt nytår og lidt om nyt år.

Det er da passende at bruge indlæg nummer 900 på at ønske jer alle et rigtig godt nytår.

Jeg bliver altid sådan lidt indadvendt og tænkende, når et år er brugt. I 2013 er der 3 begivenheder, der har fyldt. Først min fars sygdom og død i februar. Herefter skulle vi vende humøret og fejre konfirmation for Jonas i april. Og sidst men ikke mindst, var det året, hvor vi solgte sommerferien for hårdt arbejde og nyk køkken. 3 meget forskellige begivenheder - jeg ved det, men det er altså det, der først popper op her.

 

 

2014 byder på forandringer her. Allerede første uge i det nye år flytter Sara hjemmefra igen. Denne gang til København for at bygge videre på de grafiske erfaringer fra højskolen. Når august kommer, smutter Jonas også. Han skal på efterskole på Samsø, og glæder sig allerede. Det er nyt liv, og vi skal lære, at vi tit kun er 2. Det er ikke uden udfordringer, men jeg er sikker på, at vi nok skal finde vores vej frem i den nye tilværelse.

 

Nytåret har dobbelt betydning for mig. Det er dagen, hvor Bo og jeg blev kærester. I år er det 30 år siden. Det gør mig lidt højtidelig. Vi var bare 16 og har siden delt både sorger og glæder. Vi har aftalt, at vi skal være gamle sammen, så jeg går ud fra, at der er flere år til os.

 

Jeg vil slutte årets sidste indlæg med at ønske jer alle en rigtig god aften. Vi ses i Blogland i 2014, og hvem ved - måske også ude i den virkelige verden.

Sørger du for mælk til kaffen?

Spørgsmålet kom på chatten bag Wordfeud i går. Og ja - selvfølgelig gjorde jeg det. Det har længe været meningen, at vi skulle mødes. Af forskellige årsager er det udskudt den ene gang efter den anden. Jeg kan jo kun tale for mig selv, men jeg synes, at det gik rigtig godt, og at det var et par skønne mennesker, der drak kaffe i mit køkken i dag. Tak for besøget til Overleveren med kæreste og hund. Døren var dårligt lukket bag vores gæster, før Dodo trak sig tilbage til transportkassen under trappen. Her har hun sovet lige siden.

 

Jeg har ikke sovet. Jeg kom til at spise alle de vanillekranse, som de skønne kvinder glemte at sætte til livs. Min viljestyrke forsvandt lige så stille og pludselig var de alle væk....

Juledage med hygge

Det kan godt være, at julen varer lige til påske, men så kommer vi altså til at stoppe spiseriet inden da, eller i hvert fald julemadsspiseriet. Vi har nydt. Nydt selskabet og roen, vi har nydt julemad i næsten endeløse baner, og vi har hygget med fjernsyn og en enkelt lur på sofaen. Nu ser Bo og Sara Avatar, mens jeg kikker lidt rundt og ser, hvad dagene har bragt i blogland.

 

I morgen skal vi på den igen. Mormor har inviteret til julefrokost. Ikke den traditionelle, for den har vi fået, men et lille medley af hendes gode lune retter. Hun har fortid som køkkenleder, så det er altid spændende at se, hvad hun har fundet på.

 

 

Og som alle de andre år, nåede vi det hele i tide. Posten kom med den sidste pakke d. 23. december, og således blev det en dejlig juleaften med pakkeleg og nærvær, dejlige gaver og glæde hele vejen rundt.

Glædelig jul

Teknikken driller her, så jeg kan ikke få de billeder ind, som jeg ønsker. Det skal dog ikke forhindre mig i at ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Vi hygger med hele flokken samlet og er vidst egentlig klar til i morgen.

Vi skal holde traditionel juleaften med Bos familie. Vi bliver bare 8. Der er arrangeret pakkeleg, og jeg regner med, at vi får en dejlig aften. Eftermiddagen skal bruges til pakkebyt med fætter og et par kusiner.  Når jeg vender tilbage hertil, har jeg forhåbentlig styr på både teknik og billeder. Indtil da må et julelys, der er et par år gammelt illustrere min julehilsen.

 

Glædelig jul til jer alle.....

Glæden ved en god bog

Jeg fandt en gave i julemandens pose i går. Pudsigt nok lige efter, at Sara havde gjort sin entré. Hun er en mester i gaver, og hendes lille værk gjorde mig rigtig glad. I posen lå nemlig en lille bog. Sådan lille i ordets bogstavelige forstand. Den er bare 7 x 7 cm. Fint fremstillet med hårdt omslag og syet sammen, som man gjorde i de gode gamle dage. En kunst hun har lært på sit højskoleophold. Bogen er en rejse i familien Hansens tilværelse, og den er allerede blevet min yndlingsbog.

 

På første side har hun valgt at placere sine forældre, den dag de sagde ja. Det hele startede godt nok 9 år tidligere, men det er en ganske anden sag. Vi blev gift på en solrig dag i februar, da Sara var 4 måneder.

Der er ikke nogen kronologisk linje i bogen, men hun har fået alle med. Tegningen af Mie har også fundet plads. Det glæder mig sådan, at hun er med. Også når hendes søskende taler om vores familie. Vi må have gjort noget rigtigt dengang, for det virker helt naturligt for dem alle 3 at tælle hende med i flokken.

Det er ikke fjollebilleder vi mangler i vores album. Dem er der taget rigtig mange af i tidens løb. Bo og børnene påstår, at de fleste er taget, når de har ventet på mig. Det kan jeg nu ikke forestille mig, er rigtigt.

Der har været en masse mærkedage i familien i tidens løb. En af dem vi husker som en rigtig dejlig dag, var vores kobberbryllup. På modsatte side er et billede af Mies fod. Det blev taget af hospitalets fotograf i Holbæk, da hun var få dage. Det kan nemlig give en pejling om kromosomfejl.

På sidste side er der blevet plads til flokken, som den ser ud i dag. Eller rettere for et år siden. Mine 3 store og skønne unger.

Samtlige billeder er sort/hvid, og nogle er mere klare en andre. Men det hele er så fint, at man kun kan glæde sig over at se billederne. Der er mange flere, end jeg har gengivet her. Jeg har dog besluttet, at jeg nok skal holde resten for mig selv. Det kunne jo let gå hen og blive kedeligt for andre en mig

En weekend der kom og gik

Weekendens program gør, at det bliver dejligt at komme på arbejde og få en rolig uge. Det har været hektisk. Lørdag var vi til julefrokost med mit arbejde. Det foregår stille og roligt. Vi var bare 5 til god mad og snak. Og der må have været meget snak ind over, for klokken var 02.20 inden Jakob hentede os.

 

Der var ikke den store energi at spore, da vi søndag morgen skulle op og gøre os klar til en dag på landevejen. Der er langt til Skive, men nu var det altså der, dagens aftale lå. Vi var inviteret til fernisering. Der var udstillinger alle steder, og jeg må sige, at det er imponerende, hvad de har nået at lave i efterårsmånederne. Arkitekturlinien har deltaget i et projekt, og får nu opført et udsigtstårn v. Limfjorden. Grafikerne har fået deres egen etiket på en lokal øl, og designerne har deltaget i konkurrencer og en elev har vundet en anerkendt konkurrence foran anerkendte og etablerede designere.

 

 

Sara stod model, den første halve time af udstillingen. Hun står på skammel som de andre piger, så det var let at holde fokus. Der var nemlig ikke nogen, der magtede at kikke pigerne i øjnene. De var 7 piger i et meget lille lokale, så det var næsten umuligt at komme til at tage gode billeder. Moderen har derfor valgt at fokusere på eget barn.

 

Plakaterne her er en af deres første opgaver på grafisk. Leg med bogstaver og udtryk, men også nogle krav fra underviserens side. Det er Saras i midterste række. Bodoni, står der. Jeg ved ikke hvorfor, for det nåede vi slet ikke at snakke om.

 

Her er et lille udpluk at de etiketter, der var med i konkurrencen. Det må have været vanskeligt at udpege vinderen, for der var ca. 60 rigtig gode bud.

 

Sidste billede her er måske ikke et af de bedste. Men det store juletræ foran Krabbesholms hovedbygning stod så fint, og der var en helt speciel stemning på gårdspladsen, da vi forlod skolen for sidste gang. Denne gang med en polo pakket til bristepunktet.

 

Sara og de andre elever blev på skolen. I dag skal de gøre rent i deres områder og i aften bliver der holdt taler og afskedsfest. Tirsdag morgen skal der snøftes og tørres øjne, for så er det uigenkaldeligt slut. Det er store hjemrejsedag. Sara har valgt at gøre stop hos gode venner i Århus, så vi ser hende ikke før sidst på ugen.

 

Nu vil jeg gøre mig mandagsklar og  finde til kontoret. Her kan vi også mærke, at ferien nærmer sig, og at tankerne flyver ind imellem. I dag bliver der også tid til lidt forkælelse. Hver 4. mandag kommer Lone og sætter briksen op. Så er der massage i arbejdstiden. Jeg klager ikke.

En gåde og kirsebæ

Spændingen blev udløst for et par dage siden. Og her henviser jeg til et tidligere indlæg, hvor Bos julegave var beskrevet som en gåde. Der er brygget godt og grundigt på det på arbejdspladsen, og det var vidst ikke alle, der var lige begejstrede, at uddelingen fandt sted. Den store bog med retter fra Hvidøre lå i en rygsæk sammen med 2 flasker vin og chokolade fra Summerbird. Bogen er flot og fortæller også lidt om stedets historie, men hånden på hjertet, så vil den ikke blive brugt her i huset. Ingredienslisterne til opskrifterne er kilometerlange, og mange af tingene kender jeg slet ikke.

 

Jeg tænkte på Ellen den anden dag, da jeg var igennem Brugsen. Bevæbnet med telefonen måtte jeg have beviset med hjem. De sælger kirsebæ i Brugsen. Det står linet op i fine krukker. Sådan nogle helt hvide nogen, som man ikke kan kikke igennem, så jeg kan ikke beskrive det nærmere. Og nej, jeg tog ikke noget af det med hjem.

Det kan godt være, at gaverne er i hus, men herefter har jeg været bagud. Jeg har slet ikke nået, det jeg synes, at jeg skulle. Men hvad er det egentlig, jeg skal, og hvem er det, der siger, at jeg skal? Jeg tænkte lidt over det i går. Der er ikke nogen, der har nævnt, at vanillekransene ikke ligger i dåserne endnu. Der er ikke nogen, der har brokket sig over, at de små nisser ikke er fremme i stuevinduet, som vi plejer. Det er jo kun mig selv. Så nej - jeg er ikke bagefter. Jeg når det nok. Vi har tid til vores hyggestunder, og erfaringen siger, at der ikke er noget, der render nogen steder. Jeg har derfor taget beslutningen. Jeg har altså tid nok. Jeg skal sikkert minde mig selv om det flere gange inden juleaften, men helt ærligt. Det skal da nok gå - og går det, som det plejer, så kommer det endda til at gå godt.

Krabbeliv og nyt liv

På tirsdag er det slut. Sara skal sige farvel til livet på højskolen. Krabbelivet, som hun kalder det. Hendes ophold har været meget givende. Hun har udviklet sig fagligt, og hun har fundet venskaber, som hun er sikker på, vil vare. Alt i alt har det været en investering af den gode slags.

 

Hun er klar til at sige farvel og tage hjem nu. Livet på et lille værelse med en roomie har været godt, men det har ind imellem været svært ved at se charmen i at dele badeværelse med 11 andre, der har ganske forskellige standarder for orden og rengøring.

 

Vi glæder os til at få hende tilbage til Sjælland, og hun glæder sig selv til at kommer herover igen. Juleferien skal tilbringes hjemme, og derefter starter nyt liv igen. Sara flytter til København for at gennemgå det grafiske grundforløb på Teknisk Skole på Frederiksberg. Den første måned har hun lånt en sofa hos en gammel gymnasieveninde, og derefter flytter hun i lejlighed med en veninde fra højskolen. Hun glæder sig, og vi glæder os over, at hun har fundet sin vej, og at det går godt for hende. Det bliver skønt bare at skulle køre til hovedstaden, når vi skal hygge. Det er unægtelig både lettere og noget billigere end turen til Skive.

Hun puster endnu, hende Bodil

I sidste weekend var Jakob og en god ven ude og sætte alle vores julelys op. Mit lille kamera fanger det ganske godt, når bare jeg husker at sætte knappen over på den med månen. Jakobs mål er, at der kommer en ny ting til hvert år. I år var det en ekstra kæde. Der manglede lidt, efter at garagen blev forlænget forrige sommer. Jeg kan desværre ikke komme til at fotografere direkte ind på huset. Det vil kræve, at jeg banker på naboens port og får lov at indtage hendes have. Dette er taget fra vores indkørsel.

 

Hvordan der ser ud der ude nu, ved jeg ikke. Jeg venter med at bevæge mig ud, til lyset er brudt frem. Bodil har haft travlt, og det har rusket gevaldigt ude i gården. Vi kalder den mormorblæsten her. Ganske enkelt fordi den deler navn med børnenes mormor. Hun har dog frabedt sig nogen som helst form for ansvar. TV2øst var for øvrigt i det lune hjørne i går. De havde opsporet en kvinde i Sorø, og havde lavet et lille interview med hende. Hun havde ikke gjort noget specielt for at komme på TV. Hun er bare en af de 7 kvinder i Danmark, der bærer navnet Bodil Storm.

Når en nisse skal

Så har han det vel i virkeligheden lige som alle os andre. Så må man finde et sted, hvor det er passende at sætte sig.

 

Der er dukket mange nisser op rundt omkring i hytten, men et sted mangler der stadig noget. Og det er bemærket. Begge drenge har spurgt efter skidenissen, som han så smukt hedder. Han skal frem, og han skal selvfølgelig stå i det eneste rum i huset, hvor det er tilladt at lette sig på den måde. Jeg ved lige, hvor jeg skal finde ham, men jeg tror altså, at han får lov at holde sig, til det bliver lørdag igen.

 

Indtil da, vil jeg nyde mine hverdage. God dag til dig....

En ekstra time i døgnet er fundet

Jeg har tidligere efterlyst den time, man altid mangler på et døgn. I hvert fald i den tid, hvor man skal nå at passe arbejdet og alt det ved siden af. Og tænk en gang. Nu er det sket. Jeg har fundet den. Okay, det handler vidst lidt om at narre sig selv, men det føles faktisk sådan.

 

Det kan faktisk godt forklares uden at skulle trylle med urets visere. Jeg har altid været rigtig god til at udnytte min flextid. Både på den gode og på den mindre gode måde. Aftalen med chefen er, at vi møder senest 9, med mindre andet er aftalt. Jeg har tit og mange gange gået og haft al for god tid om morgenen og er endt med at komme bare et kvarter inden sidste aftalt mødetid.

 

Det billede har vi lavet om på, efter at Jakob har fået kørekort. Nu følges vi ad om morgenen, og vi er ude af døren omkring 7.30. Han kører mig på arbejde og fortsætter i skole. Som regel passer det med, at vi også kan følges hjem. Og de dage, hvor han har undervisning til 16.30 tjener jeg til flexen eller kører med Bo hjem. Har Jakob tidligere fri end mig, så klarer han dagens indkøb, og vi kan alligevel følges hjem. Det er endt med at blive en ordning, der er til glæde for alle.

 

Den ekstra time kommer ind om eftermiddagen. For når man møder tidligere, så har man i sagens natur også lov at gå tidligere hjem. Det har givet lidt til overskudskontoen, og den er slet ikke så tosset at have i plus.

 

Min glaskugle ligger stadig sikkert i sin æske oppe ved det andet juletræspynt. Det er en værtindegave fra min bror og svigerinde. Min svigerindes søster er uddannet fra Danmarks Designskole og har lavet kuglen til os. Den er helt unik og meget smuk, især når der kommer lys på træet. Den hænger altid højt, så den kan ses.

Første december

Så landede julemåneden hos familien Hansen på Helsingevej. Vi har bagt æbleskiver og eftermiddagshygget med mormor. Lidt af traditionerne er gemt til i aften, for mormor tåler ikke levende lys på grund af hendes KOL. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mit hurtige juleindkøb blev foretaget for at redde en vis legemsdel på mig selv. Decemberkalenderen er fyldt hver eneste weekend. Eller nærmere, sådan var det. Jeg skulle have passet min brors piger i næste weekend, men de har lige meldt afbud. Jeg tror faktisk ikke, at jeg fortæller det til nogen. Jeg tror bare, at jeg tager imod den weekend, jeg lige har fået foræret. Lidt med vemod blandet i glæden. For jeg havde faktisk glædet mig til at klippe og klistre og hygge med Augusta og Frederikke 

For nogle år siden kørte der en fotoleg i Blogland. Dagens billede i december fik skudt liv i min blog, som ellers var en trist affære. Jeg tror, at jeg vil tage legen op igen. Men det bliver altså ikke før i morgen.  Dette indlæg blevet nemlig skrevet på iPad, og her kan jeg hverken finde ud af at hente billeder ind, eller at få justeret teksten, så det ser bare nogenlunde ordentligt ud.  Måske der er nogen derude, der er klogere end mig?

November var slet ikke så tosset endda

Egentlig er november ikke min favorit. Det er her mørket for alvor kommer snigende, og det er også tiden, hvor mit ellers gode humør kan finde på at svigte. November 2013 faldt lidt uden for normalen. Godt nok kom mørket, men jeg kan ikke klage ellers.

 

Jeg har brugt den sidste dag i november på at gøre lidt for  mig selv. Vi står for en december, der bugner af aftaler. Mere end sådan en julemåned normalt gør hos os. Der er en rund fødselsdag og en afskedsreception. Så er der lige den sædvanlige julefrokost med mit arbejde, og svogerens fødselsdag. For slet ikke at tale om turen til Skive, hvor vi skal til fernisering og hjemtagning af datterens ting og sager. Det hele er vanskeliggjort lidt af Bos vagtplan, men alt er gået op i en højere enhed.

 

Og hvordan er det så lige med kvinder og mange aftaler. Der må noget til. Jeg er en nøjsom kvinde, så mit sidste tøjkøb ligger langt tilbage. Derfor startede jeg bilen og kørte til Høng i dag. Sådan bare for at kikke, for når jeg synes, at jeg skal, så kan jeg aldrig finde noget. I dag skulle det være anderledes. Jeg kom hjem med en pose tøj og en rigtig god fornemmelse. Jeg er kræsen, når jeg køber ind. Og så er jeg nærig. Ting må ikke koste for meget, og det skal kunne bruges igen og med andre ting.

 

I dag var jeg heldig. Jeg kom hjem med et par bukser, som kunne være syet af sofabetrækket fra et gammelt slot, og som bare sad, som de skulle. Dertil en hvid skjorte, der både kan være fin og hverdagsagtig. Med lidt hæle er det på grænsen til at være elegant. Tager jeg bukserne på med en sort strik og mine støvler, så er det perfekt til en dag på job.

 

Jeg skal måske lige understrege, at det ternede i baggrunden ikke er en del af min udklædning. Det er hundens kurv, der er flyttet med ud i det nye køkken.

 

 

Drengene er ikke hjemme nu, så jeg må hellere sikre mig, at nisserne er klar, og at de har husket, at det er første søndag i advent i morgen.

Vi gjorde det

Vi var i byen i går - Bo og jeg. Vi fik købt de fleste julegaver, og vi fik os en god frokost på en hyggelig café. Hjemme var vi enige om, at vi havde gjort det rigtig godt, man at vi lige manglede det sidste. Det har jeg så ordnet i dag. Alle - som i ALLE - gaverne er i hus. Også de 2 fødselsdagsgaver, vi skal af med i december. Det er vildt, og jeg er rigtig glad. Okay, der mangler en enkelt, men den skal han jo ikke med ud og købe, så den venter lidt. 

 

Nu skal jeg i gang med dej til brunekager og vanillekranse. De 2 favoritter, der bare skal være her, når det er jul. Og det skal være de samme, som vi plejer. Jeg må i gang.

 

Garnet fra julemarkedet i søndags er delvis brugt. Jeg har fået en hue lige som Marys. Lidt royal har man vel lov at føle sig. Det andet bundt bliver til et halstørklæde. Det bliver skudt i gang i løbet af weekenden. Egentlig er jeg ikke god til huer, men den er altså nødvendig, når vi traver i skoven og ved stranden med hunden. Jeg er heller ikke god til billeder af mig selv, så derfor et med kameraet midt i ansigtet.  

 

Nu vil jeg pakke gaver ind og få sat mærker på. Der kører julemusik i baggrunden, og hunden og jeg er alene hjemme. En af os synger højt. Den anden prøver at sove i kurven.

Fire dage forude

Vi har fri nu - Bo og jeg. Det er lidt fredag, så vi har spist pizza og drukket et enkelt glas af den røde. Fuld nydning. Nu venter 4 dage i frihed. Først julegaveindkøb, så orden på hytten og lidt rengøring. Herefter er vi nået til småkagebagning og æbleskiver, så vi er klar, når nisserne vågner endeligt, og det er 1. søndag i advent. Jeg glæder mig, for jeg er vidst i virkeligheden lidt af en julenyder.

 

Og nej - juletræet er ikke købt og slæbt ind endnu. Billedet er fra sidste år, hvor ældste søn kæmpede en brav kamp for at få træet til at stå ordentligt.

Årets gave(r)

Den vil være til glæde for både manden og konen, for unge og for ældre. Den kan benyttes både i køkken og i stue, men det kan ikke anbefales at tage den med på stranden. Hvad det er, aner jeg ikke. Det er årets gåde fra min håndværkers arbejdsplads. Spændingen bliver udløst i næste uge, når julegaven kommer med hjem. Jeg har absolut ikke nogen idé om, hvad det kan være.

 

Og når vi nu er ved gaver. Der er planlagt fridage her i huset torsdag og fredag, og meningen er, at julegaverne er købt inden ugen er omme. Og helst torsdag. Jeg har ønskesedler, skema for indkøb og noget, der ligner et budget. Vi skal ikke købe til så mange. Til gengæld køber vi selv alle gaverne til børnene. Mormor og farmor har lagt penge.

 

Jeg var til julemarked i søndags. På Café Ludvig i Sorø. Af en eller anden grund fik jeg ikke kameraet frem. Pungen kom frem, og jeg fik lidt garn med hjem. Nu er jeg i gang med hue og halstørklæde i det lækreste garn. Det er til mig selv og giver liv til min lyse jakke. Jeg har ikke rigtigt kunne få farven frem her. Det er en lækker mørk grøn, der godt kan snyde og blive lidt blå, når lyset falder til det.  

 

 

Og så gjorde jeg det endelig. Nummer 2 sok blev strikket færdig i weekenden, og enderne er hæftet. Det har været en lang og sej proces. Næste gang vil jeg strikke nummer 2 først. Eller også kommer de på pindene på en gang.

 

Her snyder billedet også. De er faktisk lige store. Farverne er fint gengivet og det har været sjovt at strikke lidt anderledes. Det er helt med vilje, at der er ål i skaftet.

Nu er det alvor

Det med den mellemste gang blev ikke til noget, da vi havde planlagt det. Vi gad ikke og valgte i stedet nogle dovne weekender og hygge på et højere plan. Men nu er det nu. Der er tømt skabe og reol, og det er rykket i stuen. Ikke videre kønt, men heldigvis bare midlertidigt. Lige om lidt går han i gang, og så er det ellers forfra. Støv i uanede mængder, der finder ind alle vegne. Jeg gider det ikke, men jeg gider godt det færdige resultat.

 

Vores lille entré har været færdig et stykke tid nu. Det er blevet ganske godt. Det indbyggede arrangement er genbrug. Det var, hvor den nye glasdør lukker nu, og indgangen til huset var der, kurve og jakker er nu. Det fungerer rigtig godt. Idéen med at bygge det ind i væggen er blevet præcis, som jeg ønskede det. Det hele er ganske hjemmelavet. Billige bordplader fra Silvan har fået olie og er blevet skåret i passende stykker. Alt sammen designet og sat sammen af min helt private håndværker.

 

Jeg synger

Det er der nogen, der ved, men det er altså ikke kun, når jeg en sjælden gang vinder et spil wf. Musik fylder meget her i huset og har altid gjort det. Vi har hyldemeter med cd, og der ligger vidst også lidt gamle kassettebånd og vinylplader på loftet. Når musikken er til det, kan jeg slet ikke lade være, så synger jeg med. Ind imellem må jeg holde det for mig selv. Blandt andet fordi, jeg godt kan lide at synge sammen med Celine Dion. Det falder ikke i den øvrige families smag.

 

Da jeg gik i folkeskolen, var jeg med i koret lige så snart, jeg var gammel nok. Og jeg var vidst med på den årgang, der igen gjorde det sejt at synge i de større klasser. Samtidig fik jeg lært lidt noder, og i et års tid trak jeg i en harmonika.

 

Nu er vores tilgang til musikken blevet både nem og billig. Vi er kunder hos et af de teleselskaber, der tilbyder oceaner af musik for et næsten symbolsk beløb. Jeg har genfundet gamle favoritter og jeg lytter på nyt. Gerne på air-play, så det kommer ud gennem højttalerne i stuen. Lige nu er en af favoritterne Lorde med hendes album Pure Heroine. Hvis du ikke kender det, så prøv at lytte.

 

I går blev den nye cd med Rasmus Seebach frigivet. Den blev lyttet godt igennem på den gode gamle køkkenradio. Jeg er glad for, at der ikke skulle snittes grøntsager, for det havde vidst været lidt for farligt til de rytmer. Hvad lytter du til for tiden?

Så gik starten

Jeg er i gang nu. Første portion adventshygge er samlet. En blanding af fjolleri, hygge og ting, der indgår i et skrabet budget. Gode ting til forholdsvis gode priser. Sådan som jeg bedst kan lide det. Modtageren har ingen anelse, så det må forblive hemmeligt lidt endnu.

 

Søndagen blev sådan en, der bød på hygge og nærvær. Jeg startede dagen med at skrotte mine planer om de ting, som jeg mente jeg burde have nået. Det kan sagtens klares i hverdagene - enten en tidlig morgen, eller lige efter arbejde. Derfor blev der dømt sådan en søndag, hvor huset dufter af lune kanelboller og god te, og den sidste sok næsten blev strikket færdig.

 

Min planlægningstrang er ved at tage over nu. Jeg irriterer folk med indsamling af ønskesedler, og jeg tænker lidt over, hvad der skal lande i kagedåserne i år. Faktisk så lægger jeg bånd på mig selv lige nu, for jeg har lyst til at hive alle nisserne frem af deres skjul og lade de røde huer sprede stemning og forventning. Jeg tror, at jeg venter lidt endnu. Det skulle jo nødig hedde sig, at Fru Hansen i nr. 71 er gået over gevind. 

Bøllebank på en lørdag

Det har været sådan en lørdag, hvor der virkelig er blevet nydt. Vi har drevet, men vi har også fået lavet en masse. Dodo og jeg har været ude på 4 km. rask travetur, og vi har spist gammeldags oksested med broccoli og prutteløg.

 

Aftenen er afsluttet med fri leg. Vi glemte alt om fjernsyn og fandt terningerne frem. Men altså. Jeg er blevet bøllebanket 4 spil i streg. Om de forkerte terninger har været fremme, eller om jeg skulle have siddet på en anden stol ved jeg ikke. Men noget er gået helt galt. Bo sidder i sofaen og hygger sig. Han har en helt anden opfattelse af den sag.

Lidt om gaver

Spørgsmålet har allerede ramt mig. Og jeg skal da ikke gøre mig bedre end nogen andre, for jeg har bedt om ønskesedler fra familiens små. Jeg elsker at være i god tid, så jeg kan grine lidt af dem, der styrter rundt den sidste weekend før jul.

Men for pokker, hvor er det svært. Jeg går fuldstændig i stå over min egen ønskeseddel. Vel er der nogle ting, som jeg godt kunne tænke mig, og der er da også ting, som jeg synes, at jeg mangler. Men som alle (de fleste) andre, så køber jeg småting på mig vej, når behovet opstår. Og da vi har sat niveauet for gaver ganske fornuftigt til jul, er der heldigvis også loft for, hvad gaver må koste.

 

Så er der det med adventsgaverne. Jeg troede måske, at vi efterhånden er nået dertil, hvor det skulle slutte. Drengene er svære at finde noget til, for de bruger stort set ikke noget, andet end deres elektroniske legetøj. De elsker begge lækkert tøj, men det er altså også lige i overkanten, hvis der skal laves 4 pakker inden den rigtige julegave. Jeg forsøgte at smide en bemærkning den anden aften, men jeg kan godt høre, at det vil skuffe, hvis ikke Anton og Julius passer deres nissejob og kommer med hyggepakker om søndagen.

 

Så hvis du synes, at jeg er lidt stille, så er det altså fordi, jeg tænker, og tænker, og tænker..... 

 

 

En uge kom og gik

Man lukker øjnene et sekund, og pludselig er en hel uge gået. Sådan føles det i hvert fald. Sara var hjemme søndag til fredag, og vi har i den grad nydt at have hende hjemme. Desværre var det i ugen op til en deadline, så jeg havde ikke mulighed for at holde fri. Derfor har vores samvær været holdt i timerne fra 16.00 og til dynerne kaldte. Det har fungeret fint, og Sara har også fået den ro, hun søgte. Nu er hun tilbage på højskolen, og vores næste planlagte møde er 15. december.

 

De sidste par uger har været seje. Jeg tror, at jeg faldt i gryden med vintermørke. Nattesøvn har der ikke været meget af. Tankerne er væltet rundt, og humøret har været nogle (for mange) grader under mit normale niveau. Jeg tror, at weekenden blev vendepunktet. Jeg har fået klaret nogle ting. Er blevet bekræftet i, at nogle ting vidst bare er som de er, og at der er andet jeg selv har indflydelse på. En lang snak søndag formiddag fik sat de sidste ting på plads, og energien kom igen. Sådan bogstaveligt, så jeg fik ordnet en masse.

 

Nu er jeg begyndt at glæde mig. Jeg er et af de mennesker, der prøver at holde julen til kun at fylde i december, men som regel magter jeg det ikke. December er da for kort. En lille nisse i november har vidst aldrig skadet. Den er ikke dukket op endnu, men jeg tror, at den er der lige pludselig. Bare en enkelt, der kan holde øje og kalde på alle de andre, når hytten er klar til at blive indtaget.

 

 

Billedet er her af tidligere dato. De er altså ikke dukket op endnu.

Et lille pip

Jeg har billeder liggende på kameraet fra et par gode oplevelser i den forgangne uge. Jeg har også ord, der skal sættes på, men de er stadig inde i mit hoved og må blive der lidt endnu. Vi har nemlig fået uventet besøg. Sara er hjemme et par dage for at trække vejret lidt uden at have 100 mennesker omkring sig hele tiden. Vi nyder og hun nyder. Når hun om et par dage pakker og tager tilbage til Skive, vil jeg vende tilbage her. Både med billeder og ord. Jeg lover..

Hul i hegnet og ikke mere parasol

Jeg forestiller mig, at der er et gennemgående tema i Blogland i dag. Noget med vind i træerne og ting, der bevægede sig lidt for meget i vinden. Som de fleste andre steder, var det voldsomt her. Parasollen var aldrig nået ind. Det vil sige, den skulle have været båret over på traileren, for den var moden til en udskiftning. Nu er beslutningen endegyldig. Vi skal have ny parasol - men ikke før foråret sender sin sol og varme.

 

Jeg tror, at vi er sluppet nogenlunde heldigt. Vi kunne høre nogle tagsten glide ned af taget, for at lande på garagen. Ikke noget voldsomt, og vidst ikke mere, end at min håndværker får det ordnet, når dagen bliver lys nok til det.

 

Hegnet ind til naboen har taget skade. Det står et godt stykke inde på deres grund og er ikke vores. Og kender jeg dem ret, så står det snorlige, når jeg igen vender hjem fra arbejde.

 

Dette billede tog jeg med telefonen, da Jakob hentede mig på arbejdet i går. Den forfløjne trampolin stod i et T-kryds. Vi kunne lige komme forbi. Bo havde lagt ruten om et par gange på vej hjem i går. Væltede træer gjorde, at der måtte findes andre veje. Danmark har vidst travlt i dag. Jeg satser bare på, at vejen til kontoret er farbar, så jeg kan komme af sted og passe mine pligter.

Tillykke til Sara

I dag er det 21 år siden, at denne smukke skabning så dagens lys. Og dermed 21 år siden, at jeg blev mor for første gang. Vi har sendt hilsen og snakket sammen, men må holde dagen i hver sin del af landet. Sara på højskolen i Skive og os andre på matriklen på Vestsjælland. Det er nu okay, for vi havde en dejlig weekenden sammen i sidste uge.

 

At hun er det skønneste menneske, behøver jeg vel ikke at skrive. At jeg er stolt af hende og glæder mig over hendes glæde over tilværelsen. At jeg elsker hende og glæder mig til at følge hendes vej frem i livet, og til at støtte hende og være der for hende, hvis hun får brug for mig.

Selv glæder hun sig over, at hun denne gang har fødselsdag i 25 timer.

Må man det?

Vi boede i små hyggelige hytter - lige ud til vandet - da vi var i Skive i weekenden. Lidt inspireret af sejllads og skibe var vinduet i døren rundt som et koøje. Da vi skulle over og spise lørdag aften, var der pludselig 2 fra nabolejligheden, der gerne ville ind til deres mor og far. Det kom der dette lidt slørede og fjollede billede ud af. At billedet er taget med telefonen fremgår tydeligt, og jeg skal ikke på nogen måde forsvare kvaliteten.

 

Når vi efterfølgende har set på billedet, er det noget helt andet end 2 skøre unger ved en dør, vi ser. Snakken har gået på, om der er lovgivning omkring børnevask i vaskemaskinen. Bare et kort et på skånevask?

Weekend i Skive

En uge gik - stort set uden at jeg kom omkring i blogland eller fik skrevet noget selv. Vi har som så mange andre holdt ferie i sidste uge. Dels med gang-projektet, men også for at holde ferie. Efter sommerferien i køkkenets tegn, var der behov for nogle dage til det rene ingenting. Man kan ganske enkelt ikke planlægge en hel ferie til arbejde en gang til.

 

Lidt er der sket her. Den lille gang er stort set færdig. Der mangler en hylde, og spejlet skal sættes op igen. Alt er malet derude, og det er blevet rigtig godt. Nu mangler vi mellemgangen ved trappen. Dette projekt blev lagt lidt på hylden. Bare fordi vi kan, og fordi vi ikke gider mere lige nu. Ganske enkelt.

 

Weekenden har vi tilbragt i Skive. Vi pakkede bilen og kørte derop straks efter morgenmaden lørdag morgen. Sara har fødselsdag i den kommende weekend, så vi pakkede gaver og lidt ekstra tøj og kørte den lange vej. Klokken 13 ankom vi til Krabbesholm, som jo lige nu danner ramme for Saras liv. Jeg behøver vel ikke at sige, at det dejligt at se hende.

 

 

Krabbesholm er et stemningsfyldt sted. Nyt og gammelt i skøn forening, men det er det gamle, man møder, når man drejer ind på alléen. Den gamle hovedbygning rummer fællessal, bibliotek og forstanderbolig. Desværre var der låst af til fællessalen, som i det daglige kaldes riddersalen. Vi var inde og vende, og det er ganske særligt. Store tunge døre, og sten i væggene. Jeg synes, at det er dejligt, at stedet er bevaret så fint, samtidig med at det i den grad bliver brugt, og man fornemmer, at der er liv overalt.

 

 

Som alle herregårde og slotte med respekt for sig selv, så har Krabbesholm også sit eget spøgelse. Det siges, at hun har sin base mellem de to fantastiske træer her. Og nogen mener endda, at de har set hende omkring træerne. Det var helt lyst, da vi var der, og Jakob mente absolut ikke, at han kunne mærke noget til hende.

Det var udstillet i Grafisk Design, så vi var også inde og gætte på, hvilke ting, der var Saras. Jeg forstår til fulde, at hun nyder sit ophold på stedet. Der sker noget hele tiden, og de bliver udfordret på det faglige. Hun lever og nyder, og har nu fundet sin vej frem. Hun er ved at søge muligheder for videre uddannelse inden for det grafiske og har glæden med i det hele.

 

Vores lørdag aften blev tilbragt i en hotellejlighed og på en restaurant lige på den anden side af vejen, men det må blive en anden historie en af dagene. Nu kalder hverdagen. Jeg skal på arbejde, og det er heldigvis slet ikke så tosset. God dag derude....

Der var engang en gang

For enden af den gang stod der et skab. Det gør der ikke mere. Der er lavet døråbning, for den gamle placering af døren inviterede alt og alle direkte ind i mit køkken. Det er slut nu. Gangen har stået og været ikke særlig køn, siden vi afsluttede projekt nyt køkken. Den nye væg skal ordnes, og vores garderopesystem skal sættes op igen. Så skal der laves lidt væg omkring den nye glasdør, og så skulle det ellers være på plads.

 

Desværre er det ikke gjort med det. På den anden side af glasdøren har vi gangarealet omkring trappen. Her mangler vi at få loftet op i niveau. Det gamle listeloft og bjælkerne skal ud, og der skal sættes nye plader på. Helt oppe på de nye spær, som er synlige på billedet. Det har givet så meget rum i køkkenet at få hævet loftet, så selvfølgelig skal det gøres. Jeg glæder mig gevaldigt til at få fjernet kurvene og de løse jakker under trappen. Det hører til i garderopen, der skal sættes op i den lille gang.

Og hvor meget gider jeg så lige der her projekt? Skal jeg være ærlig, så ville jeg ønske, at jeg kunne køre, og komme hjem når det stod færdigt. Jeg gider ikke mere møg, jeg gider ikke mere støv, og gider ikke mere maskinlarm. Min helt private håndværker har ferie fra i morgen og hele uge 42. Så nu går det løs. Jeg glæder mig bare til at kunne fotodokumentere, at vi er færdige.

Jeg har snydt

Uge 42 lurer lige om hjørnet, og dermed børnenes efterårsferie. Men med drenge på 14 og 18 er det ikke så vigtigt at være hjemme mere. De sover længe og har lavet egne planer. Derfor har jeg delt ferien med min kollega, så vi hver får nogle dage med ungerne - uden at brænde for meget ferie af. Mine dage blev til mandag og tirsdag. Ikke helt nok, tænkte jeg, så jeg tog fredagen før med. I morges kunne jeg mærke, at det heller ikke rækker, så nu holder jeg altså også fri i morgen. Det er dermed weekend i min kalender frem til mandag morgen. Om jeg kan holde det ud? Det tror jeg da nok lige.

I dag gider jeg godt at have travlt

Jeg laver mad, og jeg går rundt og nusser lidt og får hyggen til at sprede sig. Jeg skal også nå at bage pandekager, have taget et bad og have håret til at sidde rigtigt. Jeg gider godt det hele, for der kommer gæster til spisetid.

 

Lone og Jens kommer forbi med pigerne. Det er alt for længe siden, de har været her. De skal se køkkenet og vi skal snakke. Både om nyt og om gammelt. Lone og jeg har - som nævnt engang i et tidligere indlæg - kendt hinanden siden før børnehaveklassen.

 

Når jeg sidder træt i morgen, fordi jeg kom alt for sent i seng, vil jeg tage en tur rundt i blogland og lade hus være hus. Jeg planlægger travl lørdag og doven søndag - og det er vel i grunden slet ikke så tosset.

Lange morgener og korte aftener

Det kan godt være overskriften på min tilværelse lige for tiden. Jeg er blevet sådan en, der står op før naboens hane galer (hm - han har vidst ikke nogen). I dag var den 05.15, så jeg er for længst færdig med at lægge tøj sammen og har både været i bad og fået frisuren til at være passende. Der er egentlig ikke nogen grund til det tidlige møde med dagen, for jeg skal bare møde inden 09.00, og poloen er ca. 12 minutter om at bringe mig til kontoret.

 

Egentlig så griner jeg lidt af det, for sådan var min mor også, da hun gik på arbejde. Tidligt op, noget fra hånden og så ellers nyde roen. Nu er det mig, der er moderen, og mine unger synes, at det er dybt underligt at stå op før det er absolut nødvendigt.

 

Til gengæld kan de så nyde roen i de sene aftentimer, for der er lyset slukket i stuen. Jeg skulle jo gerne være frisk til  næste rolige morgen. Jeg tror, at jeg er ved at blive voksen.

 

 

Der røg en pakke med posten den anden dag. Lidt til at forsøde livet på "Krabben" med. En pose bolscher, en lakridspibe, den ansigtscreme, som lige nu er en kæmpeudgift for barnet og lidt andet godt. Pakken er modtaget, og den SMS der kom retur var det hele værd. Jeg savner ind imellem, men et glad barn på en skøn højskole er savnet værd.

Naturen kaldte

Da vi havde spist æblekage med flødeskum i går, blev vi enige om, at naturen kaldte. Vi landede samme sted som første søndag i september. Denne gang var vejret om muligt endnu bedre, og vi gik faktisk og havde det varmt. Måske fordi vi tog 5 km. i rask gang, men også fordi solen havde magt, og der var helt stille ved havet. Vi kunne se både Musholm og Reersø helt tydeligt. Sådan en tur er godt for det hele. Vi får snakket en masse, får vind i håret og får rørt kroppen.

 

Nu lurer oktober rundt om hjørnet. Den kommer med godt. Lidt efterårsferie og endnu en tur til Jylland. Sara har fødselsdag og har valgt at blive på højskolen. Og da hun ikke kommer til os, så har vi booket værelser på et hotel, der ligger bare et stenkast (næsten) fra højskolen. Vi er blevet lovet guidet tur på skolen, som jo oprindeligt er en gammel herregård. Jeg glæder mig til at se mere til stedet, så jeg ved, hvad hun taler om, når jeg får de lange begejstrede talestrømme i telefonen.

 

Det er ved at være tid til at finde kontoret. Jeg gider godt. God dag til dig derude...

Jeg skulle også....

Når vi får tid, måske på lørdag, jeg skal også have gjort.....

Da vi tidligere på året rev det gamle køkken ud, var der som bekendt en del af det, der genopstod som lejrkøkken i mit bryggers. Det fungerede perfekt og der gik ikke mange dage, før vi havde styr på vores ting. Den store bordplade gav plads til microovnen og nogle af de ting, der bare ikke var plads til andre steder. At jeg så i mellemtiden måtte ordne tøj på stuebordet, måtte jeg jo bare tage med uden at klage - så det gjorde jeg.

Vi har nu brugt vores køkken i et stykke tid. Vi nyder det og er rigtig glade for, at vi endelig fik det lavet. Indtil nu har jeg stadig ordnet tøj på stuebordet og fundet ting på det store bord i bryggerset, for vi var vidst gået lidt i stå. Deraf overskriften. Jeg skulle også, jeg burde, og så videre....

 

I går kom der noget til mig. Når man nu ikke kan finde en pose med tid, så må man søge lidt ekstra energi et eller andet sted. Hvor det kom fra, ved jeg ikke. Men da jeg kom hjem fra arbejde, blev tøjet sorteret og lagt væk, og stuebordet står nu fint uden noget, der ikke bør være der. Bagefter gik jeg i bryggerset og fik sorteret, smidt ud og lagt på plads. Nu står også bordet i bryggerset og ser ud, som jeg gerne vil have det. Og det sjove ved det hele er:

 

Jeg var færdig på 20 minutter!!!

Indlægget, der allerede var skrevet

Jeg satte mig til tasterne for at skrive lidt om min familie, men skulle lige en tur rundt hos jer andre først. Og hvad ser jeg så? Kong Mor har allerede skrevet mit indlæg. Sådan lidt med små ændringer, for hendes flok er jo større end min, men budskabet var klart.

 

Livet forandrer sig. Hele tiden. Vi har siden august kun været 4 under tag. I dag har jeg været oppe uanstændigt tidligt for at køre Jakob til toget. Han tilbringer den kommende uge i London med sin gymnasieklasse. Dermed er vi bare 3 om spisebordet de næste mange dage. Altså de dage, hvor alle er hjemme. En meget lille udgave af familien Hansen. Et meget godt billede på, hvordan det snart kan blive.

 

Sara kommer jo godt nok hjem fra højskole til jul, men hendes erklærede mål er studiestart næste år i august og dermed afgang fra barndomshjemmet. Samtidig vil Jonas tage på efterskole.

 

Når jeg kikker på min store unger, så bliver jeg stolt. Ja - det gør jeg altså. Vi har fået formet dem til nogle fantastiske unge mennesker, der har meninger og fornuft. Sådan nogen, der kan finde ud af at begå sig, og som ved, at høflighed ikke koster ekstra. Alt i alt er tingene, som de skal være. Jeg skal bare ud over oplevelsen af, at der ind imellem er alt for god plads i den store hjørnesofa.

Jeg vil gerne bede om en stor pose

Det er rigtigt. Hvis jeg kunne finde den rigtige butik, så ville jeg bede om en af de store poser. Den skulle være fyldt til randen. Eller lidt over måske. Den skulle være fyldt med tid. Ekstra tid, der kunne puttes ind i dagen, når man sådan lige mangler noget.

 

Jeg leder, men jeg har endnu ikke fundet stedet, hvor den slags poser står på hylden. Indtil da må jeg konstatere, at dagene flyver, og at jeg kun når et minimum af det, jeg gerne ville. Måske skal jeg skynde mig og sige, at jeg ikke klager. Jeg har det godt med de ting, jeg foretager mig, og vi hygger os herhjemme. Men sådan et par ekstra timer en gang imellem ville virkelig ikke gøre noget. Hvis du finder stedet, hvor de er, så sig lige til.

En uge på gyngende grund

Jeg tør næsten ikke sige det højt, så jeg nøjes med at skrive. Siden i går morges har jeg slet ikke sejlet. Sengen har ligget stille under mig, og der har ikke været angreb fra overraskende sidevind. Jeg håber virkelig, at det er overstået. Hvis jeg er rigtig heldig, så hører jeg ikke til den gruppe, hvor det vender tilbage.

TV i dagtimerne er noget kedeligt noget. Det nåede jeg at konstatere. Jeg så morgen-TV fra klokken 7.00 og til genudsendelserne var rullet over skærmen klokken 11.00. Så starter alt det der reality, som man både kan tude lidt til, forarges over og ind imellem også grine højt af. Det var min eneste underholdning, for blikket skulle helst vende lige ud. Strikkeriet og læsning gav svimmelhed, for man kan altså bare ikke holde hverken bog eller pinde lige ud for blikket uden at få ondt i hele kroppen.

 

Nu vil jeg fryde mig over, at jeg kan køre på kontoret og passe mine opgaver, og at weekenden lurer lige rundt om hjørnet. Den byder på min nieces 4 års fødselsdag og dermed en masse godt selskab. Den byder også på god tid herhjemme til lige hvad jeg har lyst til. Jeg er fint tilfreds.

Rafael - og lidt grus i maskineriet

Egentlig startede det hele med en elastik. Jeg havde en på min clipsholder på kontoret. Da jeg blev spurgt, hvorfor den sad der, var svaret da klart. Det var fordi, der ikke var nogen vandhane på mit skrivebord. Jeg har altid haft mine elastikker hængende på vandhanen. Faktisk var jeg overbevist om, at det da var helt normalt. Mine kolleger har en ganske anden opfattelse, og mobning på jobbet - af den kærlige art - var straks en realitet.

 

Denne snak fandt sted lige før sommerferien og dermed lige før min fødselsdag. De skønne damer på jobbet truede mig med en dildo i fødselsdagsgave. Sådan en flot farverig ting, der kunne stå på bordet i mit nye køkken og holde styr på gummibånd i forskellige tykkelser og farver.

 

Det store internet rummer rigtig mange ting, og da min kollega satte sig og googlede elastikholder, dukkede ham her op. Han hedder Rafael. Det gør han faktisk. Det står på maven af ham, og han er rigtig dygtig til at holde styr på elastikkerne. Han står på bordet i mit nye køkken og udfører sin opgave til perfektion. Det er slut med elastikker på vandhanen hos Familien Hansen.

 

 

Jeg sidder hjemme i sofaen i dag. Til stor irritation, for jeg vil meget hellere passe mit arbejde. Desværre driller det der øregrus stadig. Jeg har endnu en aftale hos ørelægen i Ringsted i morgen, og håber, at fjerde gang er lykkens gang. Jeg har sejlet en uge - helt uden vand, og det passer rigtig dårligt til mit temperament. Bo og drengene har passet og plejet mig hele weekenden. Det er fedt, når det er mors dag og fødselsdag, men ikke når det er fordi, at man ikke selv er rigtig kørende. Heldigvis er det forbigående og det er ufarligt, så ikke mere brok herfra.

September startede smukt

Vi fik vendt en doven søndag til en rigtig fin dag. Næsten 5 km. rask gang ved Bildsø. Storebælt viste tænder, men det var ikke koldt, og vi var enige om, at efter alt det her køkkenroderi trænger vi til at bruge naturen lidt mere igen.

 

Der er lidt stille her lige nu. Jeg døjer med svimmelhed i forbindelse med det, som lægen så fint kalder øresten. Jeg har fået et par behandlinger og håber, at der kommer styr på op og ned. Det går desværre ud over den træning, som jeg lige havde fået styr på, men jeg må jo bare tage tyren ved hornene, når morgensvimmelheden er væk igen.

Den gule elastik har startet noget

For noget tid siden skrev jeg om den der badevægt, der tillod sig at være direkte hånlig. Jeg skal også noget om at tage skeen i den anden hånd og gå i hård kamp. Det har jeg gjort, og nu er jeg faktisk ganske tilfreds. Bukserne sidder igen, som jeg bedst kan lide det, og det der bløde i siden lige over buksekanten har trukket sig gevaldigt ind.

 

Der er stadig noget, der ikke helt sidder, som jeg synes, at det burde. Sådan noget, der er lidt slapt og som måske godt kunne arbejdes lidt med. Jeg ved ikke, hvorfra det er kommet, men nu er jeg altså blevet sådan en, der har lyst til at træne. Jeg tror, at det er en udløber af den gule elastik, der har hjulpet vingen i funktion igen, og som stadig bliver brugt. Jeg kan mærke, at det gør godt, og jeg har derfor fået lyst til at gå videre og træne resten af min efterhånden lidt trætte krop.

 

Jeg bliver aldrig sådan en, der stempler ind i Fitness.dk flere gange om ugen. Så jeg har anskaffet et par forskellige dvd'er, og giver den gas på stuegulvet et par gange om ugen. Gerne om morgenen inden arbejdstid, for det passer mig bedst. Jeg er klar over, at jeg ikke kommer til at ligne en 17 årig igen. Det er heller ikke meningen. Jeg trænger bare til lidt styrke i mine rygmuskler. Og hvis jeg kan få trukket navlen lidt tættere på rygsøjlen, så gør det da heller ikke noget.

 

 

En god og lang weekend uden netforbindelse

Weekenden er blevet nydt. Vi har været i Seawest ved Nymindegab. Vejret har i den grad været med os, og tiden er derfor blevet brugt til at nyde det store imponerende Vesterhav. Her er vi ved Blåvand. For sådan nogle vestsjællandsfolk som os, er det imponerende, at en strand kan være så bred og endeløs. Jeg drømmer om at holde sommerferie i et af de lækre huse lige bag ved de store bakker. Så vil jeg gå til stranden hver morgen, mens ungerne sover deres næsten endeløse teenagesøvn.

 

Vi har også nydt gensynet med indsejlingen til Ringkøbing Fjord og alt det skønne, der findes i det område. Det kom lidt bag på os, at der stadig var så mange mennesker på en søndag. Men det gik også hurtigt op for os, at de fleste var tysktalende. De nyder åbenbart stadig deres ferie.

Sara har været med os. Jakob hentede hende i Skive, da vi ankom fredag. Han elsker livet bag rattet i poloen, og hun var fint tilfreds med at kunne være sammen med os.

Dagene er gået hurtigt, men det er blevet nydt til fulde. Vi kunne alle godt have brugt lidt flere dage, men det lader sig ikke gøre, når man skal passe sine skoler.

 

Nu vil jeg finde kontoret, og så vil jeg kikke mig omkring i Blogland, når jeg engang lander herhjemme senere på dagen. God dag til dig derude....

Fætterweekend

Jonas og fætter Viktor fulgtes hjem fra skole i fredags. Han bliver ikke hentet før en gang i morgen, så vi har god tid til at nyde. Han er lige startet i 1. klasse og er efterhånden en rigtig stor dreng. Vi har hygget i dag, for det er vidst rigtig fedt at holde weekend med sine 2 store fætre.

 

At indtage spaghettien på denne måde, er ingen sag, når der er god plads til at suge den ind. Bemærk venligst den seje frisure. Håret blev sat, da han og Jonas mødtes over en dåse voks på badeværelset tidligere i dag.

Det der med kamera kan godt gå hen og blive lidt for meget. Også selv om vi hygger os. Nu er drengene ved at være gået til ro på første, så jeg vil trække mig. For er der noget, som Viktor kan, så er det altså at stå tidlige op.

Folkets dom

En lille familie, som jeg kender, er ramt rigtig hård. Datteren har været ude for det mareridt, det absolut må være, at blive passet op af 5 unge mænd, holdt tilbage og blive voldtaget. Det har selvfølgelig rystet det lokale samfund, og den lille familie er selvfølgelig dyb mærket af det. Når sådan noget sker, starter hele møllen. Det blev anmeldt med afhøringer og undersøgelser til følge, og så skulle der ellers bare efterforskes og anholdes nogen, så de kunne få deres behørige straf.

Sådan er det imidlertid ikke gået. Den unge piges forklaringer hænger ifølge politiet ikke sammen tidsmæssigt, og hun har nogle huller i sin hukommelse, så der er ting, der ikke kan forklares. Derfor har man nu fra politiets side besluttet sig for, at hun må anklages for falsk anmeldelse. Jeg ved ikke, hvad de forventer. At man ser på klokken, når man bliver antastet, og at man selv lige tæller efter, hvor mange af de 5 unge mænd, der benytter sig af, at man nu er offeret. At der er hul i hukommelsen er vidst meget naturligt. Da jeg havde psykologi på efteruddannelse, lærte jeg om forsvarsmekanismer. Fortrængning er en af dem.

 

Det blev offentliggjort på lokalt TV den anden aften, at man kun kan gå ud fra, at det hele er opspind, og herefter starter folkets dom. Jeg har set bemærkninger på Facebook, der går ud på, at pigen burde straffes. At hun kunne have ødelagt flere familiers tilværelse, og gad vide, hvad hun egentlig lige ville opnå med det. Folk er rørende enige. Det fik mig til at tænke efter. For hvis jeg ikke havde haft mit kendskab til familien, så havde jeg sikkert haft samme mening. At det er for langt ude at få sit behov for opmærksomhed dækket på den måde. Det er skræmmende. 

 

Jeg tror stadig på den lille familie. Hverken pigen eller hendes familie ville nogensinde kunne finde på at skabe sådan en historie for opmærksomhedens skyld. Nu håber jeg bare, at vores fine politisystem må ændre holdning og tage dem alvorligt. Og så håber jeg faktisk også, at de 5 unge fyre, der ændrede pigens liv for altid må blive holdt ansvarlige for deres gerning.

Induktion og rund bund

Vores nye kogezone er induktion. Farvel til stegepande, æbleskivepande, den store stegegryde fra vores kobberbryllup og 5 gode gamle gryder. De vil ikke på det nye. Derfor var jeg i byen i går for at investere i en stegepande. Turen gik til Kop og Kande, fordi det er tæt på, og fordi jeg havde et par ganske gode gavekort til samme butik. 

 

Jeg fandt den pande, som jeg mente burde med hjem, fik den trukket fra gavekortet og kørte hjem. Jeg købte ikke den dyreste, men absolut heller ikke helt billigt, så jeg var faktisk noget forundret, da den bulede op på midten, da vi skulle bruge den. Det er let at se, for den sjat fedtstof, der var kommet på, løb ud i kanten og lagde sig. Hele vejen rundt. Panden er tørret af igen og lagt tilbage i original emballage. Turen går igen i dag forbi Kop og Kande. Sammen med panden ligger den lille pandekagepande, som også kom med hjem i går. Den laver nøjagtigt samme nummer. Buler op på midten. Kan man så erklære en pandekage for færdig, når den er sprød i kanten, eller er der mon en dybere mening? Jeg ved det ikke, men jeg håber at være klogere (på det), når jeg kommer hjem i eftermiddag.

Lidt om emhætten

Vores køkkenprojekt startede egentlig lang tid før den onsdag i april, da skabene røg ned og blev til lejrkøkken. Det har været et ønske i flere år, men vi har altid haft rigtig gode grunde til at udskyde det. Men nu skulle det så være. Og da forretningerne åbnede i januar tog vi på rundtur. Det var her, jeg stiftede bekendtskab med emhætten første gang. Den sad i dette fantastiske sorte køkken. Det var bare lige det, at det var en samlet pakke. Vi nåede så langt, at vi fik det tilpasset vores tegninger og lavet ændringer for et pænt beløb - på forretningens regning. Vi var vidst grebet af den gode stemning. En fredag eftermiddag var vi forbi og pudse det sidste af, og så var det bare at vente til efter konfirmationen. I løbet af natten skete der noget i hovederne på os begge. Vi kunne mærke, at det ikke var det rigtige, så tavlen blev visket helt ren, og vi startede forfra på blankt papir.

 

Vi endte som bekendt med det lyse køkken, hvilket jeg er rigtig glad for. Det kan ikke blive ret meget bedre, tror jeg. Der var bare stadig lige det med emhætten. Forretningen kunne vise os flere, der så rigtig godt ud, og som vidst også virkede fint. De var bare ikke gode nok. Jeg havde altså lidt svært ved at glemme den sorte.

Da Bo sikkert ikke gad høre om den mere, gik han på nettet og finder skønheden, der nu hænger i mit køkken. Fortalte mig, at de også kunne købes i blanke, men at de var alt for dyre, så det var ikke en mulighed. Der er bare det ved den sag, at vi kører parløb her. Jeg tror, at jeg fik fortalt, at med den sum, vi alligevel skulle slippe, så skulle det bare være den. Basta.

 

Stædighed belønnes ind imellem, for manden søgte videre, og fandt netop den, der nu hænger i mit køkken. Den var til halv pris, fordi den var lidt ridset. Vi fik billeder af ridserne og blev enige om, at det var noget, vi sagtens kunne leve med. Det meste kunne måske endda pudses lidt op. Bo fik talt lidt med sælgeren, for han mente faktisk, at vi skulle have endnu mere rabat, når nu skidtet ikke var i orden. Men der var ikke noget at gøre. Han kunne komme og hente den til halv pris, ellers blev den solgt til en anden. Det blev den så. Manden i huset ville ikke tabe ansigt, så han takkede pænt nej, og gik på nettet og bestilte den i mit navn. Og således gik det, at jeg blev ringet op en dag i februar af en flink mand, der fortalte mig, at jeg havde købt en emhætte. Det vidste jeg faktisk ikke endnu på det tidspunkt. Da han fortsatte og fortalte mig, at jeg skulle være opmærksom på, at den var ridset, faldt femøren, og jeg var klar over, hvad der var gået for sig. Jeg tror, at de andre kunder i Brugsen gloede underligt på mig, at jeg gik og smågrinede resten af turen rundt i butikken. For at gøre den gode historie endnu bedre, så kan jeg da fortælle, at ridsen er ca. 1.5 cm. og at den er ovenpå emhætten.