Årets sidste skriveri

Nu varer det kun 4 timer, før vi får besøg af en anden familien Hansen. En familie, som vi glæder os til fejre årets sidste aften med. Lige nu er der (vidst nok) check på det hele. Den del af maden, som kan laves i forvejen er snart færdig. Kødet bliver smidt på grillen og kartoflerne i ovnen. Det skal være nemt - men rigtig godt.

Jeg bliver altid lidt højtidelig og eftertænksom, når året er ved at være gået. Her i familien kan vi se tilbage på et godt år. Jakobs konfirmation, som udviklede sig til en fantastisk dag. Dodo der flyttede ind og tog os alle med storm. Jo, vi klager ikke.

Hvad 2010 bringer må vi vente og se. Vi ved, at sommerferien bliver afholdt i det nordjyske, og der er en planlagt weekend i januar. Ud over dette er alt åbent.

Og så er det jo nytår i dobbelt forstand her. Bo og jeg tager i aften hul på vores 27. år sammen. Mand, det lyder vildt. Det er skønt, for vi har det godt, og er enige om, at det skal fortsætte sådan.

Jeg ser frem til 2010 og vil derfor ønske alle et rigtig godt og lykkebringende nytår.

Status på juleferien

Julen blev jo som tidligere beskrevet lidt af en blandet fornøjelse. Siden jeg skrev sidste indlæg lagde min søster sig syg. Så troede vi ellers, at det var slut. Men nej. Lige nu ligger Bo og koger med feber og har det rigtig skidt. Jeg håber, at han følger mønsteret fra de andre, for så er han på benene allerede i morgen. Vi har jo et par drenge her, der går vildt op i nytåret. Så det ville være katastrofalt, hvis vi må aflyse vores planer torsdag aften.

Far ligger stadig på sygehuset. Han havde fået en kraftig infektion i benbruddet og havde voldsomme feberanfald i julen. For at være ærlig, så troede jeg faktisk, at der var sket noget i hans hoved. Det var meget ubehageligt. Desværre er han slået 10 år ældre på de sidste 2 uger, så vi må bare vente og se, hvad tiden bringer.

Nu skal det ikke lyde som en lang klagesang. Vi har også haft rigtig mange gode stunder, og er enige om, at vi trods alt har haft en dejlig jul. Og så har vi ellers tilladt os selv lidt luksus. Vi tilbragte menlig søndagen i hovedstaden. Hele familien. Først en tur i Imperial, hvor vi så Avatar i 3D. Det var absolut en oplevelse, som kan anbefales. Herefter gik turen til Tivoli, hvor vi til drengenes store fornøjelse så fyrværkeri af fineste kvalitet. Dagen blev afsluttet på Jensens Bøfhus, hvor vi sagde godt nytår til Sara. Nu er hun taget til Jylland for at holde nytår med sin kæreste. Det var helt underligt at vinke til hende ved toget og vide, at vi først ses til næste år....

Glædelig jul

Ja - både og......

Det har været en jul med blandede oplevelser. Vi havde en rigtig dejlig juleaften. Dog med den undtagelse, at vores fætter Viktor var syg. Han sov mens vi dansede om juletræ og åbnede pakker. Han holder juleaften hos sin far hvert andet år, så vi havde rigtig glædet os til at synge sammen med ham. Han er heldigvis i bedring nu.

Dagen i dag har jeg for en stor del tilbragt hos min far. Han var ikke klar i går og sagde nogen mærkelige ting. Vi fik sygeplejen til at kikke ind til ham nogle ekstra gange. De komme jo hver dag for at se til forbindingerne til hans brækkede ben. Han har ikke fået taget sin medicin, så hans ben er hævet og ikke rigtig rart at se på, men det værste var næsten, at han så syner og ikke var klar i talen. Nu er han tilbage på sygehuset, så håber jeg, at de får styr på det hele.

I morgen skal vi til julefrokost hos børnenes farmor. Jeg tror ikke, at vi bliver helt så mange som først planlagt, for nu er mormor gået i seng med kvalme og opkast.

Nu nyder vi resten af dagen sammen med vores børn. De er alle glade for deres gaver og er heldigvis friske alle 3.

Og gæt så lige, hvem der skal i DR's koncertsal og høre Tina Dickow sammen med Radioens underholdningsorkester til juni. Det var en rigtig fed julegave.

Glædelig jul til alle.

Helt stille.....

Her er helt stille. Sara og Jakob tjener lige nu deres lommepenge i Rema 1000 og Brugsen. Jonas er ude ved en kammerat og Bo ligger godt placeret mellem tæppet og sofaen. Hunden ligger i sin kurv og sover. Udenfor er vejret helt stille. Solen skinner og sneen lyser helt fantastisk. Det er et af de øjeblikke, som jeg får lyst til at gemme.

Billedet her er udsigten fra mit bord på kontoret. Jeg har haft kameraet med på job nogle dage, for det er ikke usædvanligt, at der kommer et par små rådyr ind i haven og kigger lige ind til os, når vi sidder og prøvet at få debet og kredit til at gå op i en højere enhed. Efter jul flytter vi til nyt og større kontor og udsigten her bliver endnu et minde i min efterhånden tykke mindebog.

Herhjemme kan julen bare komme an nu. Alt er på plads til julemaden og gaverne er der helt check på. Vi skal holde julen som vi plejer. Vi bliver 11 i år. Juletræet bliver hentet en af de nærmeste dage og pyntet op et par dage inden jul.

Drengene er allerede videre i næste projekt, for efter jul kommer som bekendt nytår. Katalogerne med krudt har ligget fremme længe, og der er altså også allerede handlet ind. Nu er jeg bare spændt på, hvordan det skal gå med vores lille hund, når det hele brager løs. Det er jo hendes første nytår.

God weekend derude.....

Slået 11 år tilbage - bare et øjeblik

I går havde jeg travlt med flytte rundt på nogle ting i skabene i stuen. Der er indkøbt en hel kasse porcelæn på dba. Det var lidt af et kup, og nu har vi igen tallerkener nok, når vi inviteret til fødselsdag. Det medførte dog for lidt plads i skabet, så der var ikke andet for, end at tage fat. Jeg har længe skullet i bund i det ene skab i reolen, men som så meget andet, så er det blevet udskudt den ene gang efter den anden. Det løber jo ingen steder, og der er låger på skabet, så stuen er lige pæn af den grund.
Det blev til lidt af en rejse. Der var kort, fra da Jonas blev født. Den store kuvert fra Landsforeningen med beretninger kom frem igen og andre ting, som jeg var helt forberedte på at møde. Men jeg fandt også en kuvert, som jeg ikke lige havde ventet. En helt almindelig hvid kuvert, hvor der ikke var skrevet noget på. Jeg troede faktisk, at den var tom, og var ved at smide den ud. Heldigvis lod jeg mig drive af min medfødte nysgerrighed. Et øjeblik var jeg sendt til tælling. Jeg kunne mærke det hele igen. Kuverten indeholdt nemlig 2 fotos af Mie. Et, hvor hun ligger på vægten på GN på riget og rigtig viser sit ansigt, og et andet - lidt sløret - som viser hele hendes krop. Det er de 2 billeder, jeg sendte ind til Heather Spears for at få et af mine kæreste ejendele retur.

December - med alt hvad det indebærer

Jeg tror, at de 2 små her er mine favoritter i år. De står i det ene vindue i stuen og hygger for os hver aften. Der er bagt i stor stil, brunekager, vanillekranse, vognhjul og julemandens knapper. Så nu kan julen sådan set bare komme an.

Sidste uge bød på 3 fridage. De var planlagt til julegaveindkøb og forskellige andre småting. Desværre lagde Jonas sig syg, så planerne blev skrinlagt. Han lå og kogte med 40 i feber og var rigtig skidt tilpas. Så fridagene var held i uheld. Jeg kunne blive hjemme og nusse om ham med god samvittighed. Om det har været svineinfluenzaen, der kom forbi, er der ingen, der ved. Heldigvis er han frisk igen og klar til at passe skolen i morgen. Nu har jeg noget, der ikke rigtig ved, hvad det vil. Jeg er ikke syg og ikke frisk. Bare sådan lidt dum i kroppen. Kryds lige fingre for, at det ikke bliver til noget.

Nu tager vi fat

Jeg har lige været en tur forbi den lokale Brugs og købt et par småting. Så nu skal gryden findes frem og fyldes med smør, sirup, farin og krydderier. Først skal der lige hakkes lidt mandler og drikkes en kop te. Men inden dagen er omme, vil der være hjemmebagte brunkager på bordet og ham her vil have fundet sin plads ude på hylden.

Lidt tanker herfra

Hjælp. Lige om lidt er der gået et år igen. Jeg synes lige, at vi har holdt juleferie og pakket nisserne ned. Nu strækker de sig på loftet og gør sig klar til at vågne igen. Her i huset er de meget præcise. De vågner altid første søndag i advent.

Jeg er så småt begyndt på gaveindkøb. Der er næsten check på adventsgaverne og om et par uger er der 3 planlagte fridage, som dels skal bruges på at købe ind og lave småkagedej, og dels bare skal være mine til hvad jeg nu må have lyst til.

Alt i alt kan jeg mærke, at jeg bare er rigtig godt tilfreds med mit liv lige nu. Henne på sofaen ligger manden og sover. Til nytår runder vi et år mere sammen. Det giver liv til tankerne. Jeg føler mig heldig, fordi det stadig er os, og ikke mindst fordi det stadig er fedt at være os to.

Min mand kom hjem fra Schweiz i går

Uhm. Lindt og Switzerland. Behøver jeg at sige mere.....

Øv, øv, øv....

En gang imellem er man bare ikke heldig......

Jeg havde glædet mig rigtig meget til Alle Helgen med dejlige kvinder og skøn brunch - jeg havde glædet mig til gensyn - og jeg havde glædet mig til at tænde lys for den lille tykke i kirken. Det klarede Rikke for mig. Tusind tak

Sådan skulle det så ikke gå. Jeg vågnede søndag morgen lidt i 4 med de ledeste mavekramper, som fortsatte, til jeg skulle op ved 7 tiden. Det fik mig til at melde afbud og prøve at få sovet lidt. En time fik jeg, så ringede telefonen. Det var min søster, der fortalte, at hun havde fået indlagt vores far med et rigtig grimt åbent benbrud. Han var faldet hjemme.

Min søndag endte med at blive et stort ringeri os søskende imellem og lidt tid på sofaen for at få lidt søvn og lidt ro i kroppen. En tur i kirke blev det alligevel til, dog helt uden gudstjenste. Sara, Morten og jeg var i Den Gamle Kirke i Gørlev. Jeg ved, at vi opholder os lidt langt ude på landet, men hvis nogen en dag skulle komme forbi, kan jeg kun anbefale et besøg.

Dejlig weekend

Lige nu er der gang i bagning og rengøring. Vi skal fejre Saras fødselsdag med familien i aften. Det bliver rigtig hyggeligt.

I morgen bliver en helt særlig dag. Jeg skal mega-tidligt op og til Amager for at møde Rikke. Sammen med hende sætter vi kursen mod byen, hvor vi gerne skal finde Frederikke, Mette, Line og Heidi. Brunch, en masse snak og glædeligt gensyn. Jeg glæder mig rigtig meget. Hvis tiden er til det, går jeg i Kirke til Landsforeningens Alle Helgen Mindesgudtjeneste og tænder et lys for Mie. Alt i alt ser jeg frem til en helt speciel søndag i et fantastisk selskab.

Fredag aften.

Jeg sidder på min plads i hjørnesofaen. Jeg har et glas koldt hvidvin inden for rækkevidde. Jeg er næsten alene hjemme, for Bo arbejder længe i dag. Det gør, at jeg faktisk også er ansvarlig for fjernbetjeningerne lige nu. Jeg har besluttet mig. Jeg optager Niels Hausgaard og Anders Lund Madsen fra DR1, og så skynder jeg mig at slå over på TV2, for jeg vil se "Vild med Dans". Ved siden af mig ligger hunden på sit tæppe. Jo vi skal nok få en dejlig aften.

Tillykke.....

I dag er det Saras fødselsdag
Hurra, hurra, hurra...

Hun har fået gaver til morgen, som bragte smilet frem, og I aften skal der hygges med pizza og lidt lækkert.

Tillykke med de første 17 år min søde ....

Så er det afsted

for guldet burde være for enden af regnbuen. Dette var udsigten fra mit stuevindue i eftermiddags. Køerne hyggede sig, og regnbuen endte vidst i Høng et eller andet sted. Jeg opgav at finde guldet, men jeg måtte lige have et billede af den flotte regnbue.

Planlægning - et nøgleord

Hvad er planlægning lige. Her i huset må det være kendetegnet ved, at det er hvad man tror, man skal, indtil verden viser sig at være ganske anderledes...

Som nu i lørdags. Der var taget kød ud af fryseren, indkøbt rodfrugter til ovnen og planlagt lidt dessert. Der skulle dækkes bord til 6, for Saras kæreste har været her hele weekenden. Lørdag modtager jeg en sms fra Jakob, at han spiser på arbejdet i dag. Der er status, så han kommer sent hjem. Da jeg selv kommer hjem efter lidt handel meddeler Sara og kæreste, at de tager i biografen og spiser i byen. Bo har tilkaldevagt, så han er også ustabil ved bordet, så vores lækre middag til 6 personer kunne hurtigt blive til mig og Jonas ved spisebordet. Heldigvis kunne alt det gode holde sig til søndag. Her fik alle husets unge mennesker forbud mod at forlade matriklen ved spisetid.

Her til morgen planlagde jeg så, hvad jeg skulle satse på at nå på jobbet idag. Lige indtil Jonas kom ned og var dårlig. Så her sidder jeg - og tænker på om jeg skal lave madplan for ugen ud, eller om alt det der planlægning i virkeligheden er noget opreklameret fis.....

Den første og den sidste

I fredags var vi inde og hilse Olga velkommen til verden. Hun er lille og skøn. Sara skulle prøve at sidde med hende, og det fik min mor til at sige følgende: "Her sidder så den første med den sidste".

Mors første barnebarn med det sidste barnebarn. Selvfølgelig kan man ikke udelukke, at der måtte komme flere - lige nu er der bare ikke noget der indikerer, at det kunne være en mulighed.

Jeg har kunnet mærke, at jeg har taget bemærkningen ind. Mor har ret. Og det var dejligt at sidde og se Sara sammen med Olga. Men det er også i sådan en situation, at tankerne flyver. For mellem dem første og den sidste er der 3 drenge og 2 piger. En af de piger er Mie. Hun ville da have elsket sådan en blandet flok af søskende, fætre og kusiner. Olgas fødsel har fået hende til at være nærværende et øjeblik igen. Det er ikke noget, der vælter mig, men jeg kan mærke, at hun fylder lidt mere, end i så mange andre perioder. På sin vis gør det mig glad, for så er hun jo stadig med mig - hende den lille tykke, der bare lige kom forbi i 5 uger for over 11 år siden.

Lige nu er jeg en kylling....

Om en time skal jeg til tandlægen. Nu kan det vidst ikke fortrænges længere. Sådan et ganske almindeligt eftersyn, som normalt ikke rører mig. Men denne gang ved jeg, at det bliver anderledes. Når hun spørger "Har du mærket noget" (den faste indgangsreplik), ja - så ved jeg, at jeg vidst ikke kan trække den længere. Jeg har en kindtand, der taler til mig, og den taler absolut ikke pænt. Den prøver at slå mig ned, hvis jeg kommer til at ramme den med koldt vand, og den jager som ind i H....., når jeg kommer til at tygge forkert med den. Jeg ved godt, at overlevelsesprocenten på den slags behandlinger ligger på lige omkring 100, jeg har bare ikke lyst lige nu....

Mere af det - tak.

Fredag i sidste uge satte Bo og jeg kursen mod Jylland og checkede ind på Hotel Svanen, hvor vi blev budt velkommen på værelset med champagne og frisk frugt. Det er altså ikke hver fredag, jeg sidder i sengen og drikker champagne, men det kan helt klart anbefales. Vi havde en hel weekend for os selv. Væk fra vasketøj og en græsplæne, der måske lige trænger. Væk fra indkøbslister og en hel masse gøremål. Behøver jeg at sige, at det var helt igennem vidunderligt? Vi har gået kilometer, for vejret viste sig fra sin aller bedste side. Lørdag aften stod den på 4 retters gourmet-menu med efterfølgende kaffe og hjemmelavet chokolade. Det sidste valgte vi at tage med over på værelset.

Det er 2. gang i vores snart 26 år lange forhold, at vi har sådan en luksusweekend for os selv. Jeg er stadig lidt høj på det - også selv om madpakker og vasketøj ramte som en mur, da vi kom hjem søndag.

Sara og Jakob var hjemme og passede på hus og hund. Jonas var indkvarteret hos en rigtig god ven. Alt i skønneste orden.

Ude godt - hjemme bedst. Dejligt at være ude, men også skønt at komme hjem til børn, hund og vores egne ting.

En glad begivenhed

Da jeg vågnede i morges, havde jeg fået følgende på sms:

Ny kusine i familien ved kejsersnit. Hun er sund, smuk og langhåret. Jeg ringer når solen får magt.

Min bror og jeg fik en længere snak, da solen var kommet frem. Hun er kommet til verden 3 dage over termin og er en fin lille pige på 3.550 g. og 51 cm. (tror jeg nok, at han sagde). Storesøster Frederikke holder hårdt på, at hun hedder Olga, men det er vidst ikke endeligt afgjort.

Vilde indkøb.

Jeg har fri dag. Rigtig dejligt, for det er længe siden, at jeg har haft en dag for mig selv. Formiddagen er blevet nydt. Børnene er sendt i skole i roligt tempo, der har været tid til et lidt længere bad med forkælelse, og så skulle der ellers ordnes ting herhjemme.

Så var det lige, at der skete noget. Et ellers tit sovende gen tog over. Mit shopping-gen. Jeg er ikke den, der køber ret meget til mig selv, men noget i mig fik mig til at hoppe i Poloen og tage turen i dag. Så jeg har været en tur i de lokale butikker og er kommet hjem med følgende:

3 par bukser, 1 kjole og 2 bluser. Ja - og så 6 hjemmelavede flødeboller fra Frellsen og et nyt vækkeur til manden i mit liv.

Lige nu skinder solen og havedøren er åben. Noget tyder på, at det bliver en rigtig god weekend.

God weekend til dig også.......

26 år.

Det er den tid, der er gået, siden jeg forlod min gamle folkeskole og kammeraterne i 9. a og b. Der var et forsøg på at samle tropperne for 18 år siden, men det blev lidt spinkelt. I lørdags kom så den store dag, hvor vi samlede tropperne i et af de lokale forsamlingshuse.

Der blev spillet lydbånd fra en tur i 8. kl., hvor vi var så heldige at få en hel uge ombord på Fulton, og der blev læst et par stile op fra 3. og 5. kl. Der blev grinet, og der blev i den grad mindet. Det var fedt. Faktisk en af de oplevelser, som man er høj på nogle dage efter.

Det er fantastisk at fornemme, at fællesskabet stadig er der. Også selv om der er enkelte, som jeg faktisk ikke har mødt i alle de 26 år, der ligger imellem. Der er sat en ny dato. Helt fremme i 2013. Jeg håber, at nogen tager initiativ, så vi ikke kommer til at vente så længe.

Mor - vil du ikke nok?

En gang imellem får man sådan en bemærkning, der lige giver stof til eftertanke. Når den samme bemærkning så kommer fra ens egen 14 årige søn, så sætter den sig lidt mere fast. Giver lidt at tænke over.

Der er talt en masse biologi hen over spisebordet de sidste aftener. Både Sara og Jakob har beskæftiget sig en del med sundhed og sygdom, kroppens finurligheder og egenskaber og alt hvad det indebærer. Dette endte i en snak om, hvad man kan gøre selv, for at holde de grimme sygdomme fra dørene. Der er ikke nogen steder, vi kan få udstedt garantibeviset, men vi kan selv tage lidt ansvar alligevel. Ingen rygning, husk frugt og grønt, sørg for at lave noget, der giver dit liv mening og dermed livskvalitet, og så lige den med motionen. En evig kilde til dårlig samvittighed. Jeg har en mand, der cykler 140 - 200 km. om ugen i sommerhalvåret. Desuden er han i motionscenter hver eneste morgen. Selv får jeg ikke gjort en fløjtende fis.....

Det var denne snak, der udløste bemærkningen: Mor - vil du ikke nok?

Halloooooo

Den stille blog - det må være her.
Ikke fordi der ikke sker noget - og ikke fordi der ikke er noget at skrive om.
Det hele har bare været så forbandet fortravlet de sidste par uger.

Jeg kommer igen lige om lidt.

Rigtig god weekend

The end...

Slut med sommerferie, og slut med et kæmpe arbejde. Mit sjal blev færdigt i fredags. Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet og har allerede fundet mig selv pakket ind i det - i en kølig stund på terassen.

Min fødselsdag var en rigtig dejlig dag. Jeg havde hele familien hjemme fra morgenstunden og kom op til morgenbord med flag og flotte gaver. Sara havde lavet fødselsdagskortet til mig. Hun gør det meget i ugler for tiden. Nogle rigtig flotte og sjove nogen af slagsen. Der var taske, mælkepisker og et par rigtig fine ørestikker fra alle dem herhjemme.

Familien var til grill på terassen om aftenen. I år var der nemlig bestilt rigtig godt vejr. Da alle var gået hjem, sad Bo og jeg alene ude ved bålfadet med en sjat vin og fik en god snak og nød ellers bare at være til.

Vores ferie har været fantastisk. For første gang i en længere årrække, har vi ikke været nogen steder. Jeg troede, at jeg ville mangle det, men jeg fandt roen herhjemme, og har virkelig nydt det. Vi har holdt ferie lidt forskudt for hinanden for at dække børnenes ferie bedst muligt. Det har på en eller anden måde gjort, at vi alle føler, at vi har haft lang ferie. Bo startede arbejde i mandags, mens børnene og jeg tog et par dage til. I dag er vores hverdag så startet. Jonas i 4. kl. og Jakob i 8. Sara har haft sin første dag på gymnasiet. Helt alene og uden at kende nogen. Jeg er stolt af hende. Og samtidig sender jeg en venlig tanke tilbage til hendes efterskoleår, som nok er medvirkende til, at hun tager tingene, som hun gør nu.

Nu starter en ny nedtælling. Ligesom sidste år, har Bo og jeg et weekendophold for to, der skal bruges. Vi glæder os rigtig meget og prøver lige nu at finde ud af, hvor vi gerne vil være. Der er flere gode muligheder. Det bliver, hvad vi selv gør det til, og jeg lover, at vi nok skal gøre det godt.

Sommerstatus

Så er der taget hul på sommerferie nr. 2. Sådan er det blevet i år. På den måde har vi overlappet og klaret den, så børnene kun har været alene hjemme en enkelt uge.

Vi har ikke været på ferie i år. Det var en aftale, vi lavede, da vi købte Dodo. Dels skulle hun have lov til at falde rigtig godt til, inden hun skulle passes i længere tid, og dels var hun jo en dyr lille dame. Hun er blevet en del af familien, og vi nyder alle, at det kan lade sig gøre. Jakob har ikke haft nogen allergiske reaktioner overhovedet, og drengene undværer deres astmamedicin - nu snart på 2. år.

Jeg har virkelig holdt ferie. Sådan helt ud i yderste led af kroppen. Jeg har fået lavet lidt ind imellem, men jeg har også tilladt mig at lave absolut ingenting. Der er blevet strikket på terassen, så det har været en fornøjelse. Mit sjal er ved at være færdig. Jeg mangler bare ca. 20 pinde. Det er dog nogle lange nogen af slagsen. Der er over 610 masker på pinden nu. Med det sidste mønster skulle der kunne lukkes 720 masker af, når det hele er slut. Jeg glæder mig rigtig meget, til at se det helt færdigt.

I morgen står den på gæster. Endnu et år er gået i Fru Hansens liv, og det må naturligvis markeres. Jeg håber virkelig, at vejret bliver bedre end det var sidste år. Det skulle gerne blive vejr til lidt nydning og en god kop kaffe på terassen.

En hyggelig visit

I morgen kommer Rikke og familie til kaffe. Jeg glæder mig.

Erotisk buttet eller bare lidt begyndende småfed?

Kært barn har mange navne. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg trænger til at få lukket lidt luft ud af mavebæltet. At huden måske sidder lidt strammere end den plejer. Jeg må hellere tage fat.

Det blev lidt bekræftet, da Viktor og jeg igår sad og lagde planer for ugen. Jeg skal hente ham i børnehaven en af dagene, og snakken gik så på, hvad vi skal lave, når vi kommer hjem. Vi blev enige om, at vi som det første skal hjem og hoppe i trampolin (godt vejr - tak). Kan du også hoppe Moster? Det måtte jeg jo bekræfte. Det sker ikke tit, men jeg kommer af og til op og hopper lidt med ungerne. Og her var det så at bemærkningen faldt:

Jamen Moster... Går trampolinen så ikke i stykker?

Turist i Danmark.

Ferien er godt i gang. Jeg kan mærke, at jeg er kommet godt ned i gear og nyder lige nu at lave absolut ingenting. Vel at mærke uden at have dårlig samvittighed.

I går satte vi kursen mod Fyn - nærmere bestemt Egeskov Slot. Det kan helt klart anbefales. Vi brugte det meste af dagen på at nyde livet, hinandens selskab og ikke mindst de fantastiske omgivelser og udstillinger, som Egeskov byder på. Vi fik ikke set det hele, så jeg er ikke i tvivl om, at vi vender tilbage en anden gang. Da jeg kom hjem, fandt jeg ud af, at vi har gået rundt samme sted som hende her - helt uden at være klar over det, og dermed spildte chancen for en lille snak. Øv.

Lige nu nyder jeg bare roen. Det er kun mig og Jakob, der er hjemme. Jonas er lige cyklet til en kammerat. Sara er taget til Jylland og Bo dyrker sin favoritsport. Lange cykelture på landevejen. Jeg tror, at jeg vil sætte en enkelt maskine over og så ellers trække ud på terrassen med en flaske koldt vand og mit strikketøj.

Køretur på en søndag...

Lige om lidt starter jeg min lille blå polo. Jeg skal ud på en helt speciel tur. Først skal jeg en tur omkring en af de lokale butikker. Jeg skal finde et par fine små ting. Derefter er der 20 minutters kørsel til mit mål. Jeg skal nemlig møde Sofie, Kevin og ikke mindst Ingrid og Carl. Jeg glæder mig.

Opdatering på en solrig lørdag

Så holder den herude. Min nye flotte 7-gears cykel. Hvid med cykelkurv, pumpe, lygter og hele hvad der ellers må være på sådan en lækker ting. Og for første gang i mit liv har jeg også købt en cykelhjelm. Jo, det har jeg faktisk. Selvfølgelig en hvid, der matcher cyklen. At jeg ligner en klovn med den på, er der vidst ingen tvivl om, men jeg kan jo høre min egen stemme, når jeg taler cykelhjelm til børnene. Så jo - det er meningen, at den skal bruges.

Dodo tror, hun er en gravhund.....
Den lille og ellers så smukke hvide hund lever livet i haven. En gang imellem koster det et ekstra bad, men jeg er ganske sikker på, at hun er godt tilfreds med at være landet hos os. Hun er lidt stille i de her dage. Jeg troede, at det måske var varmen, men da jeg fik rigtig fat i hende igår, kunne jeg konstatere, at hendes mund er fyldt med små rokketænder, og at hun ikke har en eneste af de små fortænder tilbage i undermunden. Mors lille hund..

I morgen står den på gæster - forhåbentlig i haven. Min søde mand har fødselsdag, og skal selvfølgelig fejres. Der er købt gave, men det skal selvfølgelig ikke røbes her.

God weekend derude.

Sommerklar

Jeg prøver at fortrænge, at dagene nu begynder at blive kortere. Jeg vil nyde sommerdagene og jeg skal sidde på min terrasse og sluge solstrålerne om aftenen. Det skal blive rigtig godt.

Vi har været til dimission i dag. Sara er færdig med 10. klasse og dermed ude af folkeskolen. Hun har fået et rigtig flot afgangsbevis med sig, og er nu mere end klar til at indtage gymnasiet efter sommerferien. Jeg er stolt af hende. Hun har formået at bevare det løft hun gav sin faglighed og sine karakterer på efterskolen sidste år, til trods for, at 10. kl. ikke har været nogen succes.

Sommerferien byder på Costa del Baghave i år. Det var en del af aftalen, da vi købte hund. Desuden har de store børn bedt om en ferie, hvor vi bare slapper af hjemme. Vi har nogen aftaler om endags-ture. Blandt andet en tur til Egeskov på Fyn. Ellers skal vi bare nyde tiden og hinanden. Det skal nok blive godt.

Weekend.

Jeg kan mærke, at det bliver en god dag i dag. Drengene er klar til at gå i skole. Sara ligger stadig under dynen. Hun har sommerferie nu, efter at have afsluttet eksamensrækken med 12 i mundtlig dansk. Sådan. Efter sommerferien kalder gymnasiet. Efter kamp mod systemet har Sara fået opfyldt sit førsteønske og skal starte i Slagelse efter sommerferien.

(Saras eget billedtrylleri).

Jeg har fri idag. Jeg tror, at der skal checkes udsalg og hygges på café med Sara. Det tegner til at blive rigtig godt.

Smuk tirsdag morgen.

Det er en af de morgener, hvor jeg er utrolig tidligt oppe. Ikke fordi jeg skal, men bare fordi jeg har lyst. Her er en helt fantastisk ro lige nu. Det eneste jeg hører, er hunden, der tygger pind i sin kurv. Solen skinner over min skønne udsigt fra stuevinduet og giver mig et stort billede af marker og tåge i banker. Jeg har prøvet at tage billede af det, men det bliver ikke rigtigt.

I dag er der 2 helt specielle personer, der har fødselsdag. Den ene er min bror - Tillykke Jens. Den anden er Kevins og Sofies lille Elisabeth. En smuk lille pige, som jeg aldrig fik mødt, men som har gjort så stort indtryk på mig siden. Også tillykke til dig lille Sommerfugl.

Lidt at tænke over.

Jeg har lige hørt i radioen, at det i dag er sidste chance for at afgive sin brevstemme. Man skal bare møde op på folkeregistret et eller andet sted. Da jeg så går på nettet for at finde ud af, om vores lokale genbrugsstation har åbent i dag, får jeg beskeden, at al administration i hele kommunen er lukket i dag. Hm........

Fødselsdag i pinsen.

I morgen skal en ganske særlig lille dreng fejre sin første runde fødselsdag. Det er selvfølgelig Jonas vi her taler om. Han glæder sig, så han er ved at revne. Faktisk har det gjort, at han lige nu er i gang med at rydde op på sit værelse. Og tro mig - det er store sager. Han har bestilt grill på terrassen, så der er indkøbt og lagt i skabet. Det passer mig fint, for jeg kan faktisk lave det hele færdigt i løbet af dagen, så mit køkken ligner et, der ikke er blevet brugt, når hele familien holder sit indtog. Vejret er også med os. Det er jo helt fantastisk og skulle efter sigende blive endnu bedre i morgen. Det tegner til at blive en rigtig god pinse herude på landet.

Rigtig god pinse...................

Ro på...

Det må være de ord, der præger min tilværelse lige nu. Og jeg nyder det. Selvfølgelig har vi travlt med skole og job ligesom andre børnefamilier, men det hele har lige nu fundet et rigtigt godt niveau, hvor der også er tid til os selv og hinanden. Jeg trives rigtig godt med det, og savner ikke det uforudsigelige og overraskende. Der er tid til nørkleri på terassen. Det skulle gerne blive til et sjal, der kan varme ryggen, når jeg skal sidde længe ude. Måske det først bliver færdig til næste sommer, men jeg nyder, at det tager form.

En anden tidsrøver i min tilværelse lige nu er mit drivhus. Det er fyldt op med tomatplanter, som jeg har købt som frø på Fuglebjerggaard. Jeg har sået dem i små potter lavet af gamle aviser i bedste Camilla Plum stil. Nu glæder jeg mig til at se, hvordan en Pink Ping-pong tomat mon ser ud og ikke mindst smager. Og hvad mon med en Chocolate Striped. Foruden tomaterne er der peber, agurg og salat. Det sidste henter hunden og jeg hver morgen, så der er frisk salat til madpakkerne.

Et af mine store ønsker er et nyt drivhus i hærdet glas placeret på den anden side af huset, hvor det er lettere tilgængeligt. Sådan et kæmpe et, hvor der også er plads til en masse blomster og et lille sæt havemøbler. Jo - jeg tror måske, at jeg er ved at blive voksen.

Tag stilling

Jeg har lige været en tur forbi sundhed.dk og melde mig som organdonor. Det gør godt at have sat krydset. Jeg har tit tænkt at nu skulle det være. Det blev så i dag.

All Stars...

Indrømmet - jeg ser All Stars. Og jeg har lige fundet mig selv sidende i sofaen med det største smil på, mens Mike Tramp, hele Mabel og koret fremførte "Boom Boom". Det var for fedt. En rejse tilbage i tiden er helt i orden en gang imellem.

Nattefest

Hvad er det lige, der gør, at en ellers så sød lille hund pludselig får lyst til at holde en fest midt om natten? Sådan et rigtigt party med tyggepinde og pivedyr? Og så på en hverdag, hvor jeg jo skal op og på arbejde. Jeg truede hende med en returbillet til Fyn, når jeg gad at stå op. Men sådan blev det ikke. Jeg må jo konstatere, at jeg elsker den lille ballademager. Nu håber jeg bare, at festen ikke fortsætter i nat, for det er jeg altså blevet for gammel til.

Mors dag

Der er ved at være kommet orden på haven nu. De sidste 2 år har vi skullet have nye havemøbler. Det blev så i går. Der er indkøbt 2 sæt hvidlakeret træmøbler - I alt 2 borde og 8 stole. En fin løsning, for vi har efterhånden et stort terasseareal, og med 2 sæt kan vi rykke rundt, afhængig af hvor mange vi er. Billedet her er fra den nye del af terassen, som Bo lavede umiddelbart inden konfirmationen.

Jeg havde besluttet mig for, at der skulle nydes og strikkes idag. Jeg får slet ikke lavet alt det, jeg gerne vil. Desuden er det nu over et år siden, jeg købte garnet til min cardigan. Den har pauset det meste af vinteren, hvor børnene har råbt på hjemmestrikkede sokker. Nu mangler jeg bare 8 pinde på det sidste forstykke. Så kommer det sure med ender og sammensygning. Her savner jeg min mormor. Hun var fantastisk til at klare den del af håndværket.

Når den er færdig, tror jeg, at jeg vil prøve kræfter med et sjal af en eller anden slags. Sådan et jeg kan vikle mig ind i, når der er småkoldt i haven. Sara mener, at det er mere vigtigt, at hun får en lækker sweater. Hun kunne godt ende med at løbe med sejren.

Lidt opdatering

En vidunderlig søndag - det må være overskriften på Jakobs konfirmation. Vi nød dagen max med glade gæster, rigtig god mad og et vejr der gjorde, at alle trak mod havemøblerne med kolde drikkevarer. Jakob fik en masse penge og sin længe ventede pc samt lidt andre gaver. Men hold da helt op, hvor har vi været trætte efterfølgende. Der har været så meget energi bundet op på den enkelte dag. Men det var det hele værd.

Ellers har vores liv jo i den grad drejet sig om hende her:

En rigtig lille glædespræder - det er lige hvad hun er. Der er snart langt mellem de små søer på gulvet, og hun har fundet ud af, hvor der er bedst at sove. Hvalpetænderne bliver brugt flittigt. Børnene hopper og springer en gang i mellem for at undgå små bid i tæerne.

Det her er også tiden, hvor jeg må konstatere, at jeg er bedst til sommerhalvåret. Jeg nyder lyset og jeg elsker at min have lige nu stråler med en million blomster på kirsebærtræet og spireahækken, som vi plantede for et par år siden. Jeg har taget en million billeder derude, så måske, der dukker noget op her.

En rigtig god weekend til alle.....

2 dage til

Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er det altså på søndag, at konfirmationen skal holdes. Nu er der ved at være check på tingene. Jeg har stadig min to-do liste, men den er lidt i system nu, og de sidste punkter er til at overskue, eller også er det ting, der nødvendigvis skal laves lørdag.

Ind imellem dukker der nye ting op. For eksempel var det pludselig nødvendigt for mig, at få sat blomster i altankasserne ude på hegnet. Vi er nemlig så heldige, at der er lovet rigtig godt vejr på søndag. I vores familie betyder det, at alt hvad der hedder glas og kaffekopper ryger med ud på terassen, så snart maden er indtaget.

Midt i alle forberedelserne skal vi også lige have tid til hende her:

Solsikkens Coton O'my DoDo er det officielle navn. Men hos os er hun bare lille DoDo, som vi ventede så længe på. Egentlig skulle hun først have været hentet på mandag, men ferieplaner gjorde, at det var mest hensigtsmæssigt at hente hende i denne uge. Jeg behøver vidst ikke at fortælle, at der var 3 børn, der blev rigtig glade, da de opdagede, at den lille dame var ankommet flere dage før forventet. Hun er - som pivedyret ved siden af hende antyder - en meget lille dame. For en uge siden vejede hun 1.900 g. Knapt 2 liter mælk. Og bedst af det hele, så har Jakob ikke hostet over hende en eneste gang. Jeg er sikker på, at hun bliver til stor fornøjelse for hele familien.

Hun er - som man kan se - usansynlig sød og charmerende. Det første døgn var lidt hårdt. Hun græd både nat og dag. Savnet af sin mor og søster har gjort rigtig ondt i det lille væsen. Pludselig faldt hun til ro, og nu tusser hun bare rundt og er rigtig glad.

Den store dag

På søndag sker det. Jakob skal konfirmeres. Behøver jeg at sige, at jeg har en to-do liste, der er helt forvirret og ret lang.

Heldigvis har jeg ferie i denne uge, så mon ikke det går? I hope so. Ind imellem vil jeg holde total konfirmationspause og strikke mit forstykke færdig, gøre drivhuset helt klart, glæde mig over min nye terasse og alle de fine blomster, der lige nu står og kaster farver til alle sider.

Solen skinner allerede helt perfekt, så jeg vil gøre mig klar til en helt speciel køretur. For der skal jo være tid til det hele.

Øv......

Hvordan er det lige at mavekramper harmonerer med det fedeste vejr og søndagsfri. Jeg synes, at det er noget rigtigt øv. Så nu vil jeg strikke, når ikke lige min mave vil gøre hamrende ondt og tvinge mig til pause.....

Jeg holder vejret

og venter bare på at få set nogle billeder og høre om møffernes ankomst. Jeg er nok ikke den eneste, der slider på Sofies blog idag.

Sidste kapitel

Sidste kapitel i en alt for kort og samtidig meget betydningsfyldt periode i mit liv. Der skal ikke knyttes de store kommentarer - det taler vidst helt for sig selv.

---

12. april 98

Mors og fars lille Mie!

Din begravelse i går var helt klart en smuk oplevelse. Din lille kiste blev pyntet fint med blomster og lyserøde sløjfer. Vi startede med at synge 'Nu titte til hinanden' - akkurat som da du blev døbt. Vores præst fra Holbæk talte så fint for dig. Jeg har fået talen på tryk, for det kan være svært at huske, hvad man hører i kirken. Sara og Jakob opførte sig meget fint i kirken. Inden selve begravelsen havde de udforsket kirken og hjulpet Hanne med at bære de sidste blomster ind. Da den kirkelige handling var overstået bar far og jeg selv din lille kiste ud og sænkede den i graven ved hjælp af de hvide silkebånd, som sad i håndtagene. Lille skat - det blev sådan en smuk afsked. Selv Lisbeth - vores præst - kneb en tåre, da hun havde kastet jord på din kiste.
Jeg kan se på kortene fra alle blomsterne, at der er mange, der har tænkt på os. Der var så mange blomster - både buketter og opsatser. Senere efter kaffen herhjemme, da alle vores gæster var kørt hjem, var vi ovre at se dit lille gravsted, hvor alle blomsterne var lagt fint ud.
Nu har vi bare minderne om dig tilbage, og en ubeskrivelig indre smerte. Vi skal hente vores billeder af dig om en uges tid. Jeg mangler sådan noget at se på. Jeg har et billede som Susanne på Neo i Holbæk tog, da du var få dage gammel. Men vi har selv taget så mange.
Lille Mie - du fyldte så meget i mit liv. Ja, selv efter din død har du brugt min tid og været i mine tanker. Et eller andet sted vil du altid være hos mig. Et elskeligt lille menneske, som din far og jeg kun fik så kort tid sammen med. Du har givet os så meget og lært os så meget, at vi aldrig ville have været dig foruden, selv om vores korte bekendtskab har forvoldt os så meget smerte.
Jeg ved ikke, hvor du er nu, men jeg ved, at du har det godt, og jeg håber inderligt, at du er klar over, hvor meget du betød for os, da du var hos os.
I dag har jeg været alene ovre at se på din grav. Jeg bliver så rolig inden i, når jeg står og ser på alle blomsterne, der dækker dig som en stor, blød og farverig dyne.
Lille skat - du lærte mig så meget - du gav mig menneskeligt så meget, og selv nåede du kun at blive 1 måned og 2 dage gammel. Jeg ville så gerne have givet dig en masse, men det fik vi ikke tid til. Du fik min og fars grænseløse kærlighed, mens du var her. Det var alt, hvad vi kunne gøre for dig.
Her vil min hilsen til dig slutte. Dit liv er slut og mit skal fortsætte. Det bliver tomt uden dig, men din far og dine søskende skal nok sørge for, at jeg stadig har en masse at leve for.

Tak for alt min pige.

En sidste hilsen
fra Mor

---

Tak til jer, som læste med.

Næstsidste kapitel i bogen, der blev alt for kort.

10. april - dagen før Mies begravelse - skrev jeg følgende:

Kære lille engel.

Nu sidder du oppe bag din stjerne og kigger ned til os. Jeg ved ikke hvilken stjerne, der er din, men jeg er overbevist om, at du har det godt nu.
Den sidste dag vi fik med dig, var den 7. april. Den sidste hjerneundersøgelse viste, at du ikke fungerede rigtigt mere. Samtidig var din raske nyre gået i chok og fungerede dermed ikke rigtigt mere. Derfor besluttede vi i samråd med lægen, at du skulle have fred. Det var ikke nogen svær beslutning, for vi gjorde det af kærlighed. Du døde hurtigt, da vi tog dig af respiratoren. Vi fik dig ind på den anden stue, så vi var kun dig, mig og far. Din død var stille og rolig og på en måde en god oplevelse for din far og mig. Vi sad længe og aede dig efter din død. Du var så smuk og rolig at se på - vi kunne se, at du havde fået fred. Senere kørte vi hjem efter Sara og Jakob, så de kunne se dig og sige pænt farvel til dig. Vi klædte dig pænt på i dit Peter Plys tøj, lagde dig tilbage i vuggen og kørte hjem og sov. Ikke ret meget, for savnet af dig gjorde ondt i hele kroppen. Næste dag - onsdag d. 8. april - var vi inde og hente dig på Rigshospitalet. Vi kørte dig hjem i liften, som du har ligget i mange gange før. Vi mødtes med Hanne - vores bedemand - ved vores kirke. Inde i kirken puttede vi dig i den lille hvide kiste. Du fik din pingvin med. Den har siddet ved siden af dig, siden du var få døgn gammel, så det var naturligt, at den måtte med. Bogen som Sara har tegnet til dig fik du med, og for Jakob var det vigtigt, at du fik din sut. Du ligger så godt i den lille kiste. Du ligger godt om på siden som altid, når du sov, og du har dit eget dynebetræk over dig. Jeg er så glad for, at vi selv har ordnet det og ved at du er puttet godt. Vi har valgt et fint lille gravsted, hvor aftensolen vil skinne på din sten.
Du skal begraves i morgen. I går var vi på Holbæk sygehus og tale med Lisbeth Thomsen, som døbte dig. Hun kommer også og skal forestå din begravelse. Så er ringen sluttet. Hun er sådan et sødt menneske, og hun sagde med det samme ja, da vi spurte hende, om hun ville komme herned. Hun siger selv, at hun kom til at holde af dig, den tid vi kendte hende på hospitalet.
Elskede lille Mie, dit liv blev så kort, men du nåede alligevel at betyde alt for os. Du har efterladt et kæmpe tomrum, som aldrig vil forsvinde. Smerten inde i vil fortage sig, men du vil altid være røddernes lillesøster og fars og min solstråle. Jeg går ud fra, at min hilsen her til dig afsluttes, når du i morgen er begravet. Det har hjulpet mig meget at skrive til dig, selv om du nu aldrig selv vil få læst det.
Den lyserøde bamse, som du fik af dine søskende første dag, sidder oppe ved siden af min seng. Gennem den vil jeg sige godnat til dig hver aften, for du vil være hos mig hver dag.
Lille mus - du gav så meget, men fik kun selv lidt. Vi var ikke i stand til at give dig livet, men du fik vores grænseløse kærlighed, mens du var hos os.

Sov sødt lille skat
Kys fra mor.

---

Sikke en historie. Min dagbog var jo ment som et redskab til selv at kunne forklare Mie, hvad vi var igennem, da hun var ganske lille. I stedet skulle den vise sig at blive et af mine reskaber til at overleve. Det er godt, at vi ikke kender vores egen historie på forhånd. Sidste kapitel er på søndag. Dagen efter begravelsen.

Fortsat dejlig påske. Jeg skal måske lige sige, at vi nyder fridagene og har det rigtig godt. Tankerne flyver selvfølgelig, men det er på den rare måde. Min egen forklaring er, at det må være fordi, at det er så længe siden, og vel også fordi jeg har fået min fortid med mig på en god måde, så jeg nu er i stand til at leve i nuet og virkelig nyde det med resten af min skønne familie.

11. år siden.

Der er ikke så meget at sige i dag. Ikke andet end at jeg selvfølgelig sender en million tanker til en helt speciel lille pige. En lille pige, der stadig er 5 uger, så 11 år virker meget abstrakt i mit hoved.

I er flere der skriver, at der stadig er spørgsmål. I må altså meget gerne komme med dem. Her, på min mail, eller i indbakken på facebooken. Jeg vil meget gerne svar, for jeg synes jo kun det er dejligt, at I har taget jer tiden til at lære min Datter at kende.

En rigtig god dag til jer alle.

Mandag d. 6. april 1998

Tilbage på Riget blev d. 6. april det sidste hele døgn, vi havde med Mie. Vi var slet ikke i kontakt med hende. Hun skulle ikke have mad og lå bare der med respiratoren koblet til. Der var blevet lagt lungedræn, fordi hendes ene lunge havde lukket sig under genoplivning, og den raske nyre var nu gået i chock. Der var meget sorte udsigter. Jeg gik ind til Mie rigtig mange gange, men bare i korte øjeblikke. Der var ikke noget at gøre for hende. Jeg havde fået forældrestue lige på den anden side af væggen, så det var egentlig fint nok.

Tirsdag d. 7. april fik vi de endelig svar på hjernemålingerne, og vi var ikke et sekund i tvivl. Hun skulle have fred. Ikke fordi vi ikke ville have et hjerneskadet barn, men fordi vi elskede hende så fortvivlet højt, at vi ikke mente, at det var et liv for hende. Hun døde meget hurtigt, da vi fik hende ud af alle apperaterne. Dette var med til at styrke os i beslutningen om, at vi havde truffet den rigtige beslutning. Der blev ikke skrevet dagbog den dag, og heller ikke de følgende dage. Næste skriveri er fredag - dagen inden bisættelsen.

Den 6. april skrev jeg følgende:

6. april 98

Øv lille skat – hvor er verden ond ved os. Fra i går, hvor du ”bare” havde lungebetændelse til i dag er vores verden vendt igen. Blodprøver har ikke vist tegn på infektion, så man mener ikke, at det er lungebetændelse du er syg af. I dag, da de skulle skifte tuben til din respirator gik det helt galt. Tuben var rykket, så den sad ikke rigtigt. Da de skulle skifte den, kunne de ikke lægge den nye, så du blev rigtig dårlig, og var uden ilt i en periode. Desværre er der noget, der tyder på, at du har taget skade. Der har fra i eftermiddags tog her til sent i aften ikke været nogen tegn på hjerneaktivitet bortset fra et lille bitte tegn, da vores søde læge Susan pillede ved dine elektroder. Dagen i morgen skal fortælle os, om du har nogen fremtid. Der skal laves yderligere undersøgelser af din hjerne, så man kan se, om du er hos os. Lille pus, du skal kæmpe, hvis der er noget at kæmpe for, men hvis ikke der er, så skal du – for din egen skyld – give slip. Det vil ingen nogensinde bebrejde dig. Vi elsker dig, og derfor ønsker vi dig kun det bedste. Du er kun en måned gammel, og alligevel er det nok den måned, der har påvirket vores liv allermest. Du har på din egen måde givet os så meget. Det har været hårdt ind imellem, men alligevel har hver dag med dig været en gave. Lille mors Mie. Lov mig, at du i løbet af natten og i morgen selv træffer den rigtige beslutning.

Sov godt.
Mor

Tilbage på Riget.

Søndag morgen måtte jeg ringe hjem til Bo og fortælle ham, at vores lille datter var mere syg end vi lige havde forestillet os. At der igen var bestilt plads til os på Riget, og at det hele pludselig gik fra farverigt til sort. De små sjove bevægelser, Mie havde lavet med sit ben, viste sig at være kramper - ingen vidste hvorfor. Det var igen tid og anledning til at skrive. Dagens kapitel blev som følger:

5. april 98

Hej Mie-pus!

Sikke noget møg. Nu gik det lige så godt. Vi har været hjemme længe og kun været til stuegang i Holbæk 2 gange om ugen. I går aftes blev du imidlertid dårlig. Natten har vi tilbragt på intensiv afdeling i Holbæk, og nu er vi tilbage på GN på Rigshospitalet. Du har fået lungebetændelse. Hele natten har du ligget og kæmpet for dit liv. Du har fået ilt og har haft et gevaldigt vejrtrækningsbesvær. Det har været hårdt. Nu ligger du med respirator for at skåne dit hjerte. Du bliver holdt kunstigt bevidstløs, indtil du har det bedre. Du virker stærk, og vi håber, at det går hurtigt. Nu havde vi vænnet os til hinanden, og far og jeg synes, at det går fint, så vi be’r bare til, at du er stærk og kommer over det i en fart. Og samtidig håber vi så inderligt, at dette er en ”enlig svale”. På grund af din medicin har jeg ingen kontakt til dig i dag. Alligevel går jeg ind og nusser dig og taler til dig en gang imellem i håb om, at du fornemmer, at jeg er hos dig. Sov godt Mie – og husk at mor elsker dig.

Begyndelsen på enden.

Lørdag inden påske - der er ting, jeg husker alt for godt. Mie var urolig den dag, men ikke mere, end at vi var trykke ved at være hjemme. Hen under aften blev hun anderledes, og vi bemærkede, at hun lå og lavede små sjove spjæt med det ene ben. Ikke noget voldsomt, så det gav ikke anledning til store tanker. Hun begyndte at virke forpint, og vi tog hendes temperatur og fandt ud af, at hun havde feber. Jeg pakkede min taske, for jeg måtte jo hellere lige smutte en tur til vores stue i Holbæk og få hende checket. Vi var ikke et sekund i tvivl om, at jeg bare skulle køre selv, og at Bo skulle blive hjemme ved Sara og Jakob, for det var jo ikke noget særligt. Virkeligheden skulle vise sig at være en anden. Jeg er ALDRIG - hverken før eller siden - kommet så hurtigt til Holbæk. På vej derind kunne jeg høre, at hendes vejrtrækning ændrede sig, og at lydene fra hende blev anderledes. Vi endte på intensiv, og det var tydeligt, at hun var rigtig dårlig. Men hun kæmpede. Hun sov stort set ikke den nat. Måske fordi hun har været klar over, at hvis hun lukkede øjnene, ville det være slut... jeg ved det ikke, men jeg har tit tænkt på, hvor bevidst man kan være om tingene, når man endnu er et lille spædbarn.

Alt dette er 11 år siden i dag. Det giver anledning til tanker og minder, men ikke mere, end at jeg skal nyde solen, dagen, min familie og den frokost som jeg skal til om lidt med familien på min side.

Påske.

I år er det lidt underligt. Påsken bliver god - den betyder rigtig mange fridage, hvor hele familien er samlet og kan slappe af. Samtidig er påsken jo også tiden, hvor jeg mindes. Mie døde jo tirsdag før påske. Den 7. april. For første gang i de år der er gået, falder det igen sammen. Tirsdag før påske er i år d. 7. april. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det gør ved mig - jeg kan bare mærke, at det er underligt.

Ellers er der vidst ikke nogen tvivl om, at vi glæder os til dagene. På mandag skal vi til Fyn og besøge vores hvalp. Hun vil da være 6 uger og stadig ikke gammel nok til at tage med hjem. Onsdag kommer fætter Viktor på besøg det meste af dagen, og helligdagene står lige nu åbne til bare at være og at nyde livet. Ikke dårligt.

God weekend

Jeg ved ikke, hvad I andre skal lave i aften. Jeg skal i hvert fald dyrke noget X-Faktor. Høj musik, måske en drue i glasset og eller bare slappe af.

Rigtig god weekend

D. 26. marts 1998 - En stille periode

Ja - der er lidt langt mellem skriverierne nu. Det skyldes, at vi i en periode var hjemme, og tog til Holbæk 2 gange om ugen til stuegang, vejning og blodprøver. Det var aldrig helt godt. Vægten ville ikke rigtig stige, og der var nogle svar i blodprøverne, der blev ved med at være lidt skæve. Vi havde alligevel en god tid hjemme og nåede at finde nogle rutiner. Jeg var på det tidspunkt ved at vinde mit hjem og mine store børn igen. Kampen havde været hård, for i starten følte jeg mig i den grad fremmed i mit eget hjem. Den rolige periode er guld værd i dag. Det var Bo og de store børn rigtig lærte Mie at kende, og det var også i den tid, vi nåede at præsentere hende for vores omgivelser.

Næste kapitel i Mies dagbog ligger langt fremme. Det skulle blive d. 5. april, før jeg igen fik spid-set blyanten.

----

26. marts 1998:

Hej Pus!

Ja, det er ikke blevet til så meget skriveri mere. Det har vi ikke tid til derhjemme. Vi er i Holbæk i dag efter at have været hjemme fra i mandags. Vi tager hjem igen i aften, når far kommer, og skal først møde ind igen mandag i næste uge. Så skal du igen kontrolvejes og have taget nogle blodprøver. I dag havde du tabt dig lidt. Det må du helst ikke blive ved med. Du er 3 uger i dag, og skulle derfor have nået din fødselsvægt, men du vejer kun 3490. Jeg har aftalt med lægen, at vi giver dig noget mere mad, og ser om ikke det kommer af sig selv. Inden vi kommer hjem skal vi prøve selv at lægge sonden, så vi ikke skal køre helt herind, hvis du hiver den op.
Det er dejligt at have fået dig hjem. Det er nemmere at være familie, når vi alle er samlet – dig, mig, far, Sara og Jakob.

Mor.

De skal altså huskes - de små.

Vi står lige foran den næste konfirmation i familien. Jakob skal have det fine tøj på d. 26 april og hele familien skal i kirke.

Som forælder har jeg brug for, at ALLE mine børn bliver husket. Derfor var det også vigtigt for mig, at Mie fik sin plads i den sang, vi har fået skrevet til Jakob. Lotte, som har skrevet sangen for mig, har fået det til at lyde som følger:

I solskin født en torsdag den 2. februar,
så sjovt han samme “fødselsdag”, som Ole Olsen har!
Det Jakob godt er gået,
3 søskende har fået,
først storesøster Sara - Mie kort tid også ha’
og så kom Jonas - og de både slås og hygge ka’!!

(Den skal nynnes på "I skoven skulle være gilde...)

Hun fik også sin plads - kort - i sangen til Saras konfirmation. Der blev hendes navn vidst bare nævnt sammen med drengenes. Jeg synes, at det er rigtig fint skrevet, og jeg synes, at det er dejligt, at jeg på den måde har hele min familie med på den store dag.

20. marts 1998

Gad vide om det var lige så meget forår i samme periode det år? Jeg kan faktisk ikke huske det. Jeg kan mærke, at foråret lige nu får mig til at leve lidt mere. Jeg når mere, jeg er mere glad og det hele bliver bare en anelse lettere. Mine børn beskriver den samme fornemmelse. De har åbenbart arvet mit vinter-hi gen.

Her følger mine skriverier for datoen for 11 år siden. Jeg måtte jo pænt pakke søndag sidst på dagen og lade mig fragte til de hvide gange igen. Det var svært. Herefter er der stille i min dagbog. Næste afsnit er vidst hele 4 dage væk, for nu fik vi lov at være indlagt på distancen. Stuen stod klar til os hele tiden, hvis der skulle opstå behov, men vi skulle kun møde ind til stuegang 2 dage om ugen. Sikke en lettelse.:

22. marts 98:

Lille Mie – 17 dage.
Så er vi igen landet på Holbæk sygehus efter at have tilbragt weekenden herhjemme. Eneste minus var, at vi absolut skulle møde til stuegang lørdag formiddag. Det var lidt surt, at skulle køre helt herind for det, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Ellers har vi hygget os derhjemme. Jakob er meget glad for dig og skal hele tiden se til dig i liften. Sara synes også, at det er spændende at have dig hjemme. Den der havde det værst, var vidst mig. Jeg har næsten følt mig som en fremmed i mit eget hjem. Jeg har gået rundt uden at kunne foretage mig nogen ting, og så har jeg haft så let ved at blive ked af det. Du er ikke så meget for at spise mere. Det er jeg ked af. Du kaster faktisk op, inden du når at spise ret meget. Og så må jeg give dig resten i sonden. Du har været dygtig, for sonden har fået lov til at blive siddende, hvor den skulle. Nu har en af lægerne lige været her og hilse på os. Hun siger, at der er en masse løse ender, vi skal have fat på til stuegang i morgen. Jeg gad vide, hvad hun tænker på. Så mange løse ender mener jeg jo heller ikke, at vi har. Jeg ved, at du skal vejes (jeg frygter at du har tabt dig yderligere med al din opkast). Så skulle der komme nogen laboranter og tage en enkelt blodprøve på dig. Vi er blevet lovet, at vi selv skulle lære at lægge sonden i morgen, men lægen, der lige var inde at hilse på nu, sagde, at man somme tider lader hjertebørn komme ind hver tredje dag og få skiftet den. Bare de ved, hvad de vil og vi skal.
Kæreste Mie – jeg er i et elendigt humør. Det var rædselsfuldt at sige farvel til far og de store efter at have været hjemme. Det skal jeg ikke tænke på, siger far. Nu er det dig, det gælder. Det er da også rigtigt, men jeg savner nu alligevel min familie. Vi må se, om vi kan sove lidt i nat, og lad os håbe, at morgendagen er med os.

Sov godt.
Mor

20. marts 1998

15 dage skulle der gå, før jeg så mit hjem igen. Og det var ikke helt let at få det til at lykkedes. For en vis læge i Holbæk tvivlede på Rigshospitalets beslutning om, at jeg var klar til at komme hjem på weekend. Jeg var ked af det og jeg var rasende. Og jeg kæmpede min sag. Nu havde jeg i over en uge selv passet mit eget barn og lægerne havde sagt god, så skulle sådan en stor dum dame-læge, som jeg slet ikke kendte ikke sætte spørgsmålstegn ved den sag. Jeg endte med at få lov at komme hjem den fredag. Hendes personlige hævn var at kræve, at jeg kom ind til stuegang lørdag morgen. Den måtte jeg æde. Den beslutning kunne have kostet os livet, for da jeg kørte hjem fra Holbæk den lørdag formiddag, faldt jeg i søvn bag rattet og vågnede ved, at en lastbil dyttede meget højt og larmende. Det var dejligt at være hjemme den weekend, men det var også rigtig svært. Men her er foreløbig fredagens rapport.

Og så rigtig god weekend jer der måtte læse med.

Hej Mie-mus!
I går skete der ikke det helt store. Du fik checket øjne. De så helt fine ud og vi fik rykket tiden til ørelægerne, så det også blev i går. Ørelægen sagde, at det han kan se, ser fint ud, men at du på grund af din læbe- ganespalte har væske bag trommehinden. Når du bliver opereret første gang vil ørelægerne gerne lægge dræn i dine ører, for at kunne undersøge dem nærmere. Jeg glemte faktisk at spørge ham om han tror at du hører. Jeg er somme tider i tvivl, for du reagerer ikke på høje pludselige lyde ved at bliver forskrækket. Jeg håber, at jeg tager fejl.
I dag er vi blevet udskrevet til Holbæk børneafdeling. Du blev organscannet på Rigshospitalet til morgen, men man fandt ikke noget påfaldende – gud ske lov.
Lige nu venter vi faktisk kun. Far er hjemme for at hente din lift og nettet, for vi har fået lov til at tage hjem på weekend. Det er bare lækkert. sygeplejerskerne her i Holbæk er ved at finde ud af det med din medicin. De mangler den ene slags, men den kommer fra København med taxa – sådan.
Verter - vores kontaktlæge her – har været og snakke med os. Vi skal møde ind igen på mandag, og så skal vi lære at lægge sonden selv, og så kunne jeg forstå, at det er realistisk at tro, at vi ryger helt hjem engang i næste uge. Synes du ikke, at det lyder godt? Det bliver sikkert også hårdt at komme hjem, men jeg glæder mig meget. Jeg skal hjem og være noget for de store børn, og jeg glæder mig til at holde far i hånden, når vi skal sove. Jeg har sådan savnet dem alle sammen, også far selv om vi trods alt har set hinanden hver dag.
Nu må du love mig, at du ikke trækker sonden ud i weekenden, for så skal vi helt til Holbæk for at få den lagt.
Det bliver en overraskelse for Jakob og Sara at vi kommer hjem i dag. De ved det slet ikke. Kære pige – jeg håber, at vi får en rigtig god weekend derhjemme. Os alle fem.

Kærlig hilsen
Mor

18. marts 1998

Sikke tiden går. Allerede d. 18. Der var på det tidspunkt 3 ting i mit hoved hele tiden.
1. jeg vil hjem
2. jeg vil hjem
3. jeg vil hjem.

Der blev ikke skrevet noget den 19. så vi springer over i morgen.

Kære Mie-pige!

Øv. Din øreundersøgelse kan ikke blive før mandag. Der skulle vi jo have været væk herfra, nå, men det er jo også godt nok, at vi får det hele med. Der er så tale om, at vi kommer hjem på weekend. Alt afhængig af hvordan du spiser. Jeg har hørt om muligheden for at komme hjem med sonden. Der er nogen, der lærer at lægge den selv. Det håber jeg også at vi må.
Du har fået noget protein i din mad, for at få din vægt til at stige. Desværre giver det dig tilsyneladende nogen maveproblemer, så vores kl. 19 måltid endte med at strække sig over 2 timer., fordi du ”skulle” lige midt i maden, så trykkede du sådan, at du også kastede op af det. Vi håber, at det er overstået, så vi kan få en rolig nat.
dit øjenlægecheck er udsat til i morgen, men det betyder ingenting, for jeg er overbevist om, at du ser fint.
Søde pige – kan du have det godt til i morgen.

Knus fra mor.

17. marts 1998

Så var vi landet på stue 7 på GN. På det tidspunkt var det en slags udslusningsstue, hvor man var indlagt med sit barn. Det var seng til mig og en lille sofagruppe, så jeg kunne foregive at have en eller anden slags liv. Vi var på det her tidspunkt ved at være færdig med alle undersøgelserne på Rigshospitalet, og jeg var desperat for at komme tættere på mit hjem. Eller endnu bedre - helt hjem. Jeg var ikke nærvøs for at skulle tage ansvaret, for Mie havde det helt klart bedst, når hun var i nærheden af mig. Vores største udfordring var maden. Mie fik ikke helt dækket sine behov og kunne ikke finde ud af at tage på. Dette kom på papiret den tirsdag i marts. Sjovt nok følger kalenderen i år præcis det som skete den gang. Mies sidste dag var tirsdag inden påske, og det tror jeg faktisk lander på dagen i år. Det har vi ikke været udsat for før.

Hej Mie!

I går blev det vidst første gang, vi sprang skriveriet over.
Din kost er blevet ændret, så du i stedet for at få 60 ml. 8 gange dagligt nu får 80 ml. 6 gange i døgnet. Du skal have noget protein i, fordi du ligger i underkanten af dit behov, og fordi du skal tage noget mere på. Du vejer i dag 3545. I går blev vi flyttet til en stue helt for os selv, så vi nu bor sammen døgnet rundt, og jeg passer dig selv om natten. Vi har nede ved ortopædkirurgerne (dem der skal kigge på knogler). Man havde ikke fundet ”noget nyt” i røntgenbillederne, men det på dine ribben viste sig at være 4 ribben, der har dannet en knogleplade, og som derfor operativt skal skildes ad på et tidspunkt. Lille skat – endnu en operation.
Du blev også hjertescannet endnu engang i går. Din ene hjertehalvdel er lidt underudviklet i forhold til den halvdel der ”laver for meget”, men det er et spørgsmål om tid, før det er trænet op. Specialisten der scannede dig mente, at du måske først skal opereres i 3 års alderen.
I dag er der ikke sket andet end at du har fået taget et røntgenbillede af dine lunger, og så talte jeg med lægen om, at dit indre øre måske også burde undersøges, da dit ydre øre jo er ”anderledes”.
Ellers har vi bare øvet os i at spise. Rekorden i dag – jeg fik dig til at tage 55 ml. I går kunne jeg ikke få dig til at tage mere end 20. Du er desværre begyndt at gylpe. jeg håber ikke, at det gør, at de ”sender dig tilbage” til 8 måltider i døgnet. Så vil vi ikke få sovet noget.
Du er begyndt at blive sur, når jeg sætter dig inde hos personalet på stuen. Du vil vidst helst være hos din mor. Det er også i orden, men du er jo nødt til at være derinde, når jeg f.eks. går i bad eller kører med far i byen.
Sara og Jakob har ringet til os i dag. Det var lækkert at høre fra dem. Jeg savner jo de rødder, men forhåbentlig er vi snart hjemme hos dem igen.
Nå lille skat, skal vi gå ind til pigerne og få klaret det sidste måltid inden natten?

Stort knus fraMor.

16. marts 1998

Her i huset ringer vækkeuret MEGET tidligt, så det er ikke usædvanligt, at jeg er oppe allerede ved 5. tiden. Derfor har der også været god tid til at få udgivet "dagens afsnit", inden jeg har fået sendt børnene i skole og selv er kørt på arbejde. I dag er der bare ikke noget afsnit. Det var første dag, hvor jeg ikke skrev noget som helst. Jeg tror, at det var fordi, vi kom ind i nogle rolige dage, hvor der ikke skete en pind. Vi gik og ventede på de sidste undersøgelser, og dagene blev bare brugt på at være sammen og få hele madsituationen til at fungere.

Dette levner jo så plads til andet, som jeg har gået og gemt lidt på, så det er med største fornøjelse, at jeg kan præsentere hende her:

Hun er familiens nye medlem. Hun er stadig meget lille. Faktisk bliver hun 3 uger i morgen, så hun bor stadig hos sin mor sammen med sine 2 søstre. Hun hedder DoDo og er en fin lille dame, som vi glæder os MEGET til at få hjem. Til den tid vil hun veje omkring 2 kg og have fået lidt mere liv i pelsen. Hun er en "Bomuldshund" - en Coton de Tuléar. Ikke fordi det på nogen måde skal være fint, men fordi det er en yderst allergivenlig race, hvilket er vigtigt i vores familie.

15. marts 1998

Der var heldigvis også nogle stille og rolige dage ind imellem. Dage, hvor jeg bare havde ro til at være og få hvilet lidt. Heldigvis havde jeg en rigtig dejlig mor, jeg delte forældreværelse med. Vi havde meget forskellige situationer, men der var bare den rigtige kemi imellem os. Det er guld værd, når man er 100 km. hjemmefra. Det er også nu, at der begynder at opstå huller i vores skriverier. Ganske enkelt fordi der ikke sker så meget hele tiden.

Hej Mie-pige

I dag har du været i bad for første gang. Jeg havde frygtet, at du ville blive frygtelig vred, men du nød det i fulde drag.
Vi kan ikke komme på børneafdelingen hverken i dag eller i morgen. Der er ikke plads. Så det er slet ikke sikkert, at vi når derop. Måske går turen til Holbæk i stedet – eller endnu bedre – hjem.
Vi har været sammen det meste af dagen, men da jeg endelig afleverede dig fordi jeg skulle ned og købe mad og pumpe ud til dig, så havde du skreget al den tid, jeg havde været fra dig. De havde endda hentet en læge til dig. Han kunne ikke finde noget ved dig, og da jeg havde givet dig mad og taget dig med herind, var der ikke mere noget galt. Du er helt rolig nu. Måske du bare savnede din mor?
Det er også muligt, at du har haft ondt i maven. Du er tit meget vred, når du skal prutte i bleen. Jeg skal have sagt til dem inde på stuen, at de bare skal hente mig, hvis der bliver noget i nat.
Vi ses i morgen.

Knus fra mor.

14. marts 1998

Den lørdag havde jeg besøg af hele min familie. Jeg glædede mig vanvittigt til at se Sara og Jakob. De havde dog travlt med at sidde i et vindue og spejde efter deres morbror, for de vidste, at han også kom ind. Da de først så ham, var jeg luft. Det var dog skønt at have besøg af dem alligevel. Her følger dagens afsnit:

Hej Mie.

I dat er du 9 dage “gammel”. Du har tabt dig lidt og vejer nu 3585 g. Det er fint i forhold til din alder, for man må tabe sig 10% af fødselsvægten, dvs. 378 g. Det er gået bedre med at spise i dag. Du kan godt tage 20 – 25 ml. når du er godt humør og rigtig frisk. Så kommer du til at svede og bliver forpustet og så træt at du falder i søvn. De har talt noget om, at vi måske bliver flyttet i morgen. Det bliver så på Rigshospitalets Børneafdeling, hvor vi sandsynligvis vil få en stue sammen, så vi kan være sammen døgnet rundt. Det kunne da være dejligt, synes du ikke? Vi er snart sammen det meste af dagen. Vi har selv lært at checke din sonde, så vi klarer din mad helt for os selv. Det skal vi jo også, når vi kommer hjem til far og rødderne. De har været her i dag. Det var dejligt at se de store igen. Dem har vi jo ikke set siden din dåb i tirsdags. Det er nu weekend, og så sker der ikke noget med dine undersøgelser, så vi bruger tiden til at hygge os og blive rigtig dygtige til at spise mad. De røntgenbilleder, der blev taget i går hører vi ikke noget om før der er stuegang på mandag. Hvis vi er heldige, så skal vi hjem på torsdag, ellers kommer vi måske tilbage til børneafdelingen i Holbæk. Det kommer an på, hvordan det går med din mad og om du er reguleret ind med din vanddrivende medicin. Og så er det selvfølgelig også en forudsætning, at dine undersøgelser ikke viser noget voldsomt. Lad os nu håbe det bedste, så vi snart kommer hjem til far og mine store dejlige unger. Nu vil jeg gå ind og give dig mad til natten. Vær nu en sød pige, og spis en hel masse.

Kys fra mor.

Savnet af de store.

Når jeg læser "dagens afsnit", kan jeg tydeligt huske, hvilken følelse, der var den dag. Der var forholdsvis roligt omkring Mie, så der var blevet tid til at savne. Bo var hos os hver dag. Kun en halv time, men vi så ham da. Han var på kursus i den periode, og var alligevel 100 km. hjemmefra. Men jeg savnede mine store unger, så jeg var ved at gå i stykker inden i. Jakob var lige blevet 3 år og Sara var 5. De var begyndt at blive lidt afvisende over for mig på det her tidspunkt. Jeg så dem jo næsten ikke - kun lidt telefonkontakt - og hjemme klarede farmor at hente og bringe i børnehave og dagpleje. Hun var den eneste i familien, der kunne træde til på de tidspunkter, da alle andre havde deres jobs. Den 13. marts 1998 kom følgende ord på min efterhånden krøllede A4 blok:

En stille og rolig dag. Du er blevet hjernescannet og alt var flot. Vi har også været til røntgen hvor du er blevet fotograferet fra top til tå. Vi har dog ikke hørt noget endnu. Det går bedre med din sutteflaske. Vi har fået en anden sut - en de kalder en ålborgsut. Den kan du tilsyneladende godt lide. Nu kan du tage 15 -20 ml. fra din flaske - resten op til 60 ml. får du i din sonde. I dag rev du selv din sonde op og dit plaster af kinden. Din vanddrivende medicin er blevet sat op. Det skulle hjælpe så du er lidt mindre forpustet, og derfor måske får lidt flere kræfter til at spise.
Jeg tænker tit på pigerne på neo i Holbæk og deres digt om rejsen til Holland. Og tænk, da din morbror Jens kom og så til dig i går, havde han en meget flot buket tulipaner med. I mange flotte farver. Vores rejse til Holland viser flere og flere sider. Farverige oplevelser. Du giver mig allerede så meget. Bare det at se på dig, når du skal have flaske. Når du begynder at blive træt, sender du mig de sjoveste og sødeste ansigter og en gang imellem glider der et stort smil over dine læber. Du er en dejlig pige. Far har købt et lille kamera til os, så jeg kan tage billeder af dig herinde når det sker nye og sjove ting. En af lægerne fra Holbæk har været og hilse på os i dag. Han kom ind med et sygt barn. Han var selvfølgelige interesseret i hvordan det gik, og fin en hilsen med hjem til Neo i Holbæk. Du har været med mig nede og købe en bus til Jakob og et par dukker til Sara. De kommer i morgen, og så skal de forkæles. - Vi har jo ikke set dem siden i tirsdags, da du blev døbt. Du kender den selvfølgelig ikke så godt endnu, men jeg savner dem. Det bliver dejligt selv at komme hjem og pusle omkring dem. De er jo stadig mors små børn.
Ha’ det godt til i morgen.

Knus fra mor.

12. marts 1998

Dagens undrende betragtninger. Når jeg læser dette, tænker jeg på, om jeg mon blev forstyrret. Det er ikke rigtigt fyldestgørende og afsluttet. Og jeg kan ikke huske, hvem hende Elisabeth Beyer er.

Hej Skat.

I dag er der ikke sket andet, end at du har fået taget nogle blodprøver.
Vi er også begyndt at øve os i at bruge sutteflaske. Det er lidt (meget) svært, men mon ikke vi bliver rigtigt dygtige?
Du har taget 35 gram på siden i går, det er flot.
Du skal nu igennem en masse undersøgelser. vi starter med røntgen af hele dit skelet i morgen. Du skal også have checket alle dine organer og du skal til øjenlæge. Alt sammen rutine for at se om du har flere misdannelser. Gad vide hvor alt dette stammer fra?
Vi har haft besøg af Elisabeth Beyer og vi har haft den enorme frihed, at vi nu må rulle ud fra neo. Både med ind på mors værelse, men også med ned.

Check in på "Riget"

Først Slagelse, så Holbæk og derefter Rigshospitalet. Jo, vi kom lidt omkring i den periode. Alle steder fik vi god og hjertevarm behandling (på nær lige af nogle få personer, som jeg stadig kan irritere mig lidt over). Mine skriverier var på det her tidspunkt blivet nødvendige for mig. Det var min ventil. Til at starte med var det tænkt som nogle stikord, så jeg selv kunne huske. Men det tog straks dagbogsform. Meningen var selvfølgelig, at Mie selv ville kunne læse om sin svære start på livet, hvis hun fik lov at vokse op. Det var vi jo på ingen måde sikre på. 11. marts blev en lettelsens og en undrende dag.

---

Hej mors Guldklump.
I dag har vi fået dig igen! Vi er overflyttet til Rigshospitalet. Din kromosomtest var fin. Der er ingen fejl - din hjertefejl er en af dem som hjertekirurgerne ikke regner for noget. Faktisk virker det som om det mest er din læbe- ganespalte der er aktuel lige nu. Far har været med os herinde og i dag har vi for første gang talt om, at vi får dig med hjem til Sara og Jakob. Kære lille pus - Det er vores bedste dag, og alligevel er det den dag, jeg kan skrive mindst. Vi har fået en forklaring om din hjertefejl, men den er ikke farlig i den forstand, Det varer sandsynligvis et stykke tid, før man gør noget ved den, og du kan sagtens blive opereret ved din mund inden da. Vi ses i morgen, når mor er blevet sig selv igen - og indtil da - ha’ en rolig nat.

mor.

Mies dåb

D. 10. marts fik vi Mie døbt. Det var vigtigt for os, at det var vores egen beslutning, og at vi ikke ventede til der stod en læge og lagde hovedet på skrå og fortalte, at det måske ville være en god idé nu. Mie blev døbt i familiens dåbskjole. Hun fik sine helt egne røde bånd i. Senere var jeg helt ked af, at hun ikke fik den ene sløjfe med sig i kisten. Skriveriet den dag var som følger:

Kære Mie.

Tillykke med dit lille fine navn. Nu er det officielt. Du blev døbt her til aften ved ca. 18.00 tiden. Du tog stille og roligt mod din dåb uden at skrige den mindste smule. Du var en rigtig dygtig pige. Sara og Jakob og din mormor og farmor var mod og så selvfølgelig far. Vi er begge enige om, at det var en god dåb. Men vi er begge to lidt bitre på dine bedstemødre, som opførte sig som om de var til grav-øl, og ikke barnedåb. Da selve dåbshandlingen var overstået tog vi nogle billeder og bagefter fik vi kaffe og kage under den lidt trykkede stemning fra dine bedstemødre. Da du tog den obligatoriske lur i din dåbskjole bestilte vi mad i byen og satte os nede i kantinen og spiste lige indtil dine bedstemødre skulle ryge inden jeg var færdig med at spise. Jeg er gal og jeg er skuffet, for selv om det ikke var en hospitalsdåb, vi drømte om inden din fødsel, så synes vi alligevel, at din dåbsdag skulle være en glad dag. Far var også gal da han kørte hjem. Det er helt sikkert. Om vores dag ellers. Vi har fået at vide, at de endnu ikke har fundet noget i din kromosomtest, men det endelige svar kommer i morgen. Derfor kommer far - på lægens opfordring - med til stuegang i morgen formiddag. Vi har også møde med en socialrådgiver i morgen omkring noget ekstra orlov m.m.. Det er dog ikke sikkert, at far når ind, så han også kan nå at tale med hende. vi må se. Far kører et hårdt program med dine søskende og alt det derhjemme. Jeg kan se at det trætter ham. Det gør mig ondt at se, at han ikke har det godt. Desværre kan jeg ikke rigtigt få ham til at sige noget. Jeg mener jo at det er farligt at lade tingene gro indad. Om dig kan jeg sige, at du har haft en stille og rolig dag, hvor du faktisk har sovet det meste af tiden. De gange hvor de har været vågen, har vi så til gengæld haft en rigtig god kontakt. Nu sidder jeg her ved siden af dig og venter på at klokken skal blive 23.00, da skal du nemlig hav mad, og denne gang skal vi prøve at give dig flaske. Det er jeg spændt på.
Mors Mie, du var så køn i din dåbskjole med lange postkasserøde bånd. Grethe havde samtidig været så sød, at vente med at lægge ny sonde på dig, så du havde ikke noget i ansigtet. Sov rigtigt godt i nat.

Kærlige tanker fra din mor (og gudmor).

9. marts 1998

På det her tidspunkt havde jeg fået "lægeallergi". Når jeg kom ned på stuen og så en læge ved vuggen, måtte jeg ned og sidde. Jeg blev ganske enkelt svimmel. Dagens tekst lød som følger:

Hej Trold.
Igen en forholdsvis stille dag. Lægen til stuegang mente, at den mislyd han hører på dit hjerte skyldes, at du har et hul mellem højre og venstre hjertekammer. Han kunne også fortælle, at han ser noget på dine ryghvirvler. Jeg får fortalt så meget, at jeg ærlig talt ikke kan huske hvad det var.
Det meste af dagen går godt. Du lærer at holde på din sut. Man skal blot vende den “forkert”, så vender den rigtigt for dig. Sidst på eftermiddagen og først på aftenen har du det ganske forfærdeligt. Du græder meget og virker forpint. Du får noget smertestillende i din sonde, ligesom lægen har ordineret noget vanddrivende til dig. Efter det og lidt ekstra mad falder der endelig ro over dig. Jeg får fra dig lidt tidligere end normalt, for du sover så godt. Far har også i dag været og se til dig. han var meget træt. Mere end jeg synes om. Jeg håber inderligt, at han ikke går og brænder inde med noget, men han siger, at han har det meget godt. Jeg ved at han savner os ligeså meget som vi savner ham. Ydermere har han alt det praktiske at tænke på derhjemme, hvor vores - dit og mit - tøj bliver vasket, og min mad bliver leveret - (Det smager ikke altid lige spændende).
Jeg vil slutte for i dag, så må vi se, hvad morgendagen bringer. Den ene læge mener, at vi måske allerede i morgen kender svaret på din kromosomtest, men selv om det er det vi venter på, vil jeg gerne vente til på onsdag, så vi kan koncentrere os om din barnedåb i morgen.
Sov godt.

En mors stolthed.

Et billede af smuk pige, der forlader familien for at tage til Berlin i morgen....
Billedet her er et af hendes egne kunstværker.

8. marts 1998

Kæreste lille trold.
I dag har vi fået vores første rolige dag. Jeg har været hos dig det meste af tiden som jeg plejer, men du har haft en rolig og fredfyldt dag, og har sovet det meste af tiden. Derfor har du fået lov til at ligge for dig selv. Far og dine søskende har været her sammen med din moster Manne. Jeg føler lige nu, at jeg er ret afklaret med vores situation, så mit sind har også været roligt i dag. Det er min første dag uden stor gråd. Lille pige - jeg elsker dig som kun en mor eller far kan elske sine børn, men jeg tror ikke på, at vi har dig så længe. Jeg skal være her for dig i den tid du har, og du skal kunne mærke det. Jeg føler helt klart at du kender mig. Jeg har også konstateret at blodets bånd er stærke. Jeg får brystspændinger og efterveer når jeg giver dig mad i din sonde. Det siger lidt om at vi hører sammen. Vores sygeplejerske Charlotte har taget aftryk af din hånd og fod i dag. Det har jeg også fra dine søskende. Lægen til formiddagens stuegang kunne kun fortælle, hvad vi allerede ved. Dog gav han lov til, at du får noget smertestillende, der er lidt mere virksomt, hvis du får behov for det. Det har du heldigvis ikke haft i dag. Han sagde også, at vi måske allerede har svar på dine kromosomtest på tirsdag. Selv om jeg føler, at jeg kender svaret på forhånd venter jeg det, for vi ved jo ikke hvad der skal ske med dig og vores lille familie.
Tankerne er der i tusindtal. Der er så mange spørgsmål og så få svar. Meningen og retfærdigheden er ikke til at finde. Mon det er fordi du nu udelukkende får min mælk og ikke erstatning mere, at du er blevet mere rolig. I så fald vil jeg glæde mig over, at jeg har kunnet gøre noget for dig.
Stort godnatkram fra mor.

Rejsen til Holland.

Jeg har tidligere skrevet lidt om "Rejsen til Holland". Se her.
Dette forklarer også, hvorfor tulipaner kom til at betyde så meget for mig.

7. marts 1998.

Hermed skriverierne fra 7. marts for 11 år siden. Det er en underlig oplevelse at sidde og læse det hele igennem igen. Nogen gange kan man næsten mærke stemninger og dufte.

Dette er hvad 7. marts bød os:

Dagen har været anderledes end vores 2 første døgn sammen forstået på den måde, at vi ikke har fået nogen nye meldinger om dig. Det vi to nu skal bruge vores tid på, er at sørge for at du får din mad, og al den kærlighed og pleje vi kan give dig. Det er nemt nok med maden. Nu har jeg fået gang i mælken så jeg kan ernære dig. Desværre har du været temmelig forpint, så det har været svært at passe dig i dag. Du græder meget, og er ikke til at trøste. Somme tider virker det som om du har det bedst, når du får lov til at ligge for dig selv i din lille seng. Du har fået noget smertestillende, men det har tilsyneladende ikke hjulpet dig specielt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du er mere syg end man tror, siden du skal være så forpint. Jeg har svært ved at acceptere at du skal lide og have det skidt, hvis du alligevel ikke må blive hos os. Det er synd for dig, hvis du kun skal have et kort liv i pine.
Din far kom alene i formiddags. Vi talte med specialisten i læbe- ganespalter. Det er lidt svært, for det er blevet sekundært for os nu. Vi er mere interesseret i at vide om vi får lov til at beholde dig - hvis prognosen om kromosomfejl ikke holder, og hvis du skal til at behandles for dine lidelser, vil det jo være dit hjerte, der er det vigtigste. Lille skat - du har ikke fortjent det her. Det gør bare så ondt på os alle sammen.
Vi har også haft besøg af præsten - Lisbeth. Vi talte om vores situation og vi talte om din dåb og fandt 2 sange som vi mente var passende i den sammenhæng. Præsten er en utrolig sød dame, som lyttede og var meget forstående. Da hun mente, at vi var færdige tilbød hun at bede en bøn for os. Selv om vi ikke er specielt troende sagde vi ja tak og hun sagde nogle meget smukke ting. Jeg kan faktisk ikke huske hvad hun sagde, men det gik ud på, at Herren må passe på os alle 5, Sara, Jakob, dig og dine forældre, så vi til trods for alt det vi nu føler så meningsløst, må have et godt liv.
Vi har aftalt, at Sara og Jakob selvfølgelig skal overvære din dåb. Derudover bliver det kun dine bedstemødre, der bliver bedt om at deltage. Vi har talt med dem begge to, og de vil selvfølgelig gerne deltage. Det bliver på tirsdag når vi har spist aftensmad.
I eftermiddag har Jette, Jan og farmor været her, og mens de var her kom Lone og Jens med Amanda. De var alle inde og se til dig, men ellers sad vi ude i opholdsstuen. Til aften har jeg været hos dig det meste af tiden. Du har været vågen i over 5 timer, men desværre har du ikke haft det så godt imens. Det virker på mig, som om du har smerter. Det er svært, for jeg kan ikke hjælpe dig på nogen måder. Præsten var her alligevel, så hun kom forbi og kikkede til os, og vi fik talt lidt sammen igen. Jeg har fået et meget sødt digt af Charlotte - eftermiddagssygeplejersken på vores stue - der beskriver følelsen af at få et barn, der er anderledes. Hvordan man i stedet for at være bitter, skal finde de gode små ting. - Jeg tror ikke at jeg er bitter, men…………..gode ting?
Godnat.

Dag 2 i et alt for lille liv.

Dagen i går var faktisk fin. Jeg havde fri og fik ordnet nogle ting. Blandt andet var jeg på Fyn for at besøge DoDo. Vores nye familiemedlem. Vi markerede dagen med nybagte boller og varm kakao, da vi alle var samlet.

Mit tilbageblik til 6. marts 1998, er blandet. Det var en dag med mange meldinger, ting at tage stilling til, og i det hele taget bare at finde sig i, at man var landet i en anden verden. Jeg skrev følgende den dag:

I dag udvikler tingene sig. Du er ikke mere på smertestillende, men jeg synes, at du er for rolig. Vi har taget beslutning om at få dig døbt. Det virker mest rigtigt. Der har været en fotograf og tage nogle billeder af dig til din journal, og man har nu konstateret, at dit hjerte er for stort. Lægen mener at have hørt lidt mislyd på det, og dit blodtryk i dine arme ligger højt. Vi er blevet lovet svar på dine kromosomtest torsdag eller fredag. Nu har lægen desværre mistanke om en kromosomfejl, der er så grel, at vi måske har dig på lånt tid. Det gør ufattelig ondt, for jeg elsker dig som min lille pige, og jeg mener at det er alt for uretfærdigt, hvis du skal gennemgå en masse lidelser til ingen verdens nytte. Det er der ingen mening i. Jeg har en masse tanker farende igennem mit hoved, og din far går derhjemme og har det på samme måde. Han kender dig endnu ikke så godt som jeg gør, men jeg ved at du alligevel også er “fars pige”. Jeg burde sove til middag nu, men det kan jeg ikke, så jeg vil gå ned og se til dig, og høre hvad personalet har at sige. Du fik nemlig kørt hjertekardiogram (tror jeg nok at det hedder) i formiddags, og det er hele tiden spændende for mig at vide, hvad vi nu får af oplysninger. Selv om de fleste gør ondt helt ind i sjælen, er det rart at føle, at men hele tiden får ren besked.
-
Vores eftermiddag har været stille og rolig. Jeg er mest hos dig og giver dig din mad i sonden hver 3. time. Din far og dine søskende har været på aftenbesøg. I dag gik det meget bedre med Sara. Hun har siddet med dig og aet dig, og far har siddet og nusset dig, mens du fik din mad. I morgen skal vi tale med præsten om din dåb, og de beslutninger, der skal tages i den forbindelse. Vi skal også tale med specialisten fra Rigshospitalet omkring din læbe- og ganespalte. Selv om det har været en rigtig dum dag, er den heldigvis endt stille og roligt.
Sov godt - mors pige.